• Komparative klassifikationer
  • Kapitel 11. Arbejdsmarked, marginalisering, uddannelse og mobilitet
  • Manuskript, maj 1999, Martin Munk Studier af social mobilitet, klasser og ulighed




    Download 0.89 Mb.
    bet5/7
    Sana04.04.2017
    Hajmi0.89 Mb.
    1   2   3   4   5   6   7

    DEL II

    Klasseteorier




    Kapitel 7. Nye og gamle klasseteorier

    Indledning
    Et problem i forbindelse med studier af social mobilitet og samfundsteorier er klassebegrebet og klassifikation. Hvilket klasse- og klassifikations­mæssigt grundlag studeres mobilitet på. Følgende er således en analyse af forskellige nutidige klasseteori­er, der dels benyttes i den sociale mobilitetsdiskurs, og dels anvendes i forskellige velfærdsanalyser, samt i en etnologisk sammenhæng. Der viser sig ofte problemer i både empiriske og teoretiske arbejde. Der er reelt pro­blemer med at håndtere sammenhængen mellem relatio­nerne mellem klasse og data (i: spørgeske­ma­undersø­gelse, inter­views, telefoninterviews og dokumentarisk materiale etc.). På den baggrund syntes det uundgåeligt at skrive om klasser. Dermed er det ikke et ’påklistret’ paper, snarere er det et resultat af den løbende refleksion, der er på gået i gennem de seneste 5-10 år. Det har reelt været undervejs i ganske lang tid. Jeg er ikke helt sikker på, at problemet med klasser er løst med dette, men det kan måske bidrage til en skitse om en teori om klasser. Alt af­hængigt af hvordan man anskuer klasser opnås et ganske varieret marked af klassete­orier eller ’nonklasseteori­er’.
    Der har igennem en periode blandt samfundsteoretikere været tendenser til at smide klassebe­grebet ud af den teoretiske og dels empiriske forsk­ning (D. Bell, Z. Baumann, A. Gorz, R. Pahl, Nisbet m.fl.). John We­stergaard (1992, 199­5a, 1995b) er blandt dem, som påpeger, at benægtel­sen af klasse­struktur er et modefæ­nomen, men jeg ser også benægtelsen, som en etablering af en position i det samfundsvi­denskabelige felt. Der er mange ud­gangs­punkter at tage i en sådan analyse. Af­hængigt af forskellige forhold er det dog konstatér­bart gennem statistiske opgørelser, at der er en skæv fordeling af goderne og af livschan­cerne. Herunder chancerne for sundhed, dødelighed, uddannelse osv., hvilket kan opfattes som in­dikatorer på, at klassestrukturer stadigvæk er aktuelle. Men det afhænger bl.a. af hvilket land eller region man undersøger. I England, Sverige er ulig­heden blevet øget gennem de senere 5-15 år, medens det i andre lande er mere moderat, som f.eks. i Frankrig. 48 Danmark har tilsynela­dende mindsket den sociale (økonomiske) ulighed (We­stergaard 1993, 1995b), der dog ifølge Erik Jørgen Hansen ikke gælder med hensyn til relationen mellem social oprindelse og uddannelse samt uddannelse og social position, og for mænd også relationen mellem oprindelsesklasse og nuværende klasse (E.J. Hansen 1995).

    Men der er også andre ek­sempler. I medierne anskues konflikten mellem Tutsierne og hutuerne i Burundi (tidl. Belgien). Flere af disse er optaget af at pege på konflikten og kampen som en etnisk en, men der er sjælendt nogen journalister, der frem­stiller kon­flikterne som en slags klassestrid, hvad der reelt er tale om, idet tutsierne over­vejende nu i dag (1996) er den herskende klasse, medens hutuerne er arbejdere og bønder. Det er faktisk sådan, at hutuer og tusier har haft den samme konge, sprog og kultur.49 I Danmark pågår der også diskussioner om klasse. Der er f.eks. i socialdemokratiet stadig diskussionen om klasse og andre forhold, mellem ’kadrerne’. Man kunne tilføje ’overkadrer­ne’ og ’det administrative fodfolk’, ’mellem-kadrerne’.50


    Kritikken af klasse­be­grebet har hovedsageligt været rettet mod forskellige marxistiske analyser af klassestruk­turen. Det ses eksempelvis i forbindelse med opdelingen i klasse an sich og klasse für sich. Førstnævnede forhold forstås som konstitu­erende for den fælles situation, som de objektive økonomi­ske og sociale forhold, som man har fælles, hvorimod sidst­nævnede refererer til en situation, hvor klassemed­lem­merne er blevet deres situation bevidst. Her er klassen mobilseret til politisk handling osv. (Qvortrup 1971: 4, 36; Westergaard 1995b). I nærværende sammenhæng er det klasse an sich, der er interessant at beskæftige sig med, da konstruktionen af klasser tager afsæt her. De to momenter er ofte blevet sammenblandet i en stor pærevælling, hvor det analytiske og politisk-normative blev mixet til en dårligt smagende cocktail.
    De forskere der stadig­væk er optaget af klassebegrebet, har for­skellige måder at gribe det an på, især med foran­kring i Karl Marx (1972: 1137-1138) og Max Weber (1978: 302-307, 926-940). Jeg vil ikke her gå nærmere ind i en gennem­griben­de analyse af disses analyser af klasse, men en række af de forskere, der stadigvæk benytter klassebe­grebet i forskellige varianter, trækker på de klassiske sociologer, selvom nogle teoretikere ikke med­regner Marx til de klassiske sociolo­ger, vil jeg tillade mig at gøre dette. Den største teoretiske dikotomi i feltet af klasseana­lyser er normalt blevet opfattet som den mellem marxistiske (underforstået den viden­skabeli­ge mar­xisme) og weberi­anske, selvom f.eks. Waters (1991) peger på én mere, nemlig den funktiona­listiske.
    Problemet med klasser ses i flere sammenhænge, f.eks. når man vil måle og analysere social mobili­tet, og når man ønsker at analysere begrebet teoretisk. Problemerne er ikke blot disse, men også et epi­stemologisk og ontologisk pro­blem. Det handler om, at forskere enten forbliver intellek­tuelt objektivistisk eller forfalder til at opgive objektiverin­ger og helt ryger i grøften af subjektivister! Det er der set flere eksempler på, som nogle gange udviklede sig til skytte­gravskrige, som ikke gentages her. Det intenderes snarere at vise, at analyserne af klasse er en smule mere kompliceret end som så.
    Hvadenten det er Marx eller Weber man knytter an til, risikerer man at konstruere klassebe­grebet som et sub­stantielt begreb. I øvrigt kan forskellen mellem Marx og Webers klasse- begreb summeres op som følger:
    Marx’ klasserela­tionsbegreb er grundet i ud­bytning og domination indenfor rammerne af produktions­relationer, og begrebet skal forstås i en historisk udvikling af samfundet, og deraf uundgåelige klasse-hand­linger. Derimod opererer Weber i forbindelse med klasse-relatio­ner med begrebet livschancer i forhold til markedet, knyttet an til historiske for­klaringer af disse sammenhæn­ge, men handlinger ses ikke som determi­neret, men som noget der foregår i meningsfulde sammenhænge, hvoraf de sociale handlinger kan være frekvente, men absolut nødvendigvis udledt af klasse-relationerne (Gerth/Mills [oversættere af Weber] her fra: Crompton 1993: 31-32).
    Der er således to forskellige perspektiver på klassebegrebet. I afsnittet om livsformsteoriens klasseudlægning ses en delvis anden indkredsning af Marx’ klassebegreb, udover at grundlaget er produktionsrelationer. Begge udlægninger benyttes i det følgende. Det er dog især hele Webers tankegang om livschancer, der er relevant at fokusere på, da det på den ene side er vigtigt i forhold til forståelsen af social mobilitet og rekonverteringer, og på den anden side lægger op til, at uddannelses­systemets funktion og forskellige andre systemers funktioner inddrages når en rimelig analyse af klassesam­fundet forsøges etableret.
    I nutidig klasseteori er det især Erik Olin Wright og John H. Goldthorpe, som har forsøgt at etablere en tilfredsstillende klasseteori, der kan holde teoretisk, og ligeledes kan anvendes i relation til empiriske undersøgelser af samfundsforhold. I det følgende se først på Wrights analyse. Dette perspektiveres af klassebegrebet hos Bourdieu, i hvert fald på et mere (se ellers Munk 1999a).
    Udbytning eller domination?
    Én af de dominerende og markante teorier er fremlagt af Erik Olin Wright, som gennem en 20-årig periode (1974-1994) har forsøgt at rekonstruere Marx’ klassebegreb, selvom Marx aldrig blev færdig med analysen i tredje bind af Das Kapital, og Wright har knyttet teoretiske analyser af Marx sammen med empiriske studier af samfundet. Han har blandet andet forestået et stort internationalt kompara­tivt projekt, hvor intentionen - med overskriften ’klassestruktur og klassebevidst­hed’ - var at sammenligne forskellige landes samfundsmæssige klassestruktur. Det fremgår af Wrights analyser, at han tænker de for­skellige klasser i relation til hinanden, som sociale relatio­ner inden for produktionen. Heraf ser han ikke stilling eller erhverv som ækviva­lent med klasser, idet han opfatter disse som positioner inden for rammerne af tekniske relationer i produktionen (Wright 1980). Selvom Wright således tager ud­gangspunkt i Poulantzas’ klassemo­del, afviser han pure dennes specificering af grænserne mellem klasserne, og især går Wright imod begreberne fraktioner og lag.51
    Wright mener, at det faktisk er muligt at være domi­nerende på flere forskellige måder, samtidigt med at man kan være under­ordnet på andre områder. Disse mulige situationer kaldes for: ’kontradiktive klasse-lokationer’. Deraf fås 3 konsi­stente klasse-lokationer, hvoraf 2 er defineret inden for rammerne af den kapita­listi­ske pro­duktions­måde. Det vil sige borger­skabet og proletariatet, mellem disse findes der lokatio­ner som det nye mellemlag, og derudover findes inden for en enkel varepro­duk­tionsmåde småborger­skabet (Waters 1991: 147). Det er i hvert fald den model, der er blevet benyttet i Danmark (jf. E.J. Hansen 1984; Hoff/Goul Andersen 1989; Goul Andersen 1991), men som både Crompton (1993: 69f) og Waters (1991) er inde på, har Wright ændret syns­punkter, blandt andet på baggrund af omfattende empiriske studier af den amerikan­ske klassestruktur. Sidstnævnede sociolog indrømmer, at kapita­listiske samfund ikke ude­lukkende kan studeres i henhold til den kapitalisti­ske produktions­måde, da samfund altid er komplek­se kombi­nationer af forskellige udbytnings­meka­nismer og for­skellige former for klasserela­tioner (Wright/Martin 1987). Faktisk går han videre ved ikke udelukkende at antage, at det er de sociale relationer inden for rammerne af produktions­måden, der er kilden til klasser. Det sker ved at udvide begrebet om udbytning til at omfatte en vifte af ressourcer, der opererer parallelt med pro­duktions­midlerne, som f.eks. organisatori­ske goder og legitimerede færdigheder (Wright 1985; Waters 1991). På den måde ser det ud til, at Wright rent faktisk bevæger sig væk fra det marxistiske udgangs­punkt til en Weberi­ansk position, hvoraf han arbejder med 12 klasse-lokationer (Wright 1985: 88). Det fremgår endvidere, at den teori der tidligt udarbejdedes ikke var en analyse af udbytning men udelukkende af domination, og det var ikke tilfredsstillende. Derfor tilnærmede han sig en analyse af udbytning ved at indføre 4 former for aktiver eller goder, der er ulige fordelt med hensyn til ejerskab og kontrol. De fire er: arbejds-magt aktiver (feudal udbyt­ning) baseret på uligheden i kontrollen over arbejdet, kapital-aktiver (kapitalist-udbytning) baseret på uligheden i kontrollen over produktions­midlerne, organisatori­ske aktiver (statisk udbytning) baseret på uligheden i kontrol­len over organisatori­ske ressourcer og færdig­hedsaktiver (creden­tials) (socialistisk ud­bytning) baseret på uligheden i kontrollen over specielle/sjældne færdigheder. Der findes ikke noget empirisk samfund, der ude­lukkende er konstitu­eret af én enkelt af de fire aktiver. Der således heller ingen klasser, der er karakteriseret af en enkelt af aktiverne. Skema­et ser ud som følger:
    Produktionsaktiver

    Ejere af produktionsmidler ikke ejere af produktionsmidler organisatori­ske

    [lønarbejdere] aktiver

    Egen tilstrækkelig ┌───────────────┐ ┌────────────┬───────────────┬─────────────┐

    kapital til at an- │ │ │ │7 semi-'blå- │10 ikke-"blå-│

    sætte arbejdere og │ │ │ 4 ekspert │stemplede'(fær-│stemplede │

    arbejder ikke │1 Borgerskabet │ │funktionærer│digheder) │funktionærer │

    │ │ │ │funktionærer │ │

    ├───────────────┤ ├────────────┼───────────────┼─────────────┤

    Egen tilstrækkelig │ │ │ │8 semi-"blå- │11 ikke-"blå-│

    kapital til at an- │2 lille │ │ 5 ekspert │stemplede"(fær-│stemplede" │0

    sætte arbejdere, │virksomhedsejer│ │supervisorer│digheder" │supervisorer │

    men arbejder. │ │ │ │funktionærer │ │

    ├───────────────┤ ├────────────┼───────────────┼─────────────┤

    │ │ │ │9 semi-"blå- │12 │

    Egen tilstrækkelig │3 små- │ │ 6 ekspert │stemplede" │Proletariatet│

    kapital til at ar- │borgerskabet │ │ikke-funkt. │arbejdere │ │-

    bejde for sig selv │ │ │ │ │ │

    men ikke til ansæt-│ │ │ │ │ │

    te arbejdere └───────────────┘ └────────────┴───────────────┴─────────────┘



    0 -

    Det betyder, at kriteriet vedrørende arbejds-auto­nomi (tilstede/fraværende) er gledet ud af modellen med de 12 klasser. Det der i den nye model fremhæves er de organisatoriske aktiver og de ’blåstemplede’ færdigheder. Denne fremhævelse er blevet opfattet som en drejning af modellen til en Weberiansk tradition, væk fra den neo-marxistiske model (Rose/Marshall 1986; Cromp­ton 1993: 74).52 Wright havde i 1980 prøvet den anden model på amerikanske data, og kom frem til, at modellen passede bedre for så vidt angår indkomstfordelingen og politisk opinion sammenlignet med den første model, der som sagt var inspireret af Poulantzas’ model fra begyndelsen af 70’erne, som skelnede mellem ikke-manuelt arbejde og manuelt arbejde, og desuden blev den udbredte antagelse om, at arbejderklassen hastigt formindskes afkræftet gennem yderligere studier af svenske data (We­stergaard 1995a: 29).


    Westergaard kritiserer Wrights model for flere forhold. For det første er det problematisk, at Wright ikke testede modellen på dens egne præmisser men udelukkende på baggrund af forskellige datakørsler. Hermed opdagede Wright ikke, at skelnen mellem job og karriere i forbindel­se med kategorien af lønarbej­dere er nødvendigt. Det kunne Wright have gjort i forhold til begreberne organisation og ’credentials’, idet der er en klar forskel mellem de to kategorier af lønarbejdere med hensyn til indkomstavancement, rettigheder til pension etc. Wright beklagede da også, at han med den nye model ikke var i stand til afdække lønarbejderens livsbane i forhold til deres arbejdsbane, hvad han så senere har forsøgt at gøre (Wright/Shin 1988; Westergaard 1995a). Men det er således ikke nok at betragte indkomst-, sikkerheds-, og mobilitetsmønstret i forhold til arbejds­livet, det er ligeledes centralt at inddrage individers perioder med overgangssituationer, sygdomsperioder, arbejdsløshed og ikke-arbejdsperioder. For det andet er det problematisk, at Wright ikke inddrog renti­erene og investorerne, idet han dog formentligt var forhindret af sociale (’prakti­ske’) grunde, men desto værre var det, at Wright ude­lukkende opererede med folk i betalt-arbejde. Hermed var der en del i ikke-arbejde der faldt uden for under­søgelser­nes ramme. Men det var nok logisk begrundet i, ud fra modellens egenlogik, at man skulle være ’udbyttet’ eller ’udbytter’ på en eller anden måde, hvad individer i ikke-arbejde åbenbart ikke kan antages at være. Hertil mener Westergaard, at der er en række ’bagdøre’ gennem hvilke folk kan træde ind på arbejdsmarkedet, der er overset af Wright, og disse folk kan også siges at være ’ud­byttet’. Det drejer sig om hjemmegående hustruer, der er engageret i opretholdelse og reproduktion af den ’aktive del af arbejds­kraften’ og ’reserve-arbejdskraften’, det vil sige folk, der lever på randen af arbejds­markedet. Begge kategorier kan siges at have en funktion for arbejdsmarkedet, og de kan sågar blive betragtet som ’udbyttet’ af arbejdsmarkedet, fordi de næsten ’ingenting’ får for deres funktion.53 I det mindste må det være sådan, at de forskellige individer, der har arbejdet, placeres ifølge deres tidligere beskæftigelse, således de i hvert fald ikke falder ud af det datamateriale der analyseres. Ydermere placeres individer som børn i overensstemmelse med deres forældre eller forsørgeren. Det er dog ikke ligetil med udbyttemodellen at placere dem, som er udenfor arbejdsmarkedet, og det er ligeledes svært at afgøre, hvor de ’afhængige’ skal placeres i de såkaldte ’klasse-lokationer’. Modellen er således ikke tilfredstil­len­de. Hvis man skal placere dem, der er uden for arbejds­markedet og/eller -styrken, og som måske har været på arbejdsmarkedet før, så kræver det, at man arbejder ud fra én mere nuanceret model, der tager højde for in­dividuel mobilitet i livet, og måden disse erfares på. Men det er ikke nok, det er nødvendigt at tage udgangspunkt i de faktiske livsbetingelser for dem, der er uden for arbejds­markedet, og ikke blot i deres eventuelle tidligere arbejds­position. Her har Wrights model tilsyneladende problemer med at gribe disse grupper og individer (jf. Westergaard 1995: 30-31).
    Luc Boltanski har i sit store værk om cadres ligeledes kritiseret amerikanske klasseanalyser, herunder Wrights første model. Boltanski er opmærksom på et problem vedrørende be­nævnelsen af de kategorier der anvendes i klasseana­lyser. Problemet begrænser sig ikke til de ameri­kan­ske klassea­nalyser men til en række af klasseanalyser. De forskellige teorier - mere eller mindre positivistiske - er nødtvunget ud at operere med de traditionelle taxono­mier, medførerende at man f.eks. i Frankrig bruger terminologier som: cadres, employés og patrons lånt fra almindelig tale og politiske sammen­hænge. Som Boltanski refererer til, er det dog i politiske sammenhænge direkte nødvendigt at benytte det nævnte vokubu­larium, da man ellers mister forbindelsen til den sociale verden og dens erfaringer.54 Det er dog et problem, at man ureflekteret anvender disse benævelser i videnskabelige sammenhænge. Generelt medfører det, at sociologer er tvunget ud i at producere teorier, der ikke er entydige, da de låner begreber og taxonomier fra den talte verden, og dertil kommer, at sociologerne undgår at analysere hvordan og hvor disse begreber benyttes socialt og i symbolske sammenhænge, der er med til at give begreberne indhold; snarere er disse sociologiske teorier optaget af at vise, hvor uafhængige begreberne er af den sociale verdens agenter. Der forsøges med med stor iver at fastslå en typologi, der beskriver de enkelte kategorier ud fra veldefinerede kriterier, der kan henføres til den ’objektive virkelighed’, og disse kategorier skal ikke sammenblandes med den sociale verdens erfaringer. Problemet er, at sociologer antager, at substantielle kategorier konstituerer verden uden i øvrigt at have noget med den ordinære verdens fremtrædelser at gøre, blot man konstruerer den rette taxonomi.
    Problemet for Wrights vedkommende kan i høj grad henføres til det faktum at han forsøger at kombinere en teoretisk model fra Poulantzas med ameri­kansk positivistisk statistik, der kunne være en frugtbar mulighed, men som ikke lykkes da sammen­koblingen ikke inddrager den symbolske forståelse af begreberne (­Boltanski 1982/1987­: 162; Bourdieu/Chamboredon/­Passeron 1991). Wrights projekt er problematisk, da denne for det første ikke for alvor pro­blematiserer, hvorfor man skal tage udgangspunkt i Marx’ analyser, og for det andet diskuteres det ikke, hvorfor det skal være den analytiske marxisme fremfor nogen anden. Derved hænger Wright fast i en realisme-ontologi, der ikke diskuteres (Wacquant 1989b: 166-169). Endvidere forholder Wright sig noget ukritisk til den sample-survey-prægede metodolo­gi, som han selv er en flittig bruger af, hvilket medfører at klasseanalysen begrænses til en statistisk allokation af individer ind i forforståede kategoriale gradueringer.55 Wacquant mener, at Wrights projekt på den måde mister den historiske dimension, og praksis-dimensionen forsvinder ud af billedet. Ét af problemerne er, at Wright ikke i tilstrække­lig grad indser, at der i forbindelse med klasse-begrebet er en dobbelt objektivitet, dels en form for objektivitet ud fra hvilken kræfter opererer ’bag om ryggen’ af sociale agenter, dels en form for objekti­vi­tet hvor ud fra den sociale verden per­cipieres og klassificeres af de sociale agenter, og der dannes meninger om den sociale verden inklusiv deres egen sociale verden af disse agenter. Wacquant og Bourdi­eu forstår klasse som en social og historisk kraft produceret af foreningen af positionen i det sociale rum og de inkorporerede dispositioner produceret af sociale betingelser forbundet med sammen­lignelige positioner (Wacquant 1989: 174; Bourdieu 1979/1986: 483).
    Heraf ses også at Wrights forsøg på at løse problemet angående middelklasserne ender i en slags ’papirarbejde’, hvor han søger de rette grænser mellem lagene. Man kunne forvente, at Wright måske i højere grad var opmærksom på problemerne. Den danske etnolog Thomas Højrup og Wacquant har fra forskellige vinkler peget på, at disse over- og mellemgange mellem klasserne er meget problematiske. Hvor Højrup er optaget af problemet ud fra et primært teoretisk synspunkt, er Wacquant klar over - på linje med Bourdieu - at klasser og deres grænser er historisk konstrueret og dekonstrueret, ikke i teorien. Klasse defineres ikke alene via strukturer eller agenter (agency), men i relationen som er ’smedet’ i de materielle og symbolske kampe om ’world-views’ og den sociale verdensdeling. Deraf følger at middelklassen ikke kan forstås,56 undtagen man opfatter ’klasse-lokationer’ som strukturelle lokationer på samme tid som de er resultat af historiske formationer. Wright hænger fast i idéen om, at middelklasser (eller andre) kan etableres ved at finde den rette klassifikation, hvilket er meget vanskeligt at realisere, idet der hele tiden, historisk og strukturelt, sker en bevægelse i det sociale og regionale rum, om­fattende individerne. Wac­quant ridser ligeledes op, hvorledes og hvorfor Wrights projekt kan forstås i lyset af det amerikanske sociologi­ske akademiske felt. Når sociologer og andre benytter Marx eller klasseanalyser m.v. er de ikke blot ud ’udsat’ for almindelige ’berufsver­bot-tendenser’ i form af mod­stand imod ansættelser/pro­motion af marxistiske intellektu­elle på universiteterne, men disse scholars’ diskurs og praksis har implicit påtvungede foran­kringer i den ameri­kanske (positivisti­ske) sociologi, hvormed menes at der udøves en form for censur, der udmøntes i at spørgsmål ikke stilles, metoder overses osv., og det er måske i længden mere problema­tisk for den radikale amerikanske sociologi. Det implicerer ikke, at problemet kun eksisterer i USA, men generelt eksisterer denne censur på forskellig vis i for­skellige lande med differentierede sociale be­tingelser (Bourdieu 1980: 1­39/1993a: 91; Wacquant 1989: 176):

    Opgaven er at belyse og afdække dialektikken mellem klassestruk­turen og klasseagenturet (agency), ..snarere end en endeløs ela­borering af den antagede uafhængige variablestruktur...­kernen i klasseteori ligger ikke i at konstruere de (W)right klasser - på et strukturelt niveau, men snarere i at opdage bevægelsen fra den teoretiske til den praktiske gruppe og omvendt (Wac­quant 1991: 51).


    Det synes dog som om, at Wacquant har været noget hurtig her, for jeg mener, at det også er nødvendigt at afklare klassernes status på et strukturelt niveau.

    Herud­over er det principielt afgørende at pege på ændringer af arbejds­strukturen (flere funktio­nærer og multinationale firmaer og færre landbrug osv.) og af ’ansættelsesstrukturen’, det vil sige, der er flere pro­jektansættelser og færre faste livtids­stillinger og i det hele taget ændringer i opfattelsen af arbejde og ’udnyttelsen’ af arbejdskraft.57 Generelt kan der konstateres ændringer i den internationale arbejds­deling efter Anden Verdens krig. Mange produkter fremstilles og pro­duceres i dag i Asien, medens mere videnskræ­vende opgaver blev udviklet og vareta­get af ve­steurpopæiske sam­fund, der dog i 1980’erne og 1990’erne ikke længere er ene om dette (jf. udviklingen af computere og software etc. i Indien m.fl.).


    Hierarkikonstruktion eller modulering af klassebe­grebet?
    John Goldthorpe har sam­men med række andre forskere i hjem­landet England og især Tyskland [Vesttyskland i første omgang], Frankrig og Sverige analyseret klassestrukturen stærkt forbundet med studiet af den sociale mobilitet. Dertil har han siden slutningen af 1960’erne arbejdet på at skabe et tilfredsstillen­de klasseske­ma, man kunne bruge i empirisk forskning. Givet tog han udgangspunkt i Glass’ større under­søgelse af britiske samfund, hvortil Glass benyttede en slags klassemodel (Glass 1954). Glass m.fl. anvendte den såkaldte Hall-Jones skala (Hall-Jones 1950; Moser/Hall i: Glass 1954: 29-50), der var udviklet som en del af det store klassepro­jekt. Skalaen opererede med occupatio­nal-ranking, der ikke nødven­digvis har at gøre med klasser, men ikke desto mindre var det deres ud­gangspunkt.

    Gold­thorpe har forsøgt at løfte og udvikle arven fra 40’erne og 50’erne ved at udarbejde en skala sammen med Hope, det vil sige en ranking. Det skete på baggrund af at respondenter blev bedt om at ’ranke’ et sæt af 20 erhverv med udgangs­punkt i 124 kategorier, ud fra tesen om opfattet ’social ønskelig­hed’ (Gold­thorpe/­Hope 1972, 1974: 49), efter at respondenterne havde gradu­eret i forhold til en 20 niveaus standardskala, hvormed 860 titler fremkom. Endelig blev skalaen med de 124 kategorier reduceret til skala med 36 kategori­er (Goldthor­pe/Hope 1974: 131). Her brød de med det mellem­liggende NORC-projekt i USA, hvor rankingen blev fore­taget af forskerne (Reiss et al. 1961).58


    Disse scalings-projekter var konstrueret med henblik på at måle intergenerational mobilitet, der ikke direkte kan siges at have med klasser at gøre, f.eks. forstået i marxistisk referenceramme, men snarere i en stratifikationsreferenceramme eller som også i USA kaldes for status-attainment-referencerammen. Men på sigt og isærdeleshed i andre lande har disse skalaer alligevel at gøre med klasser, hvad der ses af publikationerne Goldthorpe: Social Mobility and Class Structure i Modern Britain (1980/2.ed.:1987) og Erikson/­Goldthorpe: The Constant Flux (1992a), idet de aggregere­de forskellige ’occupational categories’ hidrø­rede fra skalastudi­erne. I be­gyndel­sen var der 7 klasser, senere blev de nuanceret til både 10 og 11 klasser. Princippet er at inddele folk efter ensligheden med hensyn til markedet og arbej­det. I det følgende ses klasseskemaet: (Goldthor­pe 1980/1­987; Erikson/­Goldthorpe 1992a: 35-47; Jonsson 1993a: 94-95):
    I Højere professioner, administratorer, embedsmænd, liberale erhverv

    direktører i store erhvervsvirksomheder, godsejere

    II Lavere professioner [lærere], admini­stratorer, em­bedsmænd,

    [højere teknikere, civilingeniører=I], direktører i mindre virksomheder,

    ledere af forskellige slags, herunder også tjenestemænd

    IIIa Rutine ikke-manuelle funktionærer, højere, indenfor administration og handel

    IIIb Rutine ikke-manuelle funktionærer, lavere, salg og service

    IVa Mindre ejere, håndværkere med ansatte

    IVb Mindre ejere, håndværkere uden ansatte

    IVc Landmænd, ejere af små forretninger og andre selv­stændige i den pri­mære pro­duktion

    V Lavere teknikere, formænd

    VI Faglærte arbejdere

    VIIa Semi- og ufaglærte arbejdere

    VIIb Landbrugsarbejdere og andre arbejdere i den primære produktion.


    Heraf ses de første 7 klasser, samt 11 klasser på et finere niveau. Indplaceringen er således afgjort af indkomsten, samt mulighederne for økonomisk avan­cement og kontrol­len over produktionspro­cessen. Ud­gangspunktet har således været placeringen på arbejds­markedet, og produktions­enheder eller mere eksplicit i forhold til arbejdsrelationer. Deres grundinspira­tion er hentet fra Marx og Max Weber. Hovedopdelingen er foretaget efter, om man tilhører gruppen af: Selvstændi­ge/arbejdsgivere med mulighed for at ansætte arbejdskraft med en vis kontrol over denne, selvstændige arbejdere uden ansatte. Herved forstås de som hverken ansætter eller sælger deres egen arbejds­kraft, ansatte som sælgere deres arbejdskraft til arbejdsgivere og på den måde er kontrol­leret af andre. Imidertid modereres denne model kraftigt. De er blevet kritiseret for at fastholde deres påstand om, at modellen er relationelt konstrueret, hvad der bygger på, at de ikke tager prestige og livsstils parametre med, idet modellen snarere kan tages til indtægt for at være hierarkisk opdelt, da skemaet skelner for kraftigt mellem manuel arbejdskraft og ikke-manuel arbejdskraft (Crompton 1993: 59). Selvom Goldthorpe konstruerer modellen ud fra arbejde og marked, definerer han ikke den endelige klasse, med mindre den har ’demo­grafisk identitet’, det vil sige om en klasse er pågået som en social kollektivitet igennem en længere periode. Hermed er der taget højde for mobilitet og immobilitet.

    Goldthorpe er blevet kritiseret for at indtage et ’venstre-orienteret’ standpunkt, idet han afviser påstande om, at klassesamfundet ikke eksisterer, selvom analyser af data fra 1980’erne viser, at den absolute social mobilitet er relativ høj, selv når der tages højde for, at der er flere non-manuelle arbejdere mv. i dag. Men idet de relative mobilitetsrater viser det modsatte, fastholder Goldthorpe m.fl., ligesom Glass viste det i 50’erne, at det engelske samfund m.fl. ikke er å­bent. Kritikken af Goldthorpe er på dette punkt især fremkommet blandt ’højre-orienterede’ sam­fundsfor­skere, der knytter an til neo-liberalistiske økonomiske teorier som grundlag (jf. Crompton 1993). Goldthorpe m.fl. mener ikke at disse kritikker holder. I øvrigt er der i værket John H. Goldthorpe: Consensus and Controversy, 1990, en gennemgående diskussion og analyse af Goldthorpes mobilitetsstudier, klasseanalyse, klasseskema og rækkeviden af klasseanalysen med hensyn til den historiske udvikling. Flere kritikpunkter skitseres og klasseanalysens teoretiske grundlag problematiseres. Der påpeges at Goldthorpe mangler en udfoldet teoretisk analyse af klassebegrebet, og der henvises blandt andet til andre klasseanalyser, hvor det teoretiske grundlag fremgår mere udfoldet (jf. Olin Wright og Bourdieu (Ahrne 1990: 65ff)), men klasseanalysen forsvares dog (Marshall 1990: 74-75). Heruover argumenteres der for at klasseanaly­sen i sig selv ikke kan forklare den socio-historiske udvikling af samfundet i det lange løb, samt at det er problematisk at indplacere kvinderne i den kategori deres mand tilhører, da kvinders andre kvalifikationer og færdigheder er bedre indikatorer (Crompton 1990: 95). Sidst i værket ’svarer’ Goldthorpe på de forskellige kritikker, som dog ikke udfoldes her. Selvom Goldthorpe er klar over problemerne med Poppers falsifikationsprincip, erklærer han sig dog tilhænger af det, som en måde at tage højde for problemerne med analyserne af mobilitet og klasseforma­tion i forbindelse med de store empiriske undersøgelser.


    Klasse og klassifikationer
    Goldthorpe anfører problemerne med konstruktionen af de ’rette’ klasser. I tilfælde kan ejere af store virksomheder, klasse I (varehu­sejere, restauratører, hotelejere, små fabriksejere, entreprenører eller trans­portejere) ligge tæt på IVa, men i mange henseender har de mere tilfælles med direktører ansat i store og til dels mellem­store virksomheder.59 Der er dog store nationale forskelle. Dertil kommer, at det kan være afgørende at diffentiere direktører fra akademikere. Derudover tages der forbehold for de mange ansatte, det vil sige funktionærer af forskellige slags. Erikson/Goldthorpe erkender, at der har været et stigende antal funktionærer i de såkaldt ’industrialiserede’ samfund, og mange funktio­nær­jobs er differentieret i relation til forholdet mellem arbejds­tager/arbejdsgiver. En anden meget afgørende indvending, som de skitserer, er i forhold til gruppe IIIb, der omfatter kontorperso­nale af for­skellig slags. Gruppen indeholder typisk kvinder. Denne gruppe lægges oftes sammen med med VIIa, det vil sige semi- og ufaglærte arbejdere. Det er ikke altid korrekt at gøre dette, nogle gange er det mere rigtigt at slå dem sammen med VI, det vil sige de faglærte arbejdere. Desuden er der ofte argumenter for, og det er Goldthorpe m.fl. også opmærksomme på, at gruppe IVc og VIIb ofte kan slås sammen, især hvis landbruget er familiebaseret fremfor organi­seret som en virksomhed. Goldthorpe skelner dog ikke mellem landbrug med og uden ansatte, som de gerne ville have gjort i visse tilfælde, men det gør de ikke på grund af manglende information om disse, når det gælder sammenligninger på tværs af landene60 (jf. Erikson/Goldthorpe 1992a: 40-46).

    Kapitel 8. Teorier i Danmark
    Danske klassemodeller
    I dansk sammenhæng har der gennem tiden været to generelle retninger, groft sagt, indenfor klasse- og stratifika­tionsforskningen: den marxistiske og den mere funktiona­listi­ske prægede stratifikationsforskning. Det er karakteristisk, at den marxistiske retning primært har været af teoretisk karakter, og klassebegrebet var et blandt mange begreber, der blev bearbejdet. Inden for den marxistisk inspirerede forskning har der dog været et par enkelte teorier, der har kædet teori og empiri sammen, som eksempelvis den såkaldte strukturelle-livs­formsanaly­se (Thomas Højrup 1976-1996 m.fl.) og en analyse af klas­sestruktur og klassebevidsthed, kædet sammen med politologiske studier (Hoff/Goul Andersen 1983-1989; Goul Andersen 1991). Overfor disse studier har Socialforskningsinstituttet (SFI) arbejdet med social-gruppe-begrebet, kendetegnet ved brugen af fem social grupper, og senere hen med et klassebe­greb især slået an af Erik Jørgen Hansen (1965-1995).
    Inden vi analyserer nogle aspekter af disse teorier, er det relevant at påpege, at Gøsta Esping-Ander­sens aktivitet på den internationa­le scene (desuden John Westergaard, som tidligere nævnt). Esping-Andersens udgangspunkt har især i første omgang handlet om for­holdet mellem ’politikker’ og ’markeder’ og velfærdsstatsmodeller (Esping-Ander­sen 1985, 1990, og indimellem har projekterne forskudt sig i en mere sociologisk retning med deciderede analyser af social mobilitet og stratifika­tion på tværs af europæiske lande (Esping-Andersen 1993, 1994). Det vil sige, at Esping-Andersen indskriver sig en stratifikations-tradition, uden at han dog af den grund afviser klasse-begrebet, i høj grad ikke når der er tale om begrebet i Goldthorpes version. I de senere studier er Esping-Andersen optaget af at vise opkomsten af en mere udbredt post-industriel klassestruktur og mobilitets­regime. Det vises bl.a. gennem en opstilling af to klasse­mo­deller; den fordiske model og den post-industrielle (Fordistisk hierarki):
    (a) direktører og ejere (inkluderer forskelligt ledende personel og småborger­skabet)

    (b) funktionærer, administrativt personel, salgs­med­arbejdere engageret i elemen­tære rutine- opgaver med kontrol, fordeling og administration

    (c) faglærte produktionsarbejdere, inklusiv lavere teknisk personale

    (d) ufaglærte og delvist uddannede produktions­arbejdere, inkluderende trans­portarbejdere og andre manuelle erhverv engageret i manufaktur og fordeling, sådan som pakkere, truckkørere osv.


    Post-industrielle hierarki:

    (a) professionelle af forskellige slags og videnskabsfolk

    (b) teknikere og semi-professionelle (lærere, sygeplejer­sker, socialarbejdere, laboranter, tekniske designere etc.)

    (c) Faglærte servicearbejdere (kokke, frisører, politibetjen­te etc.)

    (d) Ufaglærte servicearbejdere eller service-proletariat (ren­gøringsfolk, tjenere, portnere etc.)

    (jf. Esping-Andersen 1993: 24-25)


    For et umiddelbart syn på strukturen synes det ikke urimeligt i forhold til andres skemaer, som f.eks. Gold­thorpes, men som det senere bliver belyst, er det alligevel problematisk at fastholde en sådan slags ’ontologisk’ basis. Det der måske er rimeligt, er, at denne skitse antyder noget om foran­dringerne på arbejdsmarkedet, men den ’reelle empiriske struktur’ er noget af en ’blanding’ af de to skemaer, som senere undersøges i for­bindelse med de andre alternativer jeg forfølger.
    Social grupper og livsformer
    Polemikken mellem socialforskeren Erik Jørgen Hansen og etnologen Thomas Højrup (og andre) har præget den videnskabelige debat omkring levevil­kår, klasse- og gruppebegrebet gennem 10-15 år især indtil omkring 1990. Debatten drejede sig om at afgrænse folk socialt, økono­misk, geografisk og ikke mindst kulturelt i den klassifikatoriske tradition. Socio­loger har i årevis forsøgt at forklare begrebet social klasse ud fra for­skellige synsvinkler. I de sidste 30-35 år har man på den ene side haft stratifika­tionsmodeller­ne fra Svalastoga til SFI's social-gruppe-inddeling, og på den anden side en række marx­istiske klassemodel­ler.

    Social-gruppe-begrebet blev indført i midten af 1960'er­ne, idet man ønskede at afløse det Svalastogaske stratifi­ka­tions-system udviklet i 1950'erne (Svalastoga 1959, 1969). Dette system tog udgangspunkt i, at forskellige stillinger i samfundet har forskellig anseelse, prestige eller social status. Sammenholdt med empiriske studier, gennem hvilke han havde spurgt respondenterne om de mest anseete stillinger, idet de blev bedt om at placere udvalgte erhverv på en rangstige med 5 niveauer, og det foregik ved at respon­denterne skulle indplacere 75 kort efter deres mening om prestige (kortene havde oplysninger om personens stillingsbetegnelse, uddannelse, antallet af underordnede og et løbenummer), kom han frem til 9 statuslag, således at kombi­natio­nen af stilling og an­seelse blev afgørende for ind­placering i det pågældende sociale stratum. Det viste sig også ifølge Svalastoga, at 3 variable kunne forklare erhvervsprestige: stillingsaktivitet, uddannelse og antal underordnede.



    Social-gruppe-inddelingen blev konstrueret ud fra et ønske om at kunne anvende en inddeling i forskellige empiriske undersøgelser af sociale forhold. Men af praktiske grunde ville det ikke være hensigtmæssigt, at man hver gang man foretog en undersøgelse, der belyste de for­skellige arbejdstil­lingers erhverv (Hansen 1977b: 2). Det kan delvist beklages, at man ikke fortsatte med denne metode, da det ville have givet informationer om de for­skellige positio­ners opfattelse af hinanden, og man kunne have brugt dette datamateriale til at sammenligne med Thomas Højrups m.fl.’s undersøgelser af de forskellige livsformers opfattelse af hinanden. Erik Jørgen Hansen m.fl. mente, at man kunne konstruere disse social grupper ved at måle gennem fastlagte objektive kritierier, såsom stillings­kategorier, uddannelsesniveau og antal under­ordnede, hvor man via disse items kunne etablere et relevant indeks, idet de henviste til Svalasto­gas argumenter for disse. I SFI's undersøgelser af ung­dommen, det vil sige af de 14-20 åriges uddannelsesvilkår kunne de konstatere, at inddelingen var rimelig holdbar, idet denne sammenholdt med erhvervsfordeling og arbejds­stillingfor­deling ikke var meget forskellig med hensyn til målte resulater. Der blev dog ikke fore­taget en egentlig måling af kategori­ernes reproducer­barhed m.v. Det var først Johan­nes Noordhoek, der i 1969 publicere­de en bog med titlen: Sociale klassifikatio­ner, hvor denne nærmere redegjorde for de forskellige klassifika­tioner, reelt et optryk af Karen Siunes ét år tidligere publicerede redegørelse (i: Hansen 1968 (under tillæg III)).61 Hansen påpegede, at der var en del problemer med sy­stematikken i kodningerne, hvilket med­førte adskillige versioner af kode­vejledningen (Hansen 1977b: 3). I løbet af perioden 1965-1976 var der flere versioner af kodningerne og social grupperne var først defineret i forhold til social status begrebet.62
    Karen Siune og Peter Gundelach kritiserede Socialforskningsinstituttets model for at være en subjektiv konstruktion, idet konstruktionen trods objektive kriterier, der hviler på antagelsen om, at der er en nær sammenhæng mellem arbejdsstilling, uddannelse, antal underordnede osv. - er dannet af et indeks, som bør fremgå af inddelings-analysen (Gunde­lach/Siune 1977: 293). Det var også allerede et problem i Svalastogas undersøgelse, at han på de udleverede kort kun havde oplysninger om tre forhold. Ved blot at have de 3 forhold med ville der formodentligt også være en stor korrelation mellem de tre variable. De skriver også at Svalastogas sammen­kædning af de tre variable var sket på baggrund af velintegreret teori, hvad jeg andetsteds har påpeget ikke holder, da han simpelthen mangler en relationel teori til at komme videre med.63 Højrups kritik, som vi vender tilbage til, understreger i høj grad også problemet med den manglende teori. Siune og Gundelachs fortsætter dog med kritik af, at den ene af de 3 variable er den mest af­gørende, nemlig antallet af underordnede. Hansen argu­menterer nemlig for i: Lighed gennem uddannelse? (1977a), oprindeligt fra 1972, at antallet af underordnede afgør dispositions­retten, der er vigtigere end ejendoms­retten. De mener dog, at SFI-inddelingen er anvendelig i forhold til at påpege uligheder i samfundet, hvad der kan være noget om.
    En løsning på at social-grup­pe-ind­delingen ikke bidrager til at forklare ulighederne i samfundet, er ifølge Siune og Gundelachs muligt finde gennem en opdeling i ’sam­fundsfor­skeren’ (relevant sociologi) og ’viden­skabsfor­skeren’ (f.eks. ­Hansen), hvor førstnævnede efter deres opfattelse burde være den, der blev praktiseret på SFI (Gundelach/Siune 1977: 299). Jeg mener dog, at de dermed ender i den gamle dualisme mellem en ’objektivt’ orien­teret forskning og en ’subjektivt’ orienteret forskning, i stedet for at gå en ’mellemvej’, hvor man får det be­grænsede objektive til at hænge sammen med det be­grænsede ’subjektive’, fordi det under alle omstændigheder er konstru­erede størrelser og begreber.
    Det skal nævnes, at Hansen samme år giver svar på kritikken, idet han skriver at:
    ...det er dog vigtigt at hæfte sig ved, at et hovedresultat i Socialforskningsinstituttets uddannelses­undersøgelser er påvisningen af, at de relative sociale forskelle i uddannel­sessøgning næppe kan ændres uden at ændre uddannelses­strukturen. Klassebestemte forskelle i uddannelsessøg­ningen fjernes nemlig ikke ved at give økonomisk støtte til de unge, der bliver udvalgt til vi­dereuddannelse på grundlag af socialt og kulturelt be­stemte kriterier.... (­Hansen 1977b: 305).
    Men det er ikke nok med det. Det er et spørgsmål om, hvorledes samfundstrukturen er skruet sammen, og om hvordan arbejdsrelationerne og produktionsmådestruk­turen er sammen­tømmeret (Højrup 1995). Men det er ikke tilstrækkeligt. Det er nødvendigt at gå videre til, at analysen omfattes af magtfeltet (Bourdieu 1989). Hansen (1995) er inde på, at de relative sociale forskelle i uddannelsessøgning ikke udelukkende kan ændres ved at reformere uddannelses­systemet, da problemet med uddannelsessøgning også skal ses på baggrund af den sociale struktur og den kulturelle kapitals fordeling.
    Generelt har social-gruppe-modellen været anfægtet for, svarende til Westergaards kritik af Wright, at flere konkrete personer slet ikke kan indplaceres på grund af arbejdsløshed eller simpelthen på grund af, at social-gruppe-modellen ikke har taget højde for alle aspekter, herunder kulturelle parametre (Bourdieu 1979/1986; Højrup 1983/1989). Trods at social-gruppe-mo­dellen igennem længere tid forsvares og at Højrups analyse kritiseres (Hansen 1990: 26, 38-44) kommer Erik Jørgen Hansen dog i begyndelsen af 90’erne alligevel igennem med en brydning i forhold til social-gruppe-­mo­dellen, hvor det fremgår at mo­del­len foreslås erstattes med en klassemo­del.64 Det forsøges både begrundet teoretisk - via Wright og Bourdieu -, samt gennem log-lineære analyser af datamaterialet (Hansen 1995: 243-246).
    Det leder os over til den model Hansen avender i perioden 1992-1995, der minder om Wrights og Goldthor­pes m.fl.65 Hansen mener i 1995, at den nye model kan forklare omfanget af ulighederne men også grundene til ulighederne66, og det ser ud som om, at kategorier­ne er blevet mere oplysende, f.eks. gennem etableringen af klassen professioner, men jeg mener teorien om relationen mellem systemet af positioner korresponderende med systemet af dispositio­ner bør medtænkes, da den giver en mere uddybbende forklaring af klasse.

    Hansen er faktisk inde på at gå videre, idet han henviser til Wrights model fra 1985/1989, hvori begrebet sociale relationer indgår, for at kunne arbejde med en til­strækkelig adækvat model. En model der inddrager forskellige former for organisatoriske goder og blå­stemplede færdigheder, som Hansen oversætter til kapitalbe­siddelser (produk­tionsmid­ler=fysisk kapital, ledende stilling=­bureaukratisk kapital, sjældne færdig­heder=­kundskabs­kapital).67


    Her ud fra konstitueres de 7 nye klasser:

    1. De selvstændige erhvervsdrivende, der ejer produktions­midler danner en klasse for sig, der er opdelt i selvstændige med ansatte og selvstændige uden ansatte (ingen bureaukra­tisk kapital).

    2. De manuelle arbejdere er delt op i faglærte arbejdere (uden produktionsmidler, ingen bureaukratisk kapital og ikke meget kundskabs­kapital) og i ikke-faglærte arbejdere (ingen kundskabs­kapi­tal).68

    3. Funktionærerne er inddelt i forhold til om de har underordnet arbejde og ledende arbejde. Her skelnes der mellem dem der har en eller anden form for bureaukratisk kapital og så dem der ingen bureaukratisk kapital har.


    Hertil erkender Hansen, at der mangler en dimension, nemlig den dimension der vedrører den kulturelle kapital, idet denne - sidestillet med kundskabskapital - i større mængder er afgørende for skabelsen af de ulige livschan­cer. Med reference til Bourdieu og Wright konkluderer Hansen, at der eksisterer en klasse, professionsklassen. Denne er afgrænset fra de andre klasser, idet deres erhvervsudøvelse i betragtlig grad er baseret på kundskabskapital forstået som specielle færdigheder. Hertil må man være opmærksom på, at Bourdieu opererer med kulturel kapital i sammenhæng med andre be­greber, og at den kulturelle kapital ikke kun handler om formel uddannelse (titel etc.), men også om den ufor­melle side ved uddannelse (færdigheder, orientering i verden; f.eks. læsning af bestemte magasiner, aviser etc.). Alt i alt kan vi konkludere, at Hansen har konstrueret de 7 klasser ud fra den oprindelige social- grup­pe-model, fra Wrights andet klasseskema og fra Goldthor­pes skema. Det ser ud til, at de 7 klasser på forskellig måde er bedre at bruge i surveys, og at de til en vis grad kan bidrage til at forklare, hvorfor omfanget af den sociale ulighed er, som den er, men der er stadigvæk en række teoretiske problemer med modellen, hvad diskussionen af de næste to teorier viser.

    Strukturel-Livsformsanalyse
    I de seneste 15-20 år er den strukturelle livsformsanalyse udviklet, der forsøger at overskride de traditio­nelle klasse- og gruppe­begreber, som alle mere eller mindre ifølge Thomas Højrup bygger på ’tingsbe­grebslo­gikken’ og ikke på videnskabelige begreber. Det vil sige socialfor­skernes operation med forskellige typer af social grupper eller sociale klassifikatio­ner generelt, er særligt problematisk, da man gang på gang kan finde eksempler i empirien som ikke passer i teorien (’teorien er ikke stærk nok’). Her er Højrups efterord til det Det glemte folk en måde at betragte problematikken på:
    Kun ved at starte med emnets almene træk kan man skabe en udtømmende teoretisk kortlægning af det, fordi grundbegreberne så ikke indsnævres af specifikke bestemmelser, som kun gælder for særlige dele af det. Hviler grundbegreberne på de almene træk, der er særegne for emnet som helhed, har man derfor sikret sig mulighed for senere at specificere alle de forskellige varianter, specielle træk og særlige forhold, som rummes på de mere detaljerede planer (Højrup [1983] 1989: 544).
    Livs­formsbegrebet er et teoretisk begreb, som ikke lader sig realisere. Forstået på den måde, at en givet livsform næppe findes i ren form i empirien. Det er muligt, at man kan finde empiri­ske livsformer, der er varianter af det teoretiske livsformsbegreb, det vil sige sammen­blandinger af flere forskellige livsfor­mer (Højrup 1983/1989: 173, 202-203). Livsformsbe­grebet indfanger de kulturelle kontraster, forskelle mellem folk, men - der måske ikke er nødvendigt eller hensigten - begrebet indfanger ikke i tilstrækkeligt grad samfundets magtrelatio­ner, som ikke nødvendigvis drejer sig om en hierarkisk struktur, men om en relationel struktur på kryds og tværs, som tilsyneladende heller ikke begrebsliggør hele diskussionen om klasse versus ­gruppe versus livs­form, der er et resultat af en historisk kamp. Klasser er historiske produkter af klassificeringsstridig­heder (Bourdieu 1979/1986: 466ff).
    Højrup påpeger, at livsform 3 (karrierelivsfor­men) dominerer de andre livsformer: Det kan for eksempel være embedsfolk og folk i central­admini­stra­tionen. Men svagheden ligger i virkelig­heden i, at analysen overser, at der eksisterer en domineren­de domineret kultur, der i høj grad er knyttet til folk fra livsform 3, det vil sige kulturpersonligheder, visse akade­mikere, kunstpro­ducenter m.fl., der har medretten til at definere, hvad der er den dominerende kultur, den kultur som fortjener støtte, anerkendelse, betragtes prestigefyldt osv.
    Vi er alle mere eller mindre med til at opretholde sam­fundets beståen. Mange har en eller anden form for funktion, som gør at samfundet som helhed kan fungere, men ikke desto mindre er det primært en form for kultur, der anerkendes og opnår støtte, når der uddeles legater og udstillingspladser for f.eks. kunstnere, hvilket implicerer at livsform 1, 2 domineres. Dette er vist i tidligere kulturana­lyser af museums­be­søg (Bourdieu 1966,1979; Fridberg 1994, 1998).
    Det bør bemærkes at livsformsteorien primært er udviklet på baggrund af etnografisk og kvalitativt materiale, men der har været ansatser til at indkorporere teorien i socialforsk­ning surveys. Sociologen Göran Djurfeldt har i et lille arbejds­papir fra 1989 diskuteret og fremlagt et bud på hvordan livs­formsbegrebet kan bruges - ved en transformation - i socialsta­tistikken. På Socialforskningsinstituttet har man konkret anvendt livsformsbe­greberne i en undersøgelse af folks arbejdsliv og hverdagsliv, der viser at de spørgsmål, der var formuleret i spørgeskemaundersøgelsen, som indgik i projektet, bedst var egnede til at indfange træk, der udskiller lønarbejderlivsformen fra de to andre livsformer. På den anden side var der problemer med de spørgsmål, der havde til hensigt at differentiere mellem den selvstændige livsform og den karrierebundne livsform (Hjorth Andersen 1991, 1993:13). Disse studier er ikke fuldstændiggjort, således er f.eks. neokulturationsaspektet ikke medtænkt. Her er Bourdieus studier af rekonversioner - svarende til neokulturation - i forbindelse med surveys umiddelbart mere udfoldet.
    Herudover påpeger Højrup flere steder i Det glemte folk, at det er problematisk at konstruere livsformer på baggrund af items (uddannelse, antallet af underordnede, stilling osv.), der sammensættes til forskellige indekser.
    Livsformsbegrebet gennemlyser... erhvervskategorierne og subkulturer på en anden måde, idet det systematiserer helheder af relationer eller organisationsformer, der ikke lader sig aflæse umiddelbart empirisk og som går helt på tværs af erhverv. Det handler om strukturer, der gør, at en der arbejder med landbrug, kan tilhøre den samme livsform som en, der er reklametegner. Og to murere kan tilhøre to vidt forskellige livsformer (Højrup 1983/1989: 180).
    Det betyder således, at den strukturelle livsformsanalyse bryder med socialforskningens klassifika­toriske måde at arbejde på for i stedet at arbejde med helheder, så der tages højde for strukturer og relationer. Det betyder, at det er svært at arbejde med livsformsbe­greber i en kvantitativ sammenhæng. For problemet skyldes ikke alene at de tre livsformer endnu ikke er specificeret i varianter og undervarianter og mulige sammen­blandingsformer. Problemet har også at gøre med, at data i Danmarks Statistik er baseret på empiriske begreber, der ikke direkte kan kobles til livsformsbegreberne. Målet er derfor at udarbejde livsformsspecifikke statistiske begreber (Højrup 1983/1989: 209-210). Generelt vurderet kritiseres Danmarks Statistiks grundlag for dataindsamling og fordelingsanalyser.69

    Marxsk klassebegreb
    I det følgende fokuseres på en af livsformsanalysens stærke sider, som mange andre samfundsteorier har problemer med at håndtere, nemlig spørgsmålet om hvordan man konstruere en klasse på baggrund af klassificeringer af individer. Det er oftest aktuelt i forbindelse med empiriske under­søgelser eller surveys, hvor man er nødsaget til at kate­gori­sere folk - enten på forhånd eller bagefter. Det bliver efter kende­tegn kombi­neret med forskellige former for klassifika­tions­modeller, hvad enten man bruger den ene eller den anden klassifika­tionsnøgle70 og det er med til at afgøre, hvem der kommer i hvilken gruppe eller klasse. I sin doktordisputats analyserer Thomas Højrup forskellen mellem ekstensionale og intensionale klasser (­Højrup 1995: 85ff). Ekstensionale klasser benyttes af de fleste forskere. De klassificerer sig frem til klasser (Goldthorpe, Hansen m.fl.) på baggrund af forskellige kendetegn, såsom indkomst, uddannelse, stilling m.m. eller marked og arbejde.

    Problemet er, at det er vanskeligt at arbejde med ekstensionale klasser, som også nærværende projekt har problemer med.71 Højrups pointe er, at vi som samfundsfor­skere kommer ud i en række problemer, hvis vi arbejder med klasse gennem at klassificere individer i delmængder i det uendelige efter forskellige variable de er fælles om, er vigtig at fastholde. Med henvisning til Marx peger Højrup på en helt afgørende pointe, nemlig at:


    Mellem- og overgangstrin tilslører også her overalt bestemmelsen af grænserne. Det er nemlig helt afgørende svært at foretage disse grænseopera­tioner (Højrup 1995: 89).
    Højrup citerer Marx’ påbegyndelse af klassebegrebskonstruktionen videre:
    Det spørgsmål, vi først må besvare, er dette: Hvad er det, der udgør en klasse? og svaret fremkommer af sig selv, når vi besvarer et andet spørgsmål: Hvad er det, der gør, at lønarbejdere, kapitalister og jordrente danner de tre store klasser i samfundet?

    Ved første blik er det det, at indkomster og indkomstkilder er af samme art i hver gruppe. De er tre samfundsgrupper, hvis komponenter, de individer, der danner dem, lever af henholdsvis arbejdsløn, profit og jordrente, dvs. udnytter deres arbejdskraft, deres kapital og deres jordejendom.

    Fra dette standpunkt ville imidlertid f.eks. også læger og embedsmænd danne to klasser; de tilhører to forskellige grupper i samfundet, idet medlemmernes indkomster i hver gruppe strømmer fra samme kilde. Det samme ville gøre sig gældende for den uendelige opsplitning af interesser og stillinger, hvori arbejdsdelingen i samfundet opspalter såvel arbejdere som kapitalister og jordejere - sidstnævnte f.eks. i ejere af vingårde, kornmarker, skove bjergværker og fiskevande (Højrup ef. Marx 1995: 87).
    Højrup konstaterer, at man kan læse Marx på tre måder. Den første måde viser, at Marx opererer med ekstensionale klasser, idet de konstrueres ved at individer klassificeres til en klasse med samme indkomst og indkomstkilde, det vil sige med samme fælles træk. Når det betragtes at det svarer overens med den sædvanlige handlingssociologiske læsning, bør det tilføjes jævnfør det foregående og det næste afsnit, at også uddannelse medtages som en kilde, samt flere andre kilder. Tilsvarende nævnes klassebevidstheden. De 2 sider af de eks­tensionale klasser er altså ’klasse an sich’ og ’klasse für sich’. Citatet viser under alle omstændigheder, at der vil opstå et utal af klasser, og det kan være tilfældet, at læger og embedsmænd ikke nødvendigvis tilhører den samme klasse.
    Den anden måde viser, at Marx foretager en brydning imellem det ekstensionale perspektiv på klasserne og et intensionalt perspektiv på klasserne. For klassernes intension er netop arbejdsrelationer, idet Marx gennem begrebsrelationerne i den kapitalistiske produktionsmåde terminaludlæser 3 arbejdsrelationer givende 3 intensionale klasser. Lønarbejderen er altså den ene terminal, kapitalisten en anden terminal og jordejeren en tredje terminal.

    Tilsammen udtømmer disse tre subjektbegreber og deres arbejdsrelationer dette produktions­mådebegrebs terminaler. Produktionsmådens liv udgøres med andre ord af tre former for praksis, der gensidigt betinger hinanden (Højrup 1995: 88).


    Den tredje måde viser, at Marx’ spørgsmål i citatet er et retorisk spørgsmål, hvorved Marx forsøger at henlede læseren på, at det faktisk er en blindgyde kun at betragte klassebegrebet ekstensionalt. Klasser er i den forstand ikke en samfundsgruppe. Og individet er ikke nogen entydig databærende enhed. Denne pointe vil vi også bruge i det næstfølgende.

    Der kan dog på det ekstensionale niveau være en pointe i at spalte op i ejere af vinmarker, skove osv., idet man hermed kan operere med dem som en slags modaliteter gennem hvilket det er muligt at rekonstruere en slags eksistensbe­tingelser i forbindelse med større empiriske undersøgelser, og ikke kun udelukkende ud fra profession, indkomst, uddannelse osv. Herigennem er det muligt at konstruere en relationsstruktur.


    Højrups grundforudsætninger er dem af Hjelmslev skitserede i Omkring sporgteoriens Grundlæggelse (Højrup 1995: 40-42; Hjelmslev 1943/1966), nemlig at arbejde intensionallo­gisk, imodsætning til den ekstensionale teoriform, der indbefatter at arbejde med bestemte grundbegreber, og at begrebsstrukturerne man arbejder med, kun har et og kun et ud­gangspunkt. Disse grundforudsætninger er baggrunden for enhver videnskabelig teori og hvad der ligeledes ses af empiriprincippets 3 krav til arbejdet med begrebslige specifikationsfor­løb, nemlig at det skal være modsigelsesfrit (konsistent), udtømmende og enklest. Det må forsøges, men som Gödel har peget på i forbindelse med matematisk bevisførelse af teoremer, sætninger, korollarer eller hvad det måtte være, er det ikke altid muligt at have modsigelses­frie teorier, samtidigt med at de er fuldstændige, det vil sige udtømmende. Herudover har Husserl, Bourdieu m.fl. vist, at teorier om det sociale osv. må have en indarbejdet en teori om denne teori, det vil sige om dens forudsætninger (som vi var inde på i det indledende videnskabsteo­retiske afsnit). Jeg vil ikke her gå videre med denne diskussion, blot notere mig at empiriprincippet bør følges så langt det er muligt med de forbehold som skitseret.
    Grundlæggende kan den store forvirring omkring konstruktionen af klassebegrebet, forklares gennem Højrups pointe i at videnskabeligt arbejde bør foregå intensional­lo­gisk og følge empiriprincippet. Forholdet mellem teorier, modeller, begreber, empiri ses af transfor­mationsanalysen, skitseret skematisk i figur 19 (Højrup 1995: 96).

    FIGUR:


    Kapitel 9. Stat og klassifikationer
    Klassehabitus og statsklassifikationer
    Som understreget i La distinction er konstruktionen af det sociale rum foretaget på baggrund af en række sammensatte analyser, hvorved det sociale rum ikke er en direkte sammensætning af plane diagrammer af korrespondanceanalyser. I praksis var det kompliceret at konstruere et sådant rum, da ideelle surveys ikke forefindes med indikatorer på en række kapitalforhold. INSEE’s forskellige undersøgelser fra perioden 1967-1972 er benyttet til at konstruere to diagrammer, et bestående af de sociale positioner, og et bestående af livsstile. I princippet burde der også være en tredje figur, repræsenterende det teoretiske rum for habitus, det vil sige den sociale livsbane eller ændringerne i kapitalvolumen og i sammen­sætningerne over tid (Bourdieu 1979: 128, 140-141/1986: 114, 126-128). Selvom Bourdieu flere steder i La distinction og i andre værker opererer med TRE klasser (der i det foregående er blevet kritiseret) med diverse under­grupper, fremgår det af figuren (Bourdieu 1979: 140-141/1986: 128-129), som indeholder det sociale rum og rummet af livsstile, at der opereres med 25 professions­grupper/­positioner, der i et vist omfang kan sidestilles med INSEE’s konstruktioner med hensyn til andet niveau og tredje niveau. Det er der i og for sig ikke noget mærkeligt ved. Men det forudsætter, at man rationelt (raison d’étre) kan operere med disse kategorier, selvom de i visse sammenhænge fungerer, og er konstrueret som administrative enheder - og ikke i særlig høj grad på baggrund af analyse af sociale klasser.72

    Hertil kan man ty til en af Bourdieus utallige argumenter blandt andet fremført i et interview med Honneth m.fl., hvor opmærksomheden rettes henpå hvorvidt ’klasser’ eller for den sags skyld andre ’fænomener’ i for sig eksisterer eller om disse ikke blot er udtryk for gårsdagens symbolske strukturer (Bourdieu 1990a: 18) - til syvende og sidst er der tale om en klassi­fikations­strid, der er en del af klassekam­pen (Bourdieu 1979: 543ff./198­6). Derved stilles der - som tidligere anført - klart spørgs­målstegn ved om klasser i og for sig eksisterer, og fokus bliver lagt på, hvordan klasser og klassifikationer er genstand for kamp og diskussion om disse ­klassifikatio­ner (Bourdieu 1979, 1990a).


    Det ses af de mange forskellige måder at operere med sociale kategorier på. Der er adskillige måder at gøre det på, blandt andet vist af Marx, Weber, Wright, Goldthorpe, Højrup og Bourdieu, og det ses hvor forskellige præmisserne er. Det er ikke blot blandt sociologerne, der findes forskellige måder at arbejde med klassifikationer på. Det ses især også af, hvad man kunne kalde for den administrative forskning og registrering, sikret af staten. Bourdieu benytter som sagt INSEE’s klassifikationssystem: Nomen­clature des pro­fessions et catégories sociopro­fessionelles (PCS) konstrueret på baggrund af det sociale rum, der betragtes som Frankrigs officielle taxonomi eller nomenkla­tur, og man kan drage en lignende parallel til Danmarks Statistiks klassifikationssystem eller til Socialforsknings­instituttets social grup­per eller til ILO’s (International Labour Organization) ISCO-system (International Standard Classifi­cation of Occupa­tions 1991). Dette system har dog ikke indarbejdet en teoretisk model for det sociale rum.
    Danmarks Statistiks og Socialforsk­ningsinstituttets inddeling af bestemte individer har ofte været i kategorier som løn­modtagere, funktionærer, selvstændige, faglærte arbejdere, ufaglærte arbejdere og personer uden for arbejdsstyrken, foretaget på grundlag af professioner og erhverv for dermed at sammensætte sociale indekser, eksempelvis anført i analysen af Socialforsknings­instituttets social grup­per. Lad os se mere konkret på disse klassifikationer, for så vidt angår erhverv og uddannelse i Danmarks Statistik, Undervisningsministeriet og til dels Arbejdsmarkedsstyrelsen (Arbejdsministeriet).
    Et af de mest centrale problemer ved analyse af data er spørgsmålet om kategorisering af folk i forbindelse med sociale kategorier, uanset om man nu ser det fra sociologens eller en administrativ side. Det er socio-teoretisk set en af de mest afgørende problematikker ved operationaliseringer af klassifikationer og dermed også databear­bejd­ning. Meget hurtigt viser det sig, at der er problemer med at anvende en traditionel klasse- eller socialgruppe­model eller adminstrativ model. Problemet er, at mange af personerne ikke uden videre kan kategoriseres, fordi deres karakteristika faktisk lapper over de oprettede social­grupper og klasser og administrative taxonomier.
    Således er diskussionen om klasser ikke blot teoretisk og analytisk, men så sandelig også et politisk-praktisk problem. Det er ikke så enkelt at bruge de traditionelle modeller. Problemerne med at klassificere og sammensætte til forskellige former for kategorier må medtænkes i konstruktionen af relationerne mellem klasserne. Den måde hvorpå jeg og man generelt klassificerer på, er et resultat af samfundet, vist af Émile Durkheim and Marcel Mauss i De quelques formes primitive de classification. Contribution a l'étude des représentaions collectives (Primitive Classifica­tion) (1903). I deres arbejde forsøgte de at etablere en formel korrespondance mellem den sociale og symbolske klassifikation. De undersøgte et klassifikationssystem anvendt af aborigines i Australien, og de konkluderer at måden at klassificere på, er determineret af flere størrelser som samfundets form, opfattelse, rum, tid, hierarkier og klasse. Sådanne kognitive kategorier er produkt af samfundet. De skriver i det sidste kapitel at:
    Things are not simply arranged by them in the form of isolated groups, but these groups stand in fixed relationships to each other and together from a single hole (Durkheim/Mauss 1963: 81).
    Vi kan konstatere, at klassifikationer, uanset om de er officielle, teoretiske, garanteret osv., er afhængige af en række forhold. Ud fra dette udgangspunkt er det ambitionen at gå så langt som muligt, og ud fra en række teoretiske bestemmelser, herunder en successiv socio-statistisk metode, hvor flere relevante forudsætninger indarbejdes. Der tænkes på sammen­spillet mellem korrespondanceanalyse og socio-analyser.
    Erhvervsklassifikationer
    Der er flere områder hvor klassifikationssystemer anvendes. Det gælder f.eks. i relation til erhverv og uddannelse. Uddannelsesklassifikatio­ner findes i Danmarks Statistik og Under­visnings­ministeriet, erhvervs/arbejdsklassifikationer findes i Danmarks Statistik og på Arbejdsmini­steriets områder (jf. Kravspecikation for den ny arbejdskraftsklassifikation 1994). Lad os tage erhvervsklassifikationer først. Danmarks Statistik m.fl. har hidtil ikke haft et så udfoldet systematisk kategori­serings-træ som f.eks. INSEE’s klassifikationssystem af professioner osv., men fælles for de to Nationale statistiske institutter er, at de hovedsageligt opererer med administrative niveauer og enheder.73 Der findes ligeledes et finere niveau, men dette skulle give en idé om måden at kæde niveauerne sammen på. Sociologisk benyttes disse ikke slavisk, det vil sige kategoriene anvendes i overenstemmelse med teori, problemstilling og empiriske forhold.

    Nomenklatur for de socioprofessionelle kategorier,

    sammehænge mellem niveauerne 8, 24 og 42.

    ┌────────────────┬────────────────────────┬───────────────────────────────┐

    │Niveau agregeret│ Niveau fortløbende │ Niveau detaljeret │

    │8 poster, heraf │ 24 poster, heraf │ 42 poster, heraf │

    │6 aktive │ 19 er aktive │ 32 aktive │

    ├────────────────┼────────────────────────┼───────────────────────────────┤

    │1 Landmænd │ 10 Landmænd │ 11 Landmænd med mindre jord │

    │ │ │ 12 Landmænd med mellem jord │

    │ │ │ 13 Landmænd med større jorde │

    ├────────────────┼────────────────────────┼───────────────────────────────┤

    │2 Selvstændige │ 21 Håndværker (selvst.)│ 21 Håndværkere (selvst.) │

    │ ├────────────────────────┼───────────────────────────────┤

    │ │ 22 Butiksejere, lign. │ 22 Butiksejere og lignende │

    │ ├────────────────────────┼───────────────────────────────┤

    │ │ 23 Forretningsejere │ 23 Forretningsejere, 10 ans.│

    ├────────────────┼────────────────────────┼───────────────────────────────┤

    │3 Cadres, │ 31 Liberale profession │ 31 Liberale professioner │

    │ intellektuelle├────────────────────────┼───────────────────────────────┤

    │ │ 32 Offentlige cadres │ 33 Offentlige 'cadres' │

    │ │ Intellektuelle og │ 34 Professorer, forskere │

    │ │ kunstnere │ 35 Kunstnere │

    │ ├────────────────────────┼───────────────────────────────┤

    │ │ 36 Forretnings-cadres │ 37 Administrative og private │

    │ │ │ 'cadres' │

    │ │ │ 38 Ingeniører og tekniske │

    │ │ │ 'cadres' │

    ├────────────────┼────────────────────────┼───────────────────────────────┤

    │4 Mellemprofes- │ 42 Mellemprofessioner │ 42 Folkeskolelærere og andre │

    │ sioner │ indenfor sundhed, │ 43 Socialarbejdere, sygeplej- │

    │ │ undervisning, │ erske │

    │ │ omsorg i det offent-│ 44 Præster og kirkearbejdere │

    │ │ lige │ 45 Mellemledere i det offent- │

    │ │ │ lige og i administration │

    │ ├────────────────────────┼───────────────────────────────┤

    │ │ 46 Aministrativ- og │ 46 Aministrativ- og forret- │

    │ │ forretn.mellemleder │ ningsmellemleder │

    │ ├────────────────────────┼───────────────────────────────┤

    │ │ 47 Tekniker │ 47 Tekniker │

    │ ├────────────────────────┼───────────────────────────────┤

    │ │ 48 Formand/konduktør │ 48 Formand og konduktør │

    ├────────────────┼────────────────────────┼───────────────────────────────┤

    │5 Ansatte │ 51 Ansatte i det │ 52 Kontorfolk i det offentlige│

    │ │ offentlige │ administrativt personale │

    │ │ │ 53 Politibetjent og soldat │

    │ ├────────────────────────┼───────────────────────────────┤

    │ │ 54 Ansatte privat adm. │ 54 Kontorfolk i det private │

    │ ├────────────────────────┼───────────────────────────────┤

    │ │ 55 Ansatte i handel │ 55 Handelsansatte │

    │ ├────────────────────────┼───────────────────────────────┤

    │ │ 56 Servicemedarbejdere │ 56 Servicemedarbejdere │

    ├────────────────┼────────────────────────┼───────────────────────────────┤

    │6 Arbejdere │ 61 Faglærte │ 62 Faglærte i produktionen │

    │ │ │ 63 Faglærte i service (hånd.) │

    │ │ │ 64 Chaffører │

    │ │ │ 65 Speditører, transportfolk │

    │ ├────────────────────────┼───────────────────────────────┤

    │ │ 66 Ufaglærte │ 67 Ufaglærte i produktionen │

    │ │ │ 68 Ufaglærte i service (hånd.)│

    │ ├────────────────────────┼───────────────────────────────┤

    │ │ 69 Landarbejdere │ 69 Landarbejdere │

    ├────────────────┼────────────────────────┼───────────────────────────────┤

    │7 Pensionerede │ 71 Pensionerede landm. │ 71 Pensionerede landmænd │

    │ ├────────────────────────┼───────────────────────────────┤

    │ │ 72 Pensionerede selvst.│ 72 Pensionerede selvstændige │

    │ │ håndværk/forretn. │ håndværk og forretning │

    │ ├────────────────────────┼───────────────────────────────┤

    │ │ 73 Pensionerede cadres │ 74 Pensionerede cadres │

    │ │ og mellemprofessioner │ 75 Pensionerede mellemprof. │

    │ ├────────────────────────┼───────────────────────────────┤

    │ │ 76 Pensionerede ansatte│ 77 Pensionerede ansatte │

    │ │ og arbejdere │ 78 Pensionerede arbejdere │

    ├────────────────┼────────────────────────┼───────────────────────────────┤

    │8 Andre personer│ 81 Arbejdsløs, altid │ 81 Arbejdsløse, aldrig arbejde│

    │ ├────────────────────────┼───────────────────────────────┤

    │ │ 82 Diverse, der ikke │ 83 Værnepligtige │

    │ │ er pensionerede │ 84 Elever, studerende │

    │ │ │ 85 Personer uden arbejdsmæssig│

    │ │ │ aktivitet (< 60 år) │

    │ │ │ 86 Personer uden arbejdsmæssig│

    │ │ │ aktivitet (> 60 år) │

    └────────────────┴────────────────────────┴───────────────────────────────┘

    Hvert administrativt niveau kan føres tilbage til en række af professioner (Nomen­clature des pro­fessions et catégories sociopro­fessionelles, PCS, 1994: 2-406). Det hidtidige system anvendt af Danmarks Statistik indeholder ikke et systematisk og finmasket klassifikations­system, der dog fremover har påtænkt at anvende en tillempet version af ISCO-88-versionen. Den gamle model var bygget ud fra at kombinere Dansk fagkode udarbejdet af det tidligere direktorat for arbejdsmarkeds­styrelsen (Dansk fagkode 1986) og et socio-økono­misk niveau (Folke- og boligtællingen 1981, lands­tabelværk 1984: 132-137), der hovedsageligt dækker:


    - selvstændige

    - funktionærer med eller uden over­ordnede/­underordne­de

    - faglærte arbejdere

    - ufaglærte arbejdere



    - personer uden stilling
    Dansk fagkode blev dog kun delvist fulgt i deres klassifikationspraksis. Den nye model følger i princippet den internationale inddeling og ­klassifika­tion omtalt som ISCO. Danmarks Statistiks model kaldes i daglige tale DISCO, der dog på visse punkter afviger fra den internationale model. Med den nye model er det f.eks. i Arbejdsmarkedsstyrelsen målet at bryde op mellem den entydige sammenhæng mellem fagkoder og kvalifikationer. Det begrundes med en stigende mobilitet på arbejdsmarkedet, internationalisering af arbejdamar­kedet, og at EU's statistikmyndigheder er begyndt at bruge ISCO-88. Hermed mener de ikke, man kan opretholde en sammenhæng mellem uddannelse, fagbetegnelse og kvalifikationer (jf. Kravspecifikation for den ny arbejdskraftklassifikation 1994: 6ff.).
    Hverken Danmarks Statistiks eller Socialforskningsinstituttets måde at klassificere på er teoretisk eller begrebsmæssigt holdbar, som Højrup som var inde på, da klassifikationerne udelukkende er empirisk-administrativt begrundet. I en sammenhæng hvor der arbejdes med det sociale rum og sportens eller andre felter er det teoretisk for uholdbart.
    De forskellige måder at klassificere erhverv på i henholdvis Under­visningsministeriet, Arbejds­markedsstyrelsen og Dan­marks Statistik, understreger pointen med, at der er kamp mellem forskellige positioner, om retten til at definere den legitime og anerkendte klassifika­tion. Problemerne omkring klassifikation skal således ikke udelukkende forstås på baggrund af praktiske forhold, men forstås på baggrund af, at man opererer med bestemte klassifikatio­ner i de forskellige systemer (statslige ministerier eller institutter).
    Uddannelsesklassifikationer
    Studiet af de forskellige uddannelsesklassifikationer tog blandt andet ud­gangspunkt i problemer med at klassificere visse uddannelser som sygeple­jerske, ergoterapeu­ter og pædago­ger. Folkeskolelærere med 4 års uddannelse er i lang tid blevet placeret som en mellemlang videregående uddannel­se, hvorimod sygeple­jer­ske blev placeret som en kortere videregående uddannelse. Der er sket en række konkrete skift i undervisningsmini­steriets klassifi­kationer af ud­dannelser. F.eks blev pædagoguddannel­serne og sygeplejer­skeuddannel­serne i 1992 om­defineret fra kortere videregående ud­dannelser til mellem­lange videregående uddannelser, hvortil f.eks. hører folkeskolelærer, journalist, ergoterapeut og fysiotera­peut. Det er eksempler på den stadige klassifikationskamp og korrigering i over­ensstemmelse med inflationen af mange uddannelsers titel, navngivning og klassificering.
    Uddannelsesnomenklatur og klassifikation opereres der med i Undervisningsmini­steriets datakontor og i Danmarks Statistik. I Under­visningsministeriet er der en generel orientering henimod at opdele efter hovedom­råder, og ikke så meget efter korte, mellemlange og lange videregåen­de ud­dannel­ser. I Danmarks Statistik har de ligeledes de videregå­en­de uddannelser som sit område. Der er mellem Under­visningsmini­steriet og Danmarks Statistik en praksis-forskel i klassifikatio­nerne med hensyn til de under­ordnede niveauer. Under­visningsministeriet inddeler efter institutio­ner, hvor Danmarks Statistik inddeler efter fag. Princippet for inddelingen er uddannel­seslængde og indgangsek­samen (om det er studentereksamen eller ej). I det tilfælde, hvor der indgår meget praktik i uddannelsen, f.eks. 2 år, tæller praktiken kun med som 1 år i målingen af længden. I Statistiske Efterretninger fremgår det, hvordan Danmarks Statistik inddeler efter korte, mellemlange og længerevarende uddannelser.

    Herudover har man indført en ny version af DUN (Dansk Uddannelses-Nomenklatur 1994), der anvendes i både Danmarks Statistik og Undervisningsministeriet. Denne nomenklartur har

    sammen­hæng med det såkaldte arbejds­klassifikations­modul, der bestemmes ud fra arbejds­deling, uddannel­ses­længde og uddannel­seskarakter.
    Der er en vis forskel mellem undervisningsministeriets uddannelses­opdeling (DUN-klassifi­ka­tionen) og Danmarks Statistiks uddannelses­klassifikation (jf. version af minsteriets ud­dannelses­nøgle, Forspalte 1994). DUN-klassifikationen bygger videre på den internationale norm (ISCED: International Stardard Classifications of Education), der delvis er publiceret som: Education in OECD-countries, Compendium of Statistical Infor­mations OECD-UNESCO (1993) dækkende årene 1988, 1989, 1990. Den tidligere version fra 1990 dækkede årene 1986 og 1987. Publikatio­nen giver et overblik over uddannelser­nes koder i de forskellige lande, og hvordan de oversættes til hinanden. Systemet er således et eksempel, hvordan de administrative klassifikationssystemer forsøges gjort ens, og at der mellem forskellige lande, departementer, afdelinger og felter er forskelle på navngivningen og taxonomien.

    Komparative klassifikationer

    På baggrund af et komparativt studie af det franske uddannelses­system og det danske uddannelses­system undersøgtes således forskellige klassifikationssystemer for profession, erhverv og uddannelse, der anvendes i Danmark, og det viste sig, at INSEE’s system i højere grad er anvendelig som sparringspartner i sammenhæng med konstruktionen af de forskellige rum hvilket også ses af anvendelsen af INSEE's kategorier (Bourdieu 1979/1986, 1985a).74 De sammenlignende studier blev udført, da der var problemer med klassifikationerne, men også fordi, at de opnåede måleresul­tater er afhængig af hvilke skalaer, man arbejder med. Derfor har det været vigtigt at afklare disse skalaer noget mere. Det bør dog nævnes, at uddannelses­klassifikationer m.fl. er operationaliseret anderledes i Danmark sammenlignet med Frankrig (Education in OECD Countries 1993: 22, 24; Berner/­Callewaert/­Silberbrandt 1977: 147-150).75


    Under alle omstændigheder kunne det lyde som en selvmodsigelse, at jeg taler om at klassificere, men der klassificeres i overensstemmelse med en fortløbende korrespondan­ceanalyser (den successive socio-statistiske analyse), hvorved man efterhånden finder de uddannelser eller hvad det nu kan være, der hører sammen og grupper dannes. Men det er ideelt set ikke en klassifikation, der er foretaget. For det er klassifikationer, der skabes gennem at tage højde for de forskellige egenskaber. Det er vigtigt at understrege, at den konstruerede klasse ikke er den samme som de sædvanlige socio-økonomiske kategori­er, der anvendes af f.eks. Danmarks Statistik. Der opereres i princippet med modalite­ter, det vil sige med ikke-randordnede kategorier. Herved kan en række primære relevante og sekundære egenskaber fungerer i analysen, uden at man for hurtigt har struktureret data gennem administrative enheder.
    Benzécri har vist, at denne problematik har af­gørende betydning:
    Antag at vi har agenterne ab1c1, ab2c2,......, abncn hvor hver af disse er nøjere beskrevet og fastlagt ud fra disse karak­teristi­ka. Hvis vi nu ser bort fra de to sidste egen­ska­ber, kan vi sige at disse agenter tilhører en og samme art a, men selvom egenskaben a tillader os at defi­nere denne art og finde de in­divi­der, der hører til denne art, kan vi ikke undersøge arten uden hen­syn til individernes egen­skaber b og c. Hvis vi be­tegner B for den mængde af modaliteter som den anden egenskab kan antage, og betegnelsen C for den mæn­gde af modaliteter som den tredje egenskab kan antage, så indebærer undersøgelsen af arten a, at vi undersøger aBC, det vil sige foruden den først fast­lagte egen­skab også alt det (B respektiv C) som den anden og tredje egenskab kan være og desuden mulige forbindelser mellem de sidste (et givet b's forbindelse med c's snarere end med c'eller c'') (i: Bourdieu 1979/1986: 113).
    Det er virkeligheden det princip, man arbejder efter i forbindelse med konstruktionen af relationer mellem positioner, distinktioner osv. i det sociale og symbolske rum. Det vil fremgå mere tydeligt, at de konkrete operationer foretaget i forbindelse med konstruktionen af de forskellige rum, felter og rekonversioner, forstået som omsættelser af forskellige kapitaler.76

    Som tidligere fremført i kapitel 1 så udarbejdede Bourdieu og Boltanski et arbejdspapir med titlen: Le titre et le poste: rapports entre le système de production et le système reproduction (1975), hvor de problematiserede mobilitetsstudiers og INSEE’s undersøgelser m.fl. brug af titler og jobs, og dette forhold bør medtænkes i konkrete studier af klassifikationer. Forholdet mellem titel og post er delvist blevet fulgt op af en række forskere.77 Jeg vil ikke her gennemgå alle analyserne, men kort pege på en række pointer.


    Klassifikation af klasser på et subjek­tivt plan
    Svalastoga var som tidligere anført tilhænger af at bruge folks vurderinger af social status til at konstruere sociale strata. Et lignende projekt blev også gennem­ført i Frankrig af Boltanski og Thévenot i begyndelsen af 80'erne, men sigtet var at afklare problemet: 'at finde vej i det sociale rum'. Der var således et andet teoretisk udgangspunkt. Luc Boltanski havde samtidigt studeret den særlige franske gruppe cadres, hvor forholdet mellem klasse og kollektiv identitet blev analyseret ud fra forskellige politiske situationer i Frankrig.78 Boltanski og Thévenot undersøgte forholdet mellem individers mentale billeder af sociale klassifikatio­ner og den sociale proces, der omhandler de offentlige definitioner af sociale grupper som man eksempelvis eksisterer i Danmarks Statistik, Socialforsk­nings­instituttet, Arbejds­markeds­styrelsen, universiteter, fagforeninger, Undervis­nings­minsiteri­et, Arbejdsmini­steriet, Socialministeriet osv. Deres studie var baseret på et spil, hvor forskellige sam­funds­grupper deltog. Der indgik flere forskellige former for spørgsmål, der skulle medvirke til at danne et mønster af svar. I hvilken grad er der over­ensstemmelse mellem de forskellige billeder, og hvis der er variationer, skyldes det så ulige viden om de etablerede institutioners klassifikationer og officielle labels (det vil sige navne på abejds­kategorier, kollektivt-aftalte klassifikationer og statistiske taxonomier)?79 Undersøgelsen viste i hvor høj grad de forskellige grupper og personer er afhængige af officielle repræsentationer, som eksisterer i den sociale verden. Graden afhænger af agentes orientering i den sociale verden. Det kan f.eks. være en orientering for metal­arbejdere knyttet til specifikke fagforeninger eller en orientering for agenter, der ofte optræder i medierne (ingeniører, doktorer, bestyrelses­for­mænd etc.). Således har de forskellige statslige taxonomier en ganske stor betydning, men med en vis variation for de forskellige grupper.
    En videnskab om klassifikationer
    Der er således kamp om klassifikationerne uanset om det foregår i statslige-administrative enheder, eller om det foregår på legaliserede universitetsinstitutter. Der er et spil i gang om titler og i det hele taget om navngivning. Der er som nævnt f.eks. en kamp om benævnelsen for en folkeskolærer i Frankrig gennem at spille på om en lærer kaldes for instituteur eller enseig­nant. Der er især kamp om uddannelsestitler. Titler er garanteret og legitimeret af officielle tribunaler, og kan derfor virke som symbolsk kapital. I den forstand har staten monopolet til at udøve symbolsk vold. Bourdieu foretager analyser af forholdet mellem job og titel og skriver:
    It is the symbolic scarcity of the title in the space of the names of professions that tends to govern the rewards of the occupation (and not the relationship between the supply of and demand for a particular form of labor) (Bourdieu 1985a: 733).
    Og der fortsættes:

    It is not the relative value of the work that determines the value of the name, but the institutionalized value of the title that can be used as a means of defending or maintaining the value of the work (Bourdieu 1985a: ibid.).


    Det kan umiddelbart lyde provokerende at konkludere dette. Det er formentligt korrekt generelt set, men der er ingen tvivl om, at det i Frankrig i mange, mange år har været sådan, nemlig at der er præcis sammenhæng mellem titel og job med en relativ snæver margen. Det ser dog ud til, at denne tendens breder sig til også at omfatte arbejdsmarkedet i andre lande. I Danmark har man dog en selvforståelse af, at uddannelse rent faktisk også bør have kvalificerende og dannende elementer, således at det ikke udelukkende er formelle titler, der er på spil, garanteret af stat og uddannelsessystem, hvorfor der også fokuseres på indhold og form i de enkelte uddannelser. Det er formentlig med til at skjule, at det i mange sektorer og brancher er sådan, at det er titlerne, der spiller afgørende ind ved udvælgensen af personer til jobs, især i forbindelse med dominerende poster. Der er løbende kamp om hvilke titler, der garanteres og under hvilke vilkår. Dette princip er gældende for de forskellige sociale felter.
    Disse kampe kan ses som klassifikationsstride mellem forskellige agenter og grupper, og når en videnskab om klassifikationer forsøges grundlagt, er det afgørende at tænke på forskellige forhold, der spiller ind, og som ligeledes påvirker de enkelte målinger. Hvad medfører det, når en videnskab om klassifikationer etableres ? Bourdieu forsøger at give et svar:
    This means that one cannot conduct a science of classifications without conducting a science of the struggle over classifications and without taking account of the position occupied, in this struggle over the power of knowledge, for power through knowledge, for the monopoly of legitimate symbolic violence, by each of the agents or groups of agents who are involved in it, whether they be ordinary individuals, exposed to the vicissitudes (omskiftelse) of the everyday symbolic struggle, or authorized (and full-time) professionals, which includes all those who speak or write about social classes, and who are distinguished according to the greater or lesser extent to which their classifications commit their authority of the State, the holder of monopoly of official naming, correct classification, the correct order (Bourdieu 1985a: 734).
    På den ene side er den sociale verden defineret af fordelingerne af kapitalvolumen og struktur og på den anden side af de specielle karakteristika i de forskellige sociale felter. I de sociale felter er der til stadighed kamp om det, der skal gælde, om hvilke triumf-kort der så at sige skal være gældende. Der kan altid sættes spørgsmålstegn ved disse kort. I et hvert felt er der sådanne kampe om defintionen af de legitime principper for, hvordan det givne felt skal opfattes og opdeles. Det kan betyde et brud med doxa, der tager den ordinære opfattelse af et felt for givet. Doxa-begrebet er især blevet udfoldet i det sidste kapitel af Outline of a Theory of Practice (Bourdieu 1977a).
    Her defineres et socialt univers eller felt som et sted for kampe, der hovedsageligt er struktureret af ortodoxa (de dominerende eller de 'gamle' i feltet) og af heterodoxa (de dominerede eller de unge i feltet), og doxa er så det underliggende i denne diskurs, altså det uudtalte, det som er taget for givet, det der ikke så ofte stilles spørgsmålstegn ved. Det er selve hovedprincippet for, hvordan det pågældende felt skal virke, hvilke regler og uskrevne regler der skal gælde. Det vil sige, at man f.eks. kan diskutere forskellige metoder til at organisere forhold på, eller hvordan ting skal gøres i praksis, men det er sjældent at det fundamentale grundlag tages op til diskussion, altså de grundlæggende spilleregler eller magtforhold, der er med til at strukturere feltet - i nogle tilfælde kan disse forhold være de vigtigste. Er det imidlertid sådan, at et felt mister troværdighed, eller i sidste ende den legitime ret til at definere feltet, kan doxa blive centrum i kampen.80 Følges disse analyser er det afgørende at medtænke disse klassifikationsstridigheder, når klassifikationssystemer bestemmes og evalueres. Hermed er det muligt at korrigere for hvad man i fysikken ville kalde for ’baggrundsstøj’. Det fører dog ikke til, at man kan rense stridighederne fra, men det kan måske tilstræbes for at undgå unødige fejltagelser og spekulationer.

    Del III


    Uddannelse og ulighed

    Kapitel 10. Uddannelse som socialpolitik i staten
    Indledning
    Med henblik på at analysere forholdet mellem Uddannelse og ulighed analyseres i det følgende en række emner relevant for dette område. Det lange og større perspektiv, er at sætte fokus på, at der i forbindelse med den sociale og kulturelle reproduktion af sociale klasser, eksisterer et uddannelsessystem, blandt andet for legitimt at tildele credentials, der er med til sikre reproduktionen af magtstrukturer i det danske samfund, eller sagt på en anden måde uddannelses­feltet spiller sammen med magtfeltet for at udvide og sikre reproduktionen af professionelle embedsmænd.

    Meget tyder på, at den sociale og kulturelle reproduktion stadigvæk er stabil. Dermed menes at personer med forskellig social oprindelse (samfundsklasse), ikke har de samme chancer for at gennemføre forskellige typer af uddannelse, som for eksempel lange videregående akademiske uddannelser. Børn af akademikere og lignende har fem gange så stor chance for at gennemføre en sådan uddannelse sammenholdt med børn af ikke-faglærte arbejdere. Den sociale sortering lever med andre ord i bedste velgående i velfærdsstaten Danmark. Trods tanken om at skolen og uddannelsessystemet som sådan er blevet ’demokratiseret’, på grund af mere lige chancer for at opnå forskellige uddannelsesgrader, efterhånden er mere rodfæstet i folks bevidsthed, virker skolen, faktuelt set…. som det fremmeste institutionelle maskineri til bekræftelse af sociale hierarkier i avancerede national-stater. Ikke ulig kirken i middelaldersamfundet leverer skolen en retfærdiggørelse for den bestående samfundsorden, et rationale for dens uligheder og det kognitive og moralsk grundlag for dens bevarelse….. (Wacquant 1993).

    Set fra en politisk og økonomisk synsvinkel kan det synes uhensigtsmæssigt at det forholder sig sådan, idet man herved ikke maksimalt udnytter den potentielle skare af ’intelligente’ fra forskellige sociale positioner. I den forstand er den sociale sortering et ’samfundsmæssigt problem’, men set i lyset af just nævnede, er det måske en slags samfundsmæssig lov, der gør at den sociale sortering, trods utallige skolereformer, faktisk fortsætter. Grundlaget for den reproducerede sociale sortering skal findes i at kulturel kapital overføres i familien, og gennem de institutioner børnene frekventerer. Derfor er det vigtigt at medregne alle institutioner i denne proces, herunder også hvorledes arbejdsmarkedet optager mennesker med forskellige livsbaner (arbejdsdelings-logik).
    Uddannelse har i mange århundreder, siden middelalderen, (jf.Boli/Ramirez 1986) været et middel for individer og sociale klasser til at sikre, varetage og udvide sociale interesser og forbedre deres position - set i lyset af opbygningen af et statsligt bureaukrati, idet denne krævede et stadig større korps af specialiserde eksperter (Weber 1978, II: 998-1003). Max Weber anså rationaliseringspro­cessen af uddannelse og sortering for knyttet til udbyg­ningen af en moderne stat, varetagende specielle opgaver og funktioner. I denne sammen­hæng er det dog centralt være opmærksom på ikke at overestimere bureuakratiets og uddannelses­systemets tekniske funktioner i forhold til disses sociale funktioner (jf. Bourdieu/Passeron 1970: 205/1977: 167; Bourdieu 1989/1996: 375).

    Trods udviklingen af uddannelsessystemet i den vestlige verden i retning af masseuddan­nelse, har ’borgerskabet’ siden sidste del af det 19 århundrede søgt at begrænse størrelsen af uddannelses­systemet og skabt separate ’uddannelsesveje’ (denne trend er i nationerne forskellig), således at specielle uddannelser og skoler hovedsageligt var forbeholdt middel- og eliteklasserne, og andre ’alment’ lavere uddannelser primært var tænkt for de lavere klasser. Med hensyn til de almene uddannelser var det ikke muligt for de dominerende klasser at fastholde uddannelse som deres privilegium på grund af en stigende ideologi om at flere skulle have uddannelse, nationalisme, universalistisk individualisme sammenholdt med en voksende autonome stater. Disse træk var for kræftfulde for e­liteklasserne, og det var således ikke muligt helt at undgå masseuddannelserne. Kun de specielle og ’øverste’ uddannelser (læs: ’nobilitetsuddannelser’) modstod massegørelsen (Boli/Ramirez 1986: 75). Uddannelse har historisk set dog haft differentierede betydninger i forskellige nationer.


    Uddannelsessystemet i Danmark anses for at være et decentralt system, i hvert op til 1970'erne, hvor friskoler, Folkehøjskoler m.fl har præget billedet af de danske uddannelses­muligheder (jf. Margaret S. Archer. Social Origins of Educational Systems 1979: 423-472). Udviklingen af den almene uddannelse i Danmark ses af reformer af uddannelsessystemet (1814-, 1899- 1903-lovene og senere 1937- og 1958-lovene m.fl.). En endelig socialhistorisk analyse af det danske institutionaliserede uddannelsessystem foreligger dog ikke, men enkelte tiltag er foretaget i de senere år (se f.eks. Anders Mathiesen: ’Et kritisk socialhistorisk perspektiv på uddannelses­politikken’, i: Social Kritik, 44, 1996: 46-68). I denne artikel fremhæves uddannelserne som sociale, historiske konstruktioner. Forskellige uddannelser kan opfattes som udsprunget af bestemte befolkningsgruppers historisk artikulerede 'behov' og interesser som svar på ændrede materielle livsvilkår. Det er først fra omkring år 1900 (jf. politisk parlamentarisme), at de fleste uddannelser i forskellig grad offentliggøres og legitimeres - i institutionel og økonomisk forstand. En oversigtsartikel i forhold til uddannelsestraditioner findes i en række rapporter og artikler (se f.eks. Jens Bjerg et al. Uddannelser i Danmark og deres pædagogiske teori, RUC, 2.udg., 1993 og ’Danish Education, Pedagogical Theory in Denmark and in Europe, and Modernity’, i: Comparative Education, vol. 31, 1, 1995: 31-47). I disse publikationer trækkes aspekter op i relation til konstitueringen og udviklingen af det danske uddannelsessystem. Forskellene mellem 1960’ernes og 1980’ernes forløb skitseres (Bjerg et al. 1995: 35). Disse publikationer viser, at det danske uddannelsessystem i hvert fald gennem 1980’erne er blevet mere statsligt styret, og dermed mindre decentralt, som Archer (1979) var inde på, eller i hvert fald mindre autonomt, og er dermed orienteret væk fra 1960'ernes erklærede bestræbelser på social lighed og demokratisering. Spørgsmålet er, hvorvidt og i givet fald i hvilken grad uddannelses­systemet i Danmark har været decentralt ? Det kan en nærmere socio-historisk analyse vise. Michael Youngs undersøgelse af Intelligensen som overklasse (The Rise of the Meritocracy 1958, 1961) peger på en social-historisk vigtig pointe, nemlig at: Den man giver embede er fra forrige århundrede skiftet fra protektion til kvalifikationer (1961: 19). Hermed sættes kvalifikationer i fokus, og mere formaliserede meriter (eller credentials?). Og det leder tankerne hen på problemet om hvorvidt det danske samfund er meritokratisk, mere end det er et egentligt klassesamfund eller anden form for samfund? Dette er det overordnede perspektiv for dette projekt. Dermed påtænkes det at sætte en sådan undersøgelse i relation til grundlæggende spørgsmål om sociale strukturer. Den engelske sociolog John H. Goldthorpe (1996b) peger på, at Youngs satiriske bog om meritokratiet (egt. elitestyre/­præstationssystem), gav anledning til flere vigtige pointer for en grundvidenskabelig problemstilling om uddannelsessystemets position i samfundsstrukturen, men at det i dag snarere ’credentials’, det vil sige legitimationsskrivelser (eksamenspapirer), der er gældende.
    Uddannelse som økonomisk investering
    Det hævdes i disse år fra økonomers og politikeres side, at uddannelse er en god investering i forhold til jobdestinationer, og at uddannelse generelt og især længerevarende uddannelse giver større chancer for job på arbejdsmarkedet sammenlignet med, hvis man ingen uddannelse havde. Fra politisk hold, især fra socialdemokratiet og de radikale venstres side, er man fokuseret på uddannelse til at løse ledighedsproblemet og andre afledte sociale og kulturelle problemer. Uddannelse skulle samtidig være en faktor der skulle bidrage til øget økono­misk vækst, målt i forhold til bruttonationalproduktet. Væksten skulle ifølge en række økonomi­ske teorier være med til at løse en række lighedsproblemer (jf. økonom i Arbejderbevæ­gelsens Erhvervsråd, Henrik Hofman, i: Information maj 1996) og i det hele taget skulle uddannelse være en god investering (jf. Niels Buus Christensen Økonomisk Institut, Københavns Universitet, 1991). Der er dog økonomer, som hævder, at ikke alene mere uddannelse fører til bedre jobchancer, men at man ligeledes må inddrage overvejelser om øget løndifferentiering og lavere løn i forbindelse med indtrædelser på arbejdsmarkedet især i forhold til ufaglærte (jf. Torben Tranæs (Information 5/9-1996), diskuteret af Jacob Mollerup 5/9-1996; og jf. økonomiprofessor Nina Smith (flere steder); dette anfægtes dog af Frans Clemmesen, uligheden i økonomisk forstand ønskes ligeledes reduceret, da denne menes at være blokerende for vækst set i et internationalt perspektiv (Clemmesen/Hofman m.fl. Økonomiske Tendenser, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd 1996: 73-79; se ligeledes i: Information 22/8-1996)). En undersøgelse om uddannelseskarrierer (Zangenberg/Zeuthen 1997), tyder på at visse typer af uddannelse er en god økonomisk investering. ’Bedre’ eksamener, også indenfor den samme uddanelse giver gennemsnitligt højere indkomster, f.eks. for cand.polit-uddannelse (se også Zangenberg/Zeuthen 1996: 582-583).
    Uddannelse i det danske samfund
    Samfundet ændres over tid. Det ses af mange forhold. Arbejdsmarkedet, mere generelt det sociale rum, og uddannelse (bl.a. gennem uddannelsesreformer) ­hører til de områder der ændres over tid. Det gælder også forholdet mellem uddannelse og arbejds­marked. På hvilken måde ændres forholdet mellem arbejdsmarked og uddannelsessystemet? Det er et spørgsmål, der kan belyses på forskellig vis. Vi kan umiddelbart konstatere følgende karakteristika: Arbejdsstyrken er vokset, arbejdsløs­heden er steget set over 30 år, antallet af uddannelses­pladser er vokset etc. Siden begyndelsen af 1960’erne er både uddannelsessystem (især det videregående uddannelsessystem) og antallet/andelen af personer, som gennemfører en uddannelse vokset. Dels på grund af den stigende efterspørgsmål efter en anderledes uddannet arbejdskraft, dels på grund af den voksende stat; i en institutionel analyse betragtes uddannelse grundlæggende som en mekanisme til at indkorporere folk i en vestlig model for statsborgerskab, baseret på en kombination af statsliggørelse og in­dividualisering (Rasmussen 1993), dels på grund af ønsket om øget lighed mellem forskellige sociale klasser. I en vis forstand var man i efterkrigs­tiden fra politisk hold interesseret i at kunne få gavn af den såkaldte intelligens­reserve (primært fra ’arbejderklassen’) og dermed også øge den formelle lighed mellem forskellige klasser, dels på grund af en global international konkurrence landene imellem.
    Varig og ændret ulighed
    Uddannelseseks­plosionen er fortsat op igennem 1970 1996. Flere og flere gennemfører i dag en uddannelse, om end der stadigvæk er 30 procent af en ungdomsårgang, som ikke får en uddannelse med erhvervskompetence. Spørgsmålet er, om uddannelsesvæksten har medført en stigende lighed mellem forskellige livsbaner, eller om det tværtimod er sådan, at uddannelses­systemet bidrager til/formidler en øget ulighed. Uddannel­sesvæksten skal forstås både i forhold til uddannelses­systemet (mest frem til begyndelsen af 1980’erne) som i forhold til, at andelen i befolkningen med er­hvervsfaglig og videregående uddannelse er stigende, jf. en sammenligning af ungdoms årgang mellem hhv. 1983/1994 (Uddannelse på kryds og tværs, Undervisministeriet 1996) og af de 20 64 åriges fuldførte uddannelse 1986 og 1995 (jf. Uddannelse og kultur, Statistiske Efterretninger, oktober 1996:13).

    På baggrund af den absolutte stigning i gennemførte uddannelser kunne man forvente en øget lighed mellem sociale klasser (se Munk 1999b).81 Undersøgelser i andre lande peger på den modsatte tendens, at der fortsat er en stor grad af ulighed i forhold til uddannelse (og social oprindelse) og den ’endelige’ position på arbejdsmarkedet. Der er en varig social reproduktion af klassernes ulige fordeling af livschancerne.

    I Sverige ser det dog tilsyneladende anderledes ud med hensyn til afhængigheden af social oprindelse (Erikson 1996; Goldthorpe 1996b: 498; Jonsson 1993a, 1993b, 1996) og i Holland (Shavit/Blossfeld 1993). I et vist omfang spiller den sociale baggrund ind på uddannelse og uddannelsesgennemførelsesmuligheder, og dette tilskrives i nogen grad de store uddannelsesreformer og økonomiske reformer i efterkrigstidens Sverige. Man kunne forestille sig lignende forhold for Danmark, spørgsmålet er så, hvad det betyder for den endelige destination. Uddannelse er dog formidlet gennem social og kulturel oprindelse.

    Det er – som tidligere påpeget - afgørende forhold at være op­mærksom på forholdet mellem job og titel (Bourdieu/­Boltanski 1975).

    Det antages at uddannelseseksplosionen påvirker ’elitens’ forsvar af uddannelser og dermed senere positioner på arbejdsmarkedet. Det tænkes, at eliterne gennem strategier sender deres børn forskellige steder hen i overensstemmelse med forsøget på at forsvare deres positioner i samfundet som sådan, også jf. tidligere internationale analyser (Weber 1922/1978; Thurow 1972; Boyd 1973; Hirsh 1976; Bourdieu 1989/1996; Goldthorpe 1996a: 494, 1996b). Thurow er inde på, at udviklingen af en generelt bedre uddannet befolkning betyder, at mere ressourcestærke (fordelagtige) familier er under konstant pres til at foretage større investeringer i deres børns uddannelse, som en form for forsvarsforbrug (’defensive expenditure’), det vil sige en investering, der lige akkurat er nødvendig for bevare deres fordele. Således betragtet som et investeringsgode, er uddannelse, til en vis grad ’positionel’ (Hirsch 1976). Hvad der betyder noget, for så vidt angår tilbagevenden til arbejdsmarkedet, er ikke den totale størrelse af uddannelse, som agenter har, men størrelsen relativ til deres konkurrenter på arbejdsmarkedet. Generelt kan det summeres op til at sige (i andre lande; kun i nogen grad vist af SFI), at det både er de kulturelle forudsætninger/­sociale forud­sætninger (Bourdieu 1964-1989; Blossfeld/Shavit 1993: 6) og økonomiske forud­sætninger (Blossfeld/Shavit 1993: 7), der muliggører uddannelsesforløb og positioner på arbejds­markedet.
    Uenighed i den sociologiske uddannelsesforskning
    I en del undersøgelser har man dog ikke alene interesseret sig for at undersøge hvilke uddannelser, der har størst chance for at kunne besætte jobs i samfundet, men også undersøgt differenti­ering mellem de forskellige uddannelser, dels i forhold til rekruteringen til/frekventerin­gen af bestemte uddannelserne, dels i forhold til gennemførelse af kulturelt og socialt forskellige uddannelser.

    Jonssons analyser af svenske data fra perioden 1968/1974/1981/1991 viser, at klassesamfundet er den mest sandsynlige model der svarer overens med data. Korrelationen mellem uddannelse (E) og social position (D) er ikke overraskende. De andre relationer har relativ stor betydning som relationenen mellem uddannelse og social position, det vil sige sammenhængen mellem social oprindelse (O) og uddannelse (E) og social oprindelse (O) og social position (D), hvoraf den sidste relation at undervurderet i megen status-attainment-forskning (Jonsson 1993a: 102, 115: note 14), på den anden side synes social oprindelse ikke i samme grad at spille ind på uddannelses­muligheder, svarende til andre lande (jf. Shavit/Blossfeld 1993; Jonsson 1993b), sammenhængen mellem social oprindelse og uddannelse for Sverige synes at være af mindre betydning, og på den baggrund har Jonsson visse reservationer overfor Bourdieus teori om social reproduktion og kulturel reproduktion, idet der er målt mobilitet, generelt afvises teorien dog ikke, men de log-lineære modeller synes at vise visse nuance-forskelle (Jonsson 1993a: 103). Så på den ene side har ligheden i livschancer i termer af relativ social mobilitet været begrænset, men der er sket en vis forsøgelse af ligheden, når det gælder valg af uddannelse (Jonsson 1993b: 102). Således anfægter Jonsson i Sveriges tilfælde tesen om, at sociale klasser i så høj grad benytter sig af en strategi, hvor økonomisk kapital konverteres til kulturel kapital (jf. Bourdieu 1973, 1979). Jonssons studier viser, at baggrundsvariable som forældres kulturelle kapital (primært uddannelse) og klasseposition, ’community’ og køn betyder mindre.

    Dog er der tegn på, at relationen mellem oprindelse og uddannelse bliver endnu stærkere gennem overførsel af kulturel kapital i familierne (uanset den ændrede familiestruktur). Det har Broady og Palmes analyser af det svenske universitetssystem også vist, igennem de uddannelsesstrategier der eksisterer i forskellige grupper i det svenske samfund; disse grupper benytter deres kulturelle kapital til at føre deres uddannelsesstrategier ud i livet, hvor internationalisationen af samfundet medreflekteres (Berg/­Broady/Palme 1995: 152-160). Det er interessant nærmere at undersøge for Danmark om lignende forhold gør sig gældende, eller om Danmark på dette punkt mere minder om lande som Tyskland, Frankrig m.fl.

    En række franske forskere fra INSEE mener, at der er belæg for at sige, at La reproduction gennem­gående viser, at det meritokratiske samfund er gældende, da det primært er uddannelse, der afgør destinationen (Goux/Maurin 1995). Således skulle den sociale oprindelse ikke spille ind. Denne antagelse eksisterer blandt en del stratifikationsforskere, men holder ikke. Det fremgår både af La reproduction (1970/1977/1990: 90, 155-156, 167, 176) og af La distinction (1979/1986: 110), som der ikke refereres til.


    This implies that there is a strong correlation between social positions and the dispositions of the agents who occupy them, or which amounts to the same thing, the trajectories which have led them to occupy them, and consequently that the modal trajectory is an integral part of the system of factors constituting the class.
    Således er det snarere klassesam­fundet, der eksisterer, som vist ovenfor i figuren, men som vi var inde på, er der ikke tvivl om, at klasser i forhold til klasserela­tioner i det sociale rum. Det ses åbenbart fra de mange videnskabelige undersøgelser, at meriter og credentials virker afgørende ind på den sociale position gennem uddannelse, men i nogen tilfælde opnås attraktive positioner uden uddannelse. Så kan man dog spørge, hvor de nuværende europæiske og andre samfund er på vej hen, for så vidt angår arbejde og sociale positioner. For ser man på politikkerne der stræbes efter at blive etableret, ser det ud som om, at man vil satse at uddannelse skal være forudsætningen for langt de fleste positioner og for til syvende og sidst at undgå social eksklusion.82
    Komparativt perspektiv på uddannelse
    Der har igennem de senere år i flere internationale komparative studier været fokus på sammen­hænge mellem social klasse, mobilitet og eliteuddannelser. Der er stærke tegn på, at der sammen­hæng mellem uddannelser taget ved bestemte institutioner og jobchancer på arbejdsmarkedet i mange industrialiserede nationer Japan, England, USA (og Tyskland) (jf. Ishida 1993: 135, 144-148; Ishida/Müller/Ridge 1995). Det er helt klart, at virksomheder i Japan rekruterer deres med­arbejdere efter hvilken uddannelsesinstitution de har taget eksamen ved. De mest ‘prestigefyld­te’ universiteter i Japan danner grundlag for ansættelser i både virksomheder og offentlige institutioner. Kandidater fra symbolsk fattigere uddannelser har end ikke en chance i forhold til jobinterviews og eksaminationer. Det samme gælder i høj grad i England, hvor universiteter i Oxford og Cambridge giver ophav til mange klassepositioner (Ishida 1993: 13, 136). I Sverige er billedet i forhold til forholdet mellem eliteuddannelser og social klassepositioner ikke helt så klart og veldokumenteret. Nogle forskere har henvist til, at der ikke eksisterer privatskoler, og at der derfor formentlig heller ikke er tale om sammenhænge mellem muligheder på arbejdsmarkedet og eliteuddannelses­institutioner (Erikson/Jonsson 1996 (ed.)). På den anden side er der rekonversions­strategier på spil blandt svenske högskolastuderende (Berg/Broady/Palme 1995), og derudover er der livsbane-muligheder gennem organisationsveje.
    Når forhold mellem uddannelse, arbejdsmarked, social position, mobilitet og klasseformatio­ner analyseres, er det både som Bourdieu og Goldthorpe (Goldthorpe 1987; Ishida 1993; Sørensen 1991; Esping-Andersen 1993) afgørende at forstå mobilitet i forhold til de markeder eller felter. Mobilitet defineres i relation til klasseformationer. Individer er lokaliseret indenfor en struktur af interrelaterede sociale kollektiviteter, markeder og produktionsrelationer. Social mobilitet betragtes som individers bevægelser, involverende afgang og ankomst til vidt forskellige social kollektiviteter. Som flere sociologer er inde på, kan det diskuteres i hvilken grad klassebegrebet kan fastholdes når mobilitet og livsbaner ønskes studeret over tid (Esping-Andersen (1993: 225ff.), Sørensen (1991), Bourdieu (1979-1996)). Esping-Andersen (1993) mener eksempelvis dog, at Sørensen (1991) er for statisk i sin analyse af udbytnings- og ulighedrelationer. Refererende til Godthorpe-traditionen (Erikson/Goldthorpe (1992); Goldthorpe 1987) peges der på den dynamiske opfattelse af klasse-begrebet, hvilket essentielt vil sige, at der eksisterer kræfter, som systematisk strukturerer kollektive livschancer, og på den måde skaber klasser. Så selvom der igennem dette århundrede er foregået industrialisering, udbygning af uddannelsessystem osv., at der til stadighed sociale uligheder. Water har en perspektiverende artikel om klassebegrebet set i forhold til Webers, Marx' og en funktionalistisk tilgang (bl.a Durkheim), hvor begrebet om credentials placeres (Water 1991). Det er indlysende at disse tre klassiske sociologers vinkler kan inddrages, da både kamp-, materialitets- og de social morfologiindgangen er afgørende for at forstå sammenhænge mellem kollektiver livsbaner og samfundsstrukturer.

    Udvikling af analysemodeller
    For nærmere at analysere sig frem til forskelle og ligheder med hensyn til social oprindelse, uddannelse og jobdestinationer, er det afgørende teoretisk at udvikle analysemo­deller, der mere præcist og nuanceret kan tage højde for mobilitetsstrømme og kollektive livsbaner. For hvad gemmer der sig bag de mange ændringer i forhold til andelen der gennemfører en uddannelse   på forskellige uddannelser. Det drejer sig om at undersøge forholdet mellem social oprindelse (primært målt ved forældres profession) - samlet uddannelse, inklusiv forskellige former for voksenuddannelse - og social position (job på arbejdsmarkedet i forskellige virksomheder/arbejdssteder). For givne kohorter i nærmere defineret tidsrum undersøges chancerne mellem de tre afgørende led: social baggrund (oprindeligt klassetilhørshorhold), uddannelses­kompetencer og destination, og dermed ligeledes social mobilitet, fluditet og cirkulation (taget højde for strukturelle ændringer af erhvervsfordelingen i Danmark). Det undersøges hvilke effekter uddannelse har på besættelse af endelige job­destinationer, denne relation kontrolleres for social oprindelse, tid (kohorte), køn og alder - og en variabel, der signifikant kan måle symbolske forskelle (familiestruktur). For at analysere sig frem til forskelle og ligheder med hensyn til social oprindelse, uddannelse og jobdestinationer, er det afgørende, teoretisk, at udvikle analysemodeller, der mere præcist og nuanceret kan tage højde for mobilitetsstrømme og kollektive livsbaner. For hvad gemmer der sig bag de mange ændringer i forhold til andelen der gennemfører en uddannelse - på forskellige uddannelser. Der tages højde for den specifikke uddannelsesprofil for den enkelte person, således at man skelner mellem de forskellige uddannelser.

    Kapitel 11. Arbejdsmarked, marginalisering, uddannelse og mobilitet

    Spørgsmålet er om stigningen i uddannelsesfrekvensen ikke er differentieret og ulige, og om der forsat er tale om en stor marginalisering, hvad angår arbejdsmarkedet (Olaf Ingerslev/­Lisbeth Pedersen. Marginalisering i 1990 til 1994, SFI 1996). Denne undersøgelse viser, at når et ind ivid først er røget ud af arbejdsmarkedet og havnet i gruppen af marginaliserede (defineret som dem, der har været arbejdsløse i mere end tre år mere end 70 pct. af tiden). Undersøgelsen fra 1994 viste, at der var 255.000 personer, som stort set ikke havde haft arbejde de forudgående tre år. Blandt de marginaliserede fra 1990 var 50 pct. i den samme situation i 1994. Af de andre 50 pct. var 11 pct. kommet på arbejdsmarkedet (fast fuldtidsarbejde), 9 pct. var på varig offentlig forsørgelse (førtidspension og efterløn), 27 pct. var løst tilknyttet arbejdsmarkedet. Uanset at der igennem de sidste 2-3 år er kommet flere i arbejde, er flere og flere mennesker på offentlig ydelse (målt frem til 1994). En anden registerbaseret undersøgelse viser, at den sociale arv ligeledes gælder parametren arbejdsløshed (Mogens N. Christoffersen Opvækst i arbejdsløshed SFI 1996). På den baggrund kunne det antages, at der godt nok er en procentvis stigning i andelen af gennemførte uddannelser, på den anden side er der stærke indikatorer på, at fordelingen af sociale positioner fortsat er meget skæv.


    Kurser og arbejdsløshed
    En række undersøgelser af kursuseffekt er foretaget af Center for Arbejdsmarkeds- og Sociale Analyser (Anne M. Jensen/Peter Jensen. The Impact of Labour Market Training on the Duration of Unemployment, Centre for Labour Market and Social Research, Aarhus 1996 [Göteborg 9-11 May 1996]) og af Socialforskningsinstituttet (Klaus Langager. Ledige på kursus. Effekter af special­arbejderstudi­er vurderet ved et eksperiment, SFI, 1996:9/Ledige på kursus - hvad er effekten?, i: Social Forskning, nr.2 1996: 6-7; Indsatsen over for de forsikrede ledige, evaluering af arbejdsmarkedsreformen I, SFI, 1997; Ole Gregersen Virksomhedernes brug af arbejdsmarkedsuddannelserne, SFI, 1997). Førstnævnede undersøgelse omhandler effekter med hensyn til AMU-kurser i perioden 1981-1987. Det drejer sig om to effekter af arbejds­markedtræning (AMU-kurser), der betragtes hver for sig: indflydelsen på varigheden af efterfølgende arbejdsløshedsperiode (duration of subsequent unemploy­ment spells), og indflydelsen på sandsynligheden for efterfølgende at indtræde i arbejde for undergruppen der forlader arbejdsløshed gennem at følge AMU-kurser. Disse forskellige effekter blev analyseret ved at estimere konkurrerende risiko-modeller og binomial logit-modeller. Resultaterne af de estimerede varighedsmodeller indikerer, at deltagelse i AMU-kurser formindsker den forventede arbejdsløshedsvarighed, hvis en arbejdløsheds­periode succesfuldt ender med et nyt job, men forøger den forventede arbejdsløshedsvarighed, hvis individet går tilbage til den tidligere arbejdsgiver. Den første effekt er som forventet, da AMU-kurset øger ‘human capital’-niveuaet for individet. Imidlertid er den totale effekt med hensyn til transitionen mellem arbejdsløshed og arbejde af mindre betydning (neglisabel). Generelt er der kun kort-tids effekter af AMU-kurser på arbejdsløshedsvarigheden. Det kan måske forklares med, at AMU-kurserne netop er af meget kort varighed. På den anden side fandt Aarhusforskerne en positiv lang-tids effekt på arbejdsløshedsvarigheden for kvinder, som vender tilbage til en tidligere arbejdsgiver. Den kvantitativt mest markante effekt af deltagelsen i AMU-kurset er fastholdelsen af deltagelse. I den anden del undersøgte man om AMU-kurser lettede overgangen mellem arbejdsløshed til arbejde. Man analyserede sandsynligheden for at få et job henimod slutningen af kurset, følgende arbejdsløshedsperioden. Distinktionen var arbejde/ikke-arbejde. Effekterne af varigheden af tidligere arbejdsløshedsperioder for mulighederne at indtræde i arbejde er insignifikante for både mænd og kvinder. Dette indikerer, at længden af arbejdsløsheds­perioden ikke influerer på den efterfølgende arbejdsmulighed for et individ, som har deltaget i et AMU-kursus. Kursus-koefficienterne er ligeledes insignifikante.
    Undersøgelsen fra SFI (1996) viser, at kursusdeltagelse ikke giver nogen effekt med hensyn til jobsituationen på arbejdsmarkedet sammelignet med personer, som ikke har deltaget i specialarbejder kurser. Kursisternes ledighedsomfang blev ikke reduceret som følge af deltagelsen på et AMU-kursus. Tilsvarende viser det sig, at ikke-deltagere har været i arbejde i længere tid efter kursus-forløbet end kursisterne (apropos risikotid). Generelt klarer ikke-deltagerne sig således lige så godt på arbejdsmarkedet som kursisterne. Undersøgelsen viser ligeledes, at personlige baggrundsforhold som køn, alder, uddannelse og erhvervserfaring mv. ikke har selvstændig betydning for, hvorledes det går kursisterne i forhold til ikke-deltagere. En anden tilsvarende undersøgelse (SFI 1997) om forsikrede ledige der akitiveres fra SFI (1997) viser, at aktiveredes (delperiode 1 og 2) deltagelse i kurser på AMU-centre, tekniske skoler samt øvrige højskoler (oplysningsforbund og private kurser) har en sigfikant positiv effekt på den efterfølgende bruttoledighed. Dette synes ikke være tilfældet for deltagelse i kurser på højskoler og daghøjskoler. En analyse for forskellige grupper af aktiverede (mænd/kvinder, forskellige aldersgrupper) viser, at der generelt kun er begrænset forskel på, hvorledes foranstaltningerne virker for kvinder og mænd. Uanset deltagernes alder reducerer langt de fleste foranstaltninger den efterfølgende bruttoledighed signfikant. Aktiveringstilbud synes dog generelt at større effekt for de 30-49-årige end for de under 30-årige hhv. de over 50-årige.

    Download 0.89 Mb.
    1   2   3   4   5   6   7




    Download 0.89 Mb.

    Bosh sahifa
    Aloqalar

        Bosh sahifa



    Manuskript, maj 1999, Martin Munk Studier af social mobilitet, klasser og ulighed

    Download 0.89 Mb.