1.2.5Effektiv (helkrops) dosis
Sandsynligheden for skade til vævet er også afhængigt af det bestrålede vævs type, ikke kun af den afsatte energi og strålingens art. Den effektive dosis er derfor defineret sådan at den indikerer bidraget til sandsynligheden for stokastiske effekter fra kombinationen af forskellige doser til forskellige væv. Derfor defineres der en anden vægtningsfaktor som heder vævets vægtnings faktor (wT), der tager hensyn til hvilket organ bliver bestrålet.
Strålebeskyttelses grænseværdier for stråledoser til mennesker gælder for homogen helkrops bestråling. Hvis kroppen er udsat for en inhomogen bestråling, er det nødvendigt at omregne til en helkrops bestråling ved at inkludere bidrag fra forskellige organer. I praksis beregner man den effektive dosis til et bestemt organ ved at tage den ækvivalente dosis i et bestemt organ/væv og inkludere dens relative bidrag til alle skadelige effekter der svarer til en jævn bestråling af hele kroppen, dvs. gange med vævets vægtningsfaktor.
Den effektive dosis til kroppen er summen over alle bidrag. Matematisk set er den effektive dosis, enten den væv-vægtede ækvivalente dosis, eller den dobbeltvægtede absorberede dosis:
 ,
hvor E er den effektive dosis, wT vævets vægtningsfaktor, wR strålingens vægtningsfaktor, og DT,R den fysiske absorberede dosis.
Hvis man får en ensartet ækvivalent dosis til hele kroppen, bør man få en effektiv dosis som er numerisk ens med den ækvivalente dosis. Denne betingelse sikres ved at normalisere væv-vægtnings faktorerne for alle organer til tallet 1, dvs. bidrag fra alle wT summeres til 1, derfor er summen over alle organernes bidrag 1, og effektiv dosis til hel kroppen er numerisk ens med summeringen over ækvivalent doser i alle væv. Tabel 8 viser væv-vægtnings faktorer for forskellige organer. Organer der har en højere væv-vægtnings faktor er mere sensitiv til skadelige effekter fra stråling, f.eks. er bryster mere sensitiv til stråling end huden. Faktisk er huden en beskyttelse for kroppen mod bestråling. Det meste sensitive organ overfor stråling er kønskirtler (gonads).
Tabel 8: væv vægtningsfaktorer (wT) for effektiv dosis beregning (ICRP 60, 1991 anbefalinger [Ref.3]).
wT = 0,01
|
wT = 0,05
|
wT = 0,1
|
wT = 0,12
|
wT = 0,20
|
Hud
|
Blære
|
|
Knoglemarv
|
Kønskirtler (gonader)
|
Knoglens overflade
|
Bryster
|
|
Lunge
|
|
|
Lever
|
|
Mave
|
|
|
Skjoldbrusk
|
|
Tyktarm
|
|
|
Spiserør
|
|
|
|
|
Resten
|
|
|
|
I nær fremtid, ligesom for strålingsvægt faktorer wR, kommer der nye anbefalinger for vævs vægtningsfaktorer wT (ICRP 2005 anbefalinger [Ref.25]). Disse værdier bliver baseret på nye resultater for vurderingen af risiko og arvelige defekter, publiceret i UNSCEARs20 2001 rapport [Ref.7]. Det bliver anbefalet at nogle væv får større vægt, dvs. forøget risiko faktor, imens andre risikoer nedsattes. Tabel 9 viser de kommende ændringer til ICRP wT væv vægtfaktorer:
Tabel 9 nye ICRP 2005 væv vægtningsfaktorer (wT), efter UNSCEAR 2001 data [Ref.25, Ref.26]. Der er kommet flere organ kategorier på listen. Bemærk, risikoen for kønskirtlerne er nedsat, imens risikoen for brystvæv øges. Risikoen til rest væv fordobles.
wT = 0,01
|
wT = 0,05
|
wT = 0,1
|
wT = 0,12
|
wT = 0,20
|
Hud
|
Blære
|
Resten
|
Knoglemarv
|
|
Knoglens overflade
|
Lever
|
|
Lunge
|
|
Hjerne
|
Skjoldbrusk
|
|
Mave
|
|
Nyre
|
Spiserør
|
|
Tyktarm
|
|
Spytkirtler
|
kønskirtler
|
|
Bryst
|
|
resten: adiopose væv, adrenals, forbindelsesvæv, nasal væv, galdeblære, myokardium, lymfnoder, muskelvæv, bugspytkirtel, prostata, milt, thymus, livmoder/livmoderhals
|
Strålingsbeskyttelse
Til vurdering af strålingsbeskyttelse bruger man kvantiteterne ækvivalent og effektiv dosis, som inkluderer en vurdering af den generelle risiko fra bestråling. De giver en basis for at vurdere sandsynligheden af stokastiske effekter, men KUN for absorberede doser langt under deterministiske effekts tærskler.
Hvis man har bestråling målt som en dosishastighed, får man de vægtede kvantiteter som har enheder sieverts per tidsenhed f.eks. Sv/timer (Sv/h). Bemærk, at man bruger tit ordene ”dosis” og ”dosishastighed” som generelle ord for absorberet dosis, ækvivalent dosis og effektiv dosis, og det kan være lidt forvirrende at forstå hvilken kvantitet, der menes - man skal passe på hvilke enheder bliver brugt. Normalt taler vi om en akkumuleret dosis i sieverts (Sv), dvs. total absorberet dosis inklusiv effekt for hvilke stråling vi har, eller en dosishastighed i sieverts per time (Sv/h). Hvis man arbejder i et område hvor der findes en høj bestrålingsdosishastighed, skal man sikre at man ikke bliver der længere end nødvendigt, eller så får man en høj dosis til kroppen, der medfører større sandsynlighed for skade. Heldigvis på nuklearmedicinsk afdelinger findes der ikke særlig mange høj dosis kilder; undtagen Tc-generatorer, PET isotoper, affalds opbevaringssteder, og i nærheden af patienter som bliver injiceret med høje doser.
|
