Sammensætningen af mobilitet
I det hele taget har der været divergerende positioner igennem tiden om, hvordan man kan begrebsliggøre social mobilitet. Det er afgørende at være opmærksom på, om det er forskelle i erhvervsfordelingen eller om det er forskelle i positionsrelationsstrukturen20. Så selvom om den enkelte agent har et andet erhverv end faderen/moderen, så er det ikke sikkert, at det er en anden position, måske tværtom, som vi senere skal se mere udførligt på (Bourdieu 1979/1984: 145/131). Joseph Kahl fremhævede i en bog om den amerikanske klassestruktur, at man kan betragte denne strukturelle mobilitet på flere måder.
Det var Raymond Aron, i bogen om ’klassekampen’ fra 1964 (pp. 257-258), som i Frankrig introducerede ligningen, cirkulationsmobiliteten = observeret mobilitet – strukturel mobilitet: CM = OM - SM (jf. Bertaux 1969; Merllié/Prévot 1991: 27). Før jeg går over til en mere principiel og teoretisk analyse af problemet strukturel mobilitet, illustreres problemet gennem ét konkret taleksempel for nærmere at undersøge, hvorledes man ræsonnerer i argumentationen. Jeg tænker på en tabel, der blev konstrueret af Featherman/Hauser i deres værk Opportunity and Change (1978) i studierne af 1973-generationen i USA, der på mange måder er homolog med Blau/Duncans studie af 1962-generationen (Blau/Duncan 1967), som Featherman/Hauser også selv anfører.
Tabel 4.3 (Featherman/Hauser 1978: 150).
Frekvenser i en klassifikation af mobilitet fra faderens (eller andre familie-overhoveders) erhverv til sønnens første fuld-tids civile erhverv i alderen 20-64 i marts 1973.
Sønnes arbejdstilling
Upper Lower Upper Lower Farm Total
nm nm m m
Upper nonmanual 1414 521 302 643 40 2920
Lower nonmanual 724 524 254 703 48 2253
Upper manual 798 648 856 1676 108 4086
Lower manual 756 914 771 3325 237 6003
Farm 409 357 441 1611 1832 4650
Total 4101 2964 2624 7958 2265 19,912
I denne tabel er der taget højde for de respondenter, der ikke har svaret.
Den totale mobilitet eller også kaldet gross mobilitet findes ved sammenlægge alle de tal der ligger uden for diagonalen, det vil sige under (upward) og over diagonalen (downward):
UPWM= 724 798 756 409 648 914 357 771 411 1611 = 7429
DWM = 521 302 254 643 703 1676 40 48 108 237 = 4532
Alt i alt fås mobiliteten til at være: 7429 4532 = 11961. Det vil sige ca. 60% af alle aldersintervaller (som man kan inddele efter intervallet 20-64). Nu er det så opgaven at regne den strukturelle mobilitet ud (som undertiden også i den sammenhæng kaldes for minimum-mobiliteten). Ambitionen er at kunne tage højde for ændringer i de sociale strukturer i et givet samfund. Man har altså en antagelse om, at erhvervstrukturen ændres i overensstemmelse med forskellige påvirkninger (arbejdsdeling, innovationer, politiske foranstaltninger og kampe). Erhvervsfordelingen antages at se anderledes ud for fædrene sammenlignet med erhvervsfordelingen for deres sønner (og døtre i senere studier: 1980’erne og 1990’erne). Denne antagelse er ikke urimelig, men grundene til at der er ændringer, må ses som resultat af komplicerede sammenhænge, underforstået, at det ikke er nok at tage udbud/efterspørgel-algoritmen til hjælp for at redegøre for ’forandringerne’. Som refereret før (til Duncan 1966) er det ingenlunde ligegyldigt, hvilke fordelinger man sammenligner. Hvis man for eksempel som Rogoff i 1966 sammenligner faderens erhvervsfordeling i forskellige regioner i 1950 med sønnernes tilsvarende erhvervsfordeling i de samme regioner (da sønnerne var 19 år) fås en net-forandring, der ikke er den samme, hvis man som i Blau/Duncans studie havde sammenlignet 1930-generationens erhvervsfordeling (da sønnerne var omkring 16 år) med 1960-generationens erhvervsfordeling. I Featherman/Hausers tabel fra 1978 har de gjort det samme som Blau/Duncan. Forfatterne har sammenlignet fædrenes erhvervsdeling, på det tidspunkt da fædrenes sønner var 16 år, med sønnernes erhvervsdeling i forhold til deres første fuldtidsjob. Da tabellen med de forbehold Duncan har anført er en såkaldt repræsentativ tabel i forhold til USA, er det tænkeligt at gøre følgende. Man sammenligner fordelingerne over margenerne, idet de hver udgør en slags erhvervsfordeling. Man udregner det såkaldte dissimilaritetsindex for fædre-sønner: ni. - min (ni.,n.i). Et Index, der generelt blev formuleret af Yasuda (Yasuda 1964: 18). Gennem tabellen ovenfor fås derfor følgende taget med udgangspunkt i sønnernes erhvervsfordeling:
(4650 - min(4650,2265)) (6003 - min(6003,7958)) (4086 - min(4086,2624)) (2253 - min(2964,2253))
(2920 - min(2920,4101)) = 2385 1462 = 3847 svarende til 19.3%.
Hermed kan vi konkludere, at cirkulationsmobiliteten = 60% - 19.3% = 40.8%.
Jeg undrede mig en del i forbindelse med beregningerne, idet den her minimumsbetingelse er noget kunstig, da den alene skaber problemer med, at man får negative elementer i den strukturelle mobilitetstabel.
Tabel 2
Upper Lower Upper Lower Farm Total
nm nm m m
Upper nonmanual 2920 0 0 0 0 2920
Lower nonmanual 0 2253 0 0 0 2253
Upper manual 0 0 4086 0 0 4086
Lower manual 0 0 0 6003 0 6003
Farm 1181 711 - 1462 1955 2265 4650
Total 4101 2964 2624 7958 2265 19,912
Vi ser, at det er nødvendigt at have en negativ værdi (-1462) i den sidste række før regnskabet passer. Når den nummeriske værdi af elementerne uden for diagonalens elementer så adderes fås 3847 svarende til 19.3%, hvad vi før regnede os frem til. Det er imidlertid ikke tilfredsstillende alene at arbejde ud fra reglen om minimum.
Der har været mange forskellige analyser af den strukturelle mobilitet, der var på ”mode” i 60’erne og 70’erne (klassiske måde), men i samme periode diskuterede man også ivrigt de teoretiske og metodiske problemer omkring den strukturelle mobilitet.
Kahl foreslog allerede i 1957, at man burde betragte den såkaldte eskalerende mobilitet ’mobilité en éscalier’ (Kahl 1957: 251ff; Bertaux 1969: 458; Merllié 1994: 105), der medfører, at man ikke udelukkende tager højde for minimumsforskellene mellem erhvervsfordelingerne (taget ud fra den observerede tabels marginaler) men ligeledes tager højde for vejenes ’longueur’ (længde) fra den ene kategori til den anden (socio-professionelle kategori). Disse overvejelser blev fulgt op af Vittorio Capecchi (1967) og udvidet af Daniel Bertaux i 1969. Bertaux’s artikel vil i det følgende danne grundlag for en videre diskussion af den strukturelle mobilitet. Man kunne umiddelbart antage, at der er uafhængighed mellem margenerne i mobilitetstabellen (Bertaux 1969: 456), men som Duncan og senere Broom/Jones (1969) har påpeget, er der ganske mange problemer med at betragte de to fordelinger som adskilte, da generationerne ’lapper ind over hinanden’, fordi der er store aldersforskydninger i de forskellige generationer. Set ud fra at marginalerne er forskellige, må der logisk set være en størrelse af mobilitet, som man kunne kalde for den strukturelle mobilitet eller ’tvungne’ (forced) mobilitet (Bertaux 1969: 457). Bertaux benytter eksemplariske tabeller konstrueret ud fra oprindelige data foranstaltet af INSEE i 1959 og 1964 (Michel Praderie). Bertaux regner med de samme tal og konstruerer to grundtabeller ud fra forskellige skalaer. En skala der skelner mellem ikke-manuelt arbejde/manuelt arbejde/landbrugere og en skala, der skelner mellem de dirigerende klasser/middelklasserne/arbejderklasserne (som man så anvendt af især Lipset/Bendix 1959; Rogoff 1966; Blau/Duncan 1967; Broom/Jones 1969), hvoraf Bertaux foretrækker den sidste skala (med forskellige antal af kategorier: 3, 8 og 30), da den første bygger på to principper i adskillelsen (professionsprincip og et brancheprincip), og skalaen tager ikke højde for mobilitet blandt ikke-manuelle agenter. Ikke desto mindre benytter han den første skala i et eksempel, hvor han ønsker at vise, at man socio-logisk må regne på den strukturelle mobilitet på en anden måde i den før viste (Featherman/Hauser 1978).
Lad os se på tabellen Bertaux anvender:
Tabel 3
Faderens Sønnens sociale position
sociale position I II III Total
I 20 11 1 32
II 10 25 0 35
III 6 12 15 33
Total 36 48 16 100
den strukturelle mobilitet er som følger:
Tabel 4
I II III Total
I 32 - - 32
II - 35 - 35
III 4 13 16 33
Total 36 48 16 100
Her er den teoretiske maksimale immobilitet = 32 35 16 = 83%. Det vil sige den strukturelle mobilitet er = 4 13 =17% Dette resultat opnås også, hvis man benytter Yasudas formel, og samtidig er klar over, at beregningen ovenfor er foretaget på baggrund af en LOGISK begrundelse. Tager man højde for vejene mellem kategorierne, så er det muligt at opnå ét andet resultat. Det vil sige SOCIO-LOGISK set. Under hypotesen at immobiliteten er maksimal, er det en modstrid, at 4 fra klasse III er gået til klasse I. Man kan ikke som man plejer, betragte denne størrelse ud fra antallet af dem, der minimalt må være mobile. Det er nødvendigt at kortlægge bevægelsernes længder, der eksisterer mellem de forskellige klasser.
Da CM = OM - SM =>
Tabel 5
-12 11 1 20 11 1 32 - -
6 - 6 - = 10 25 0 - 4 31 -
6 - 5 -1 6 12 15 - 17 16
Problemet er, hvis man ikke tager sporenes længde i betragtning, så ender man i at kunne beregne den strukturelle mobilitet på vilkårligt mange måder (modèle en escalier).21 Det afstedkommer blandt andet, at værdien 31 er mindre end marginalsummen 35 (modellen er: modèle en escalier). Bertaux konkluderer, at det ikke alene er muligt at konstruere en vej, men én hel familie af konfigurationer ud fra de 2 principper: antallet af mobile og vejenes/bevægelsernes længder (for eksempel fra klasse III til II). Det er ikke holdbart, da cirkulationsmobilitetstabellen får negative elementer/celler uden for dialogalen (som for eksempel -5 i nederste række). Bertaux er klar over22, at man i de såkaldte exakte videnskaber bruger virtuelle fluxer, således at man også kan regne med negative værdier i forbindelse med teori-dannelser, som for eksempel Maxwells elektromagnetiske ligninger, men der er ikke tale om en teori i denne sammenhæng, mener Bertaux, at det er bedre at finde en anden løsning og dermed droppe begrebet om virtuel flux. Denne indfører derfor en regel, der siger, at man både skal finde en minimumskonfiguration og en positiv konfiguration.23 Reglen indebærer ligeledes, at man konstruerer den strukturelle mobilitetstabel, således at frekvensen af de mobile elementer er mindre end eller lig med frekvenserne i den observerede tabel (vi så at 13 > 12 i hhv. tabel 4 og 3 (angivet med fed): én socio-logisk modstrid).
Ud fra dette princip er det muligt at konstruere en anden og mere tilfredsstillende løsning.
OM = SM CM =>
Tabel 6
20 11 1 32 31 1 - 32 - 11 10 1 -
10 25 - 35 - 35 - 35 10 - 10 - -
6 12 15 33 5 12 16 33 1 - - 1 -
36 48 16 100 36 48 16 100 - - - -
den observerede mobilitet den strukturelle den positive cirku-
positive mobilitet lationsmobilitet
Her må vi konstatere, at vi har opnået kravet om positive elementer uden for diagonalen i cirkulationsmobilitetstabellen, men tilgengæld er minimumsprincippet i den strukturelle mobilitetstabel ikke overholdt som før. I stedet for at have 17 uden for diagonalen fås 4 13 1=18. I praksis vil det være svært at overholde begge principper. På den måde er Bertaux's løsning ikke tilfredsstillende (også jvf. Bertaux 1969: 465-466). Uanset at Bertaux viser, at den strukturelle mobilitet er svær at bestemme, har hans beregninger på franske data vist, at den sociale mobiltet i Frankrig for en dels vedkommende også må tilskrives den strukturelle mobilitet (Bertaux 1969: 481-488; for en diskussion: Cuin 1995: 49).
I øvrigt viser Bertaux under anvendelse af andre klassifikationer (’classes dirigeants’, ’classes moyennes’ og ’classes populaires’) at man får vidt forskellige resultater angående total mobilitet, strukturel mobilitet og cirkulationsmobiliteten, hvad der ikke er overraskende (det ser vi nærmere på i kapitel 2, og senere når der regnes på egne data). Selv når der anvendes andre klassifikationer er det kompliceret både at overholde positivitetskravet og minimumskravet. Det sidste krav kan dog honoreres, hvis ’modèle en escalier’ for den strukturelle mobilitet tages i anvendelse. Her er minimum typisk lidt større end når dissimilaritetsindexet for fædre-sønner: ni. - min (ni.,n.i) anvendes (med minimumsmodellen blev den strukturelle mobilitet=17 og med modèle en escalier blev den 18). Hermed kan man sige, at der er usikkerhed om hvordan den strukturelle mobilitet beregnes. Det er dog evident, at de sociologiske forhold bør medtages i overvejelserne, således at det ikke udelukkende er statistiske og logiske argumenter, der tages i anvendelse.
Heath anfører, at man ikke skal tage denne størrelse alt for alvorligt, da den strukturelle mobilitet og dermed også cirkulationsmobiliteten er kunstigt skabt (Heath 1981: 257). Der har i de sidste ca. 30 år været ganske forskellige kritikker af den strukturelle mobilitet, som Daniel Bertaux er inde på gennem at pege på én række tekniske og sociologiske problemer, der især ligger i konstruktionen af den strukturelle mobilitet og i anvendelsen af klassifikationssystemer, idet han dog ikke løste problemerne (Eriksen/Goldthorpe 1992a: 59). Kritikken vender vi tilbage til, men først tages begrebet perfekt mobilitet op, der nøje hænger sammen med begrebet om den strukturelle mobilitet.
Perfekt mobilitet
I analyserne af social mobilitet har man forsøgt at medtage andre beregnede tabeller, nemlig den såkaldte perfekt mobilitetstabel. I det følgende anvendes Bertaux, Boudon, Bourdieu og Heath for en analyse af disse tabeller, som knytter sig stærkt til den ”tidlige” mobilitetsforskning, det vil sige efter Anden Verdenskrig (Glass 1954; Rogoff 1953 m.fl.). Ud fra den totale mobilitetstabel kan man, som vanligt med kontingenstabeller, udregne de forventede værdier. Den forventede værdi for et element fij er som følger: fij = ni. n.j/N (f.eks. Bertaux 1969: 477). De forventede elementer udregnes ud fra marginalerne og den totale sum af individer (N).
Når sådanne tabeller er udregnet, er det herefter muligt at udregne den tilsvarende forventede strukturelle mobilitet og den forventede cirkulationsmobilitet. Herudfra er det muligt at udregne de såkaldte associationsindexer, der siger noget om, hvor langt de observerede værdier i den totale mobilitetstabel ligger fra perfekt mobilitet (nij/fij).
Således har der i den sociale mobiltetsforskning været en række forsøg på at udregne de forskellige former for mobilitet på en adækvat måde. Ved at indføre begrebet om perfekt mobilitet, som vi siden skal vende tilbage til mere kritisk, er det netop muligt at indføre en række indexer, hvormed man kan tage højde for den strukturelle mobilitet (Boudon 1973).
I begrebet ligger der en antagelse om, at hvis man har et samfund med maksimal mobilitet, så er der uafhængighed mellem faderens position og respondentens position (Boudon 1973: 14). Der er flere sociologer, der har antaget dette index (Goldhammer 1948 (iflg. Featherman/Hauser 1978 og Merllié 1994: 87-88); Rogoff 1953; Glass 1954: 224-229). Glass
er den, der har dannet skole med hensyn til dannelsen og brugen af indexet. Ved beregninger fås Glass’ index for immobilitet:
N nii
IG(i) =
ni.n.i
Det komplementære index for mobilitet er følgende:
N(ni.-nii)
MG(i) =
ni. (N-n.i)
Indexet er af mange forskere blevet afvist, idet man let - ved et eksempel - kan vise, at formlerne ikke holder generelt. Lad os se på følgende tabeller, hvor den første er en fiktiv immobilitetstabel med maksimum immobilitet, og den anden er en fiktiv immobilitetstabel, hvor der ikke er maksimum mobilitet:
Tabel 7 Tabel 8
1 2 Tot 1 2 Tot
1 80 0 80 1 80 20 100
2 100 20 120 2 20 80 100
180 20 200 100 100 200
IG for tabel 7: = (200)(80)/(80)(180) = 1.11, IG for tabel 8: (200)(80)/(100)(100) = 1.61.
Dette er en modstrid, da man forventede, at indexet ville være størst for tabel 1, da vi jo havde antaget, at denne havde maksimum immobilitet eller perfekt mobilitet. Denne modstrid skal ses på baggrund af, at der i tabel 7 er en strukturel forskydning, idet arbejdsstyrken er meget forskellig fra en generation til en anden. Der er fra generation 1 fra position 2 100 individer, der er rykket til position 1 i generation 2. Der er derimod ingen bevægelse i position 1 fra generation 1. I tabel 8 er der modsat tale om strukturel stabilitet. På den måde kan man konkludere, at indexet ikke er et sikkert mål, der tager højde for strukturel mobilitet. Desuden er det problematisk at arbejde med den såkaldte perfekt mobilitetsantagelse, og det er et problem, at maksimumværdien er afhængig af marginalerne (Boudon 1973: 17).
Rogoff forsøgte sig ligeledes med et tilsvarende matematisk index, som hun kaldte for den sociale distances mobilitetsratio, men uden at kunne argumentere sig igennem. Konsekvensen af dette er, at man må stille sig delvis tvivlende overfor Glass store undersøgelse i 1950’erne, samt de ræsonnementer Rogoff gjorde sig i forskellige sammenhænge (Rogoff 1953, 1966). Der har siden 50’erne været adskillige andre forsøg på at beregne andre indexer. Som tidligere omtalt er en af dem Yasuda (1964), der formaliserede et andet index i forsøget på at tage højde for de problemer Glass og andre havde. Yasudas index bygger grundlæggende på antagelsen om at: cirkulationsmobilitet = total mobilitet - strukturel mobilitet, idet man via strukturelle mobilitet begrebsliggør forskellen i fordelingen af forskellige erhverv og sociale lag (Yasuda 1964: 18). Den strukturelle mobilitet skal dog ikke forstås for bogstaveligt, snarere som en indikator på den faktiske størrelse af strukturel mobilitet. Det er som nævnt også en pointe Heath påpeger. Gennem Yasudas index er det muligt at afvise LZ-hypotesen om, at der tendentielt er lige stor mobilitet i de Vesteuropæiske lande, men at cirkulationsmobiliteten måske er den samme (Boudon 1973: 21). Der er dog ingen af de diskuterede indexer, der er uden logiske og socio-logiske problemer. Tidligere har man forsøgt at løse de store metodiske og teoretiske problemer.
Under alle omstændigheder er forestillingen om perfekt mobilitet sociologisk set uhensigtsmæssigt, idet det i nærmest er utænkeligt, at der ikke skulle være én sammenhæng mellem faderens position og respondentens position. Som oftest formidlet af andre parametre. Der er andre faktorer, der spiller ind, men helt at afvise sammenhængen er ikke rimelig, da idéen om perfekt mobilitet dybest set bygger på en myte. En myte, der også ses gennem opretholdsen af forestillingen om et ideelt demokratisk samfund, der faktuelt ikke har at gøre med de sociale realiteter (Bourdieu 1966: 419). Langt de fleste sociologiske undersøgelser i industrialiserede nationer, viser at der enten indirekte eller direkte er sammenhæng mellem oprindelsesklasse og social position. Derfor synes anvendelsen af begrebet perfekt mobilitet udelukkende at have en teknisk-statistisk interesse.24
Mobilitetsrater
I den situation, hvor man er optaget at regne på sammenhængene mellem oprindelse og destination eller position, af at studere mønstre, variationer over tid og sted er det andre metoder man bruger, som for eksempel absolute og relative rater i Goldthorpes forstand. Det påstås at en af fordelene ved relative rates er, at de beregnes uafhængigt af marginalerne i mobilitetstabellerne (som var det store problem). Herudover kan man regne med forskellige andre grundlæggende metoder, som odds ratios, der samtidigt også er konstituerende for en række log-lineære modeller. Gennem disse log-lineære modeller kan tilføjes en række andre vigtige variable udover oprindelse (O) og destination (D), men også uddannelse (E=Education) (Jonsson 1993a; Müller et al 1995), generation (C=Cohort) og tid (T). Her er jeg netop interesseret i at gå videre, hvor disse metoder måske kan siges at ligge mellem faktoranalyserne og beregningerne af associationer mellem oprindelse og destination, hvor de log-lineære modellerne bygger på en delvis anden statistik-diskurs.
I det følgende ses på en række udregninger af relative og absolutte rates, og versioner af ratios som disparitets-ratios selvom der er en række problemer i forhold til antagelsen om perfekt mobilitet (Portocarero 1989). Her følger en række korte definitioner:
Ved absolutte rates forstås henholdsvis outflow rates og inflow rates, eller udstrømning og indstrømning som Erik Jørgen Hansen kalder dem for (jf. Hansen 1984: 107). Outflow viser andelen af personer fra bestemte oprindelige klasser, der er allokeret i forskellige klassedestinationer, med andre ord de observerede livschancer for forskellige personer i givne klasser. Inflow viser den sociale oprindelse for personerne i en given klassedestinationsfordeling, hvorledes hver klasse er rekrutteret fra hvilke klasser, eller oprindelsessammensætningen (Portocarero 1987: 11; Erikson/Goldthorpe 1992a: 55). Elementerne i diagonalen i inflowtabeller udgør de såkaldte selvrekrutteringsandele. Elementerne i outflowtabeller udgør arbejdsarven. Totalprocenter udregnes i forhold til antal personer.
For tabellen benyttet af Featherman/Hauser (1978) ser inflow og outflow som følger:
Tabel 9
Inflowandele. Procentandele. Søjleprocenter.
Sønnes klasse
Faderens klasse
Upper Lower Upper Lower Farm Total
nm nm m m
Upper nonmanual 34.5 17.6 11.5 8.1 1.8 14.7
Lower nonmanual 17.7 17.7 9.7 8.8 2.1 11.3
Upper manual 19.5 21.9 32.6 21.1 4.8 20.5
Lower manual 18.4 30.8 29.4 41.8 10.5 30.1
Farm 10.0 12.0 16.8 20.2 80.9 23.5
Total 100.0 100.0 100.0 100.0 100.0 100.0
Tabel 10
Outflowandele. Procentandele. Rækkeprocenter.
Sønnes klasse
Faderens klasse
Upper Lower Upper Lower Farm Total
nm nm m m
Upper nonmanual 48.4 17.8 10.3 22.0 1.4 100.0
Lower nonmanual 32.1 23.3 11.3 31.2 2.1 100.0
Upper manual 19.5 15.9 20.9 41.0 2.6 100.0
Lower manual 12.6 15.2 12.8 55.4 3.9 100.0
Farm 8.8 7.7 9.5 34.2 39.4 100.0
Total 20.6 14.9 13.2 40.0 11.4 100.0
Disse tabeller viser dels den sociale rekruttering og dels livschancerne for de pågældene individer. Men som påpeget flere gange, må der i et vist omfang tages højde for de strukturelle forskydninger mellem faderens og respondentens erhversfordelinger, med mindre man kan sandsynliggøre, at forskellen mellem fordelingerne ikke er signifikant stor. Jævnfør de foregående afsnit kan det være problematisk at fastholde ligningen CM=OM-SM. Der er for stor usikkerhed, og de forskellige forskergruppers vurderinger synes ikke at afklare problemerne omkring ligningen. Nogle peger på, at forvirringen skyldes, at man blander forskellige analyseniveauer sammen (Goldthorpe 1987: 75). Indførelsen af de såkaldte relative-rates skal netop ses på baggrund af, at der har været problemer med at finde tilfredsstillende løsninger på problemet med strukturel mobilitet, eller hvorledes kan man tage højde for at samfundets positionsfordelinger ændres. I stedet for at operere med ligningen ovenfor indførte man en række ratios, en disparitetsratio og en odds ratio. I tabel 10 ses at 48.4% fra upper nonmanuel klasse endte i upper nonmanuel klasse, hvor kun 8.8% fra farm klassen nåede upper nonmanuel klassen. Ratioen for af disse to procenter kaldes for disparitetsratioen, der i dette tilfælde giver 48.4/8.8 = 5.51. Dette fortæller om den relative chance for mænd i upper nonmanuel klassen og farm klassen for at ende i upper nonmanuel klassen. På den måde kan man beregne ratios for andre par af oprindelser og for andre par af destinationer. Generelt ser formlen for en 2x2 mobilitetstabel ud som følger:
f11 / f1. f22 / f2. 1414/2920
, for eksempel:
f21 / f2. f12 / f1. 724/4101,
hvor f11 er frekvensen i den første 1-1 celle, og hvor f1. er den korresponderende rækkemarginal etc.
Deraf fås følgende tabel:
Tabel 11
Disparitetsratios. Relative tal.
Sønnes klasse
Faderens
klasse
Relativ chance Relativ chance Relativ chance Relativ chance Relativ chance
for klasse I for klasse II for klasse III for klasse IV for klasse V
I 5.51 2.31 1.08 0.64 0.04
II 3.65 3.03 1.19 0.90 0.05
III 2.22 2.06 2.71 1.18 0.07
IV 1.43 1.97 1.35 1.60 0.10
V sat til 1 sat til 1 sat til 1 sat til 1 sat til 1
Goldthorpe skriver:
In using such ratios in the study of mobility trends, one is not then seeking to determine whether some supposed structural ”component” of observed mobility is becoming more or less important; but rather, whether or not changes in the structure of objective mobility opportunities over time are being equally reflected in the mobility experience of indviduals of all origins alike (Goldthorpe 1987: ibid).
Ved at bruge sådanne relative rates viser Goldthorpe et al (1987), at der ikke er tale om en stigende social mobilitet for 1972-generationen i Storbritannien, der er blevet undersøgt:
Over all, therefore, the picture obtained, once the perspective of relative mobility is adopted, is no longer one signifikant change in the direction of greater opportunity for social ascent but rather, of stability or indeed of increasing inequality in class mobility chances (Goldthorpe et al 1987: 77).
Heath (1981) peger på, at de værdier disparitets ratios kan antage, ikke i så høj grad er styret af de marginale fordelinger (som ved beregningen af ’index of association’).
Disparitets ratios er en simpel måde at fremstille relative mobilitets rates på. Men det er også muligt at tænke disse relative ratios på en mere kompleks måde, hvor man kan sige noget om ændringerne i de relative rates. Det tænkes altså, at man sociologisk set kan undersøge eventuelle forandringer for forskellige kohorter. Disse ratios kaldes for odds ratios (Goldthorpe 1987: 78). Hvor disparitets ratios ser på chancerne for at nå til en enkelt specificeret destination, sammenligner odds ratios chancerne for at opnå alternative destinationer. Odds ratios kan tænkes som et resultat af en konkurrence mellem agenter fra forskellige klassebaggrunde for at opnå/eller undgå en bestemt position snarere end en anden position i klassestrukturen (Heath 1981: 262).
Ved at tage produktet af et par af disparitets ratios fås odds ratios (for en simpel 2x2 mobilitetstabel):
f11 / f1. f22 / f2. f11/f12
=
f21 / f2. f12 / f1. f21/f22
Gennem denne relation undersøges det om den relative chance for en søn/respondent fra klasse 1 ender i klasse 1 snarere end i klasse 2 ændres over tid med den samme rate som den relative chance for, at en søn/respondent fra klasse 2 findes i klasse 1 snarere end i klasse 2.
Heraf fås følgende odds ratios ved hjælp af grundlæggende 2x2 subtabeller ved bruge Featherman/Hausers tabel:
Tabel 12
Odds ratios.
Oprindelser Destinationer sammenlignet
sammenlignet
I/II II/III III/IV IV/V
I/II 1.964 0.836 1.300 1.098
II/III 1.122 2.725 0.707 0.944
III/IV 1.489 0.639 2.203 1.106
IV/V 0.722 1.464 0.847 15.954
for eksempel:
1414/2920 524/4101 1414/19912 / 521/19912
1.964 = * =
724/4101 521/2920 724/19919 / 524/19912
I tabel 12 ses tallet 15.954. Denne repræsenterer fordelen for, at respondenter fra klasse I sammenlignet med agenter fra klasse V for at nå klasse I snarere end klasse V. Det er selvklart en langt større chance.
Mønstret af odds ratios afhænger af den orden kateorierne er sat i. Man kunne også have sammenlignet f.eks. I med III eller I med IV. På den måde kan en række af tabeller konstrueres indeholdende forskellige odds ratios. Hermed kunne man f.eks. sammenligne de øverste lag med laveste lag (I/V). Man bør dog som Goodman (1979), Hout (1983) m.fl anfører være opmærskom på, at alle andre mulige subtabler indeholder redundant information. I det her tilfælde er der (5-5)22/4 = 100 subtabeller (5 er lig antallet af kategorier), men det kan vises, at der grundlæggende set er (5-1)2 = 16 subtabeller med deraf følgende odds ratios (Goodman 1979). Odds ratios er alligevel ikke så lette at tolke ifølge Goldthorpe. Det er blandt andet på den baggrund, at de log-lineære analysemetoder indføres for bedre at kunne undersøge de forskellige sammenhænge. Mange mobilitetsforskere følger arbejdet udført af Goodman og Hauser via de såkaldte topologiske modeller (Hout 1983: 37; Goodman 1972; Hauser 1978, 1979; Featherman/Hauser 1978: 131-150; Erikson/Goldthorpe 1992a: 57). Jeg vil ikke her gennemgå alle de mange forskellige log-lineære modeller, der eksisterer, men blot skitsere princippet i at anvende sådanne log-lineære metoder. Det går ud gå at kunne redegøre for celle-frekvenserne i en multivariat kontingens-tabel ved at flytte effekten gennem et ’hierarki’ af modeller begyndende med en model, der specificerer uafhængigheden blandt alle variable (det kan være social oprindelse, nuværende klasse, kohorte, tid, alder, køn, uddannelse, sport osv.) og går derfra til at indfange to-vejs associationer (sammenhænge) blandt variablene til tre-vejs sammenhænge og så fremdeles - op den kompleksitet, der måtte være nødvendig for at kunne redegøre for sammenhængene. For hver model er det gennem likelihood-ratios (kaldes for L2 eller G2, svarende til chi2-test) og dissimilaritetsindexer (delta) muligt at teste, hvor godt modellen passer sammenlignet med de faktiske data. På den kommer måde kan det undersøges, om man efterhånden får en model på et højere niveau så at sige, med udgangspunkt i en model på et ’lavere’ niveau (som grundmodel). Dermed er det formålet efterhånden at nå frem til den model, der mest sparsomt (parsimoniously som tidligere refereret) kan redegøre for de observerede tal (jf. Goldthorpe et al 1987: 81; Jonsson 1993a: 100). Det er typisk, at man opererer med 3 variable og deres associationer eller interaktioner som de ligeledes kaldes for. Jeg foretrækker begrebet relationer. Odds ratios måler ’net’-associationen, da de er margin-insensitive (Erikson/Goldthorpe 1992a: 56), så på den måde giver de Sobel (1983, se næste afsnit) m.fl. ret i deres måde at operere med odds ratios på.
I en studie af sammenhænge mellem uddannelse, social baggrund og destination viser Jonsson (1993a), hvordan man kan arbejde med metoden. Jeg er dog ikke helt tilfreds med at net-associationen påstås at være lig med cirkulationsmobiliteten/exchangemobiliteten eller blot den sociale fluiditet (Jonsson 1993a: 98), hvor det faktisk vises, at det svenske samfund over tid (1968-1981) er et klassesamfund. Det er den model, der passer bedst i forhold til data. I et andet studie forsøger Dunton/Featherman (1983) at vise sammenhængene mellem ægteskab, social baggrund, køn og destination, hvor de har en illustrativ gennemgang af de forskellige modeller, der forsøges modelleret (Dunton/Featherman 1983: 304-309). Studiet indskriver sig i status-attainment traditionen, og det bærer ræsonnementerne også præg af (Dunton/Featherman 1983: 287-296), men den log-lineære metode anvendes på tilsvarende vis som Jonssons projekt, selvom dette indskriver sig i en anden tradition (Erikson/Goldthorpe m.fl.). Disse studiers måde at håndtere en række tabeller kunne på tilsvarende vis gøres med andre variable, og det undersøges om det er muligt at gøre dette på en tilfredsstillende måde.
Kapitel 4. Problemer med mobilitetsbegreber
Teoretisk-metodiske analyser af strukturel mobilitet
I det følgende vil især de forskellige positioner trækkes op, som med hensyn til uenigheden omkring ’exchange’ mobilitet og ’structural’ mobilitet.25 Ifølge mange mobilitetsforskere er et af hovedproblemerme med forskningen at kunne måle den rigtige mobilitet. Man er interesseret i at måle den faktiske mobilitet mellem forskellige klasser og det tilstræbes at analysere mobilitet over tid. Der er imidlertid langt fra enighed om, hvorledes de forskellige mobilitetstabeller skal konstrueres, og hvilke sociologiske, teoretiske, metodologiske og statistiske analyser, der bør foretages i forhold til disse tabeller, eller om man helt skal gå væk fra disse tabeller. En måde at løse problemet er ved at udregne de relative mobilitetsrater (odds ratios), idet man herved kan måle mobiliteten uafhængigt af marginalerne i en given mobilitetstabel. Udgangspunktet er en som repræsenterer den observerede (intergenerationelle) mobilitet.
’Cirkulationsmobiliteten’26 er fremhævet som den ‘interessante’ mobilitet, idet man har argumenteret for, at den strukturelle mobilitet bør trækkes fra den totale/observerede mobilitet for at opnå ’pure mobility’ der også kaldes for cirkulationsmobiliteten eller exchange-mobility, da arbejdsstyrkens sammensætning af erhverv forandres (jf. at der efter Anden Verdenskrig har været et stort fald i andelen af landbrugere m.m.). Sagt på en anden måde: Strukturel mobilitet eksisterer i de tilfælde, hvor fordelingen af fædrenes professionsfordeling adskiller sig fra respondenternes professionsfordeling, således at det strukturelt ikke er muligt for alle sønner/respondenter at have de samme erhverv som deres fædre, fordi der netop er forskel i den relative størrelse af disse erhverv (Broom/Jones 1969: 336).27 Det er afgørende at være opmærksom på, om det er forskelle i erhvervsfordelingen eller om det er forskelle i positionsrelationsstrukturen. Så selvom om den enkelte agent har et andet erhverv end faderen/moderen, så er det ikke sikkert, at det er en anden position, måske tværtom, som vi senere skal se mere udførligt på (Bourdieu 1979: 145/1986: 131). Kritikken af begrebet om strukturel mobilitet er i det hele taget en kritik af begrebet om social mobilitet. Blackburn/Prandy (1997: 500) m.fl. afviser at skelne mellem strukturel mobilitet og cirkulationsmobilitet, i stedet fremhæves ‘career trajectory’ (svarende til Sørensen 1986; Erikson/Goldthorpe 1992a). Dette kan ses som en pointe Bourdieu allerede meget tidligt gjorde opmærksom på (jf. Bourdieu 1974). En del sociologer har forsøgt at løse problemet ad metodisk vej, og i virkeligheden også baseret på andre antagelser: jf. kampen mellem ‘status-attainment’ som fastholder den strukturelle mobilitet som en ‘faktor’ (Sobel/Hout/Duncan 1985; Hout/Hauser 1992) og mobilitetsrater (Erikson/Goldthorpe 1992a: 58-59, 1992b).
Ligningen, der beskriver sammenhængene mellem cirkulationsmobilitet, total observeret mobilitet og strukturel mobilitet er således siden dens lancering blevet hæftigt diskuteret fra de to forskergruppers hold, idet der er uenighed om, hvorledes man kan tage højde for den strukturelle mobilitet, eller for at erhvervsfordelingen ændres over tid. Det drejer sig om, at den amerikanske skole (Hauser, Hout, Duncan, Featherman, Sobel, Goodman m.fl.) og den engelsk-svensk-tyske skole (Goldthorpe, Erikson m.fl.) der dog på nogle områder er enige, men på andre punkter har man forholdt sig meget forskelligt til den strukturelle mobilitet og deraf afledte problemer først og fremmest af sociologisk karakter. I midten af 1970’erne, med Hauser i spidsen, forsøgte man, som tidligere nævnt, at skitsere en måde at arbejde med mobilitetstabellerne på.28
Blackburn/Prandy (1997: 500) peger sammenfattende på, at selvom relative rates til en vis grad løser problemet angående målingen af den strukturelle mobilitet, så løses det teoretiske problem om forandringen af ‘klassesammensætningen’ ikke. Det er i den forbindelse relevant at være opmærksom på, at den strukturelle mobilitet fundamentalt set ikke kan adskilles i en social reproduktionsproces.
Sobel tager med en artikel i 1983 formelt afstand til den klassiske ligning. Sobel refererer i første omgang til Duncans klassiske artikel fra 1966, hvori det sandsynliggørres, at marginalfordelingerne for henholdvis far og søn ikke med rimelighed kan ækvivaleres med erhvervsfordelingerne i et givet samfund til et givet tidspunkt. Sobel kundgør, at det især er den amerikanske skole, der har opgivet denne ligning, men at de stadigvæk gennem de log-linære modeller har mulighed for at ’indarbejde’ strukturel mobilitet. Det understreges i artiklen at man ikke længere bør arbejde med cirkulationsmobilitet/strukturel mobilitet, da parret ikke holder, og dette ’framework’ betyder så sige, at man ikke kan arbejde med de log-linære modeller (Sobel 1983: 722). Det påstås videre at det nu er bredt accepteret29, at man kan bruge en model, hvor man ’fitter’ en statistisk uafhængighed (perfekt mobilitet) i relation til mobilitetstabellen. Herved er det muligt at kancellere dissimilariteten mellem faderens/
rækkernes marginalfordeling og respondentens/søjlernes marginalfordeling og dermed den strukturelle mobilitet, og på den måde er afvigelserne fra uafhængighed lig med cirkulationsmobiliteten. Her refererer Sobel blandt andet til Goldthorpe (1980/1987: kapitel 3), der dog ikke helt klart underbygger Sobels påstand. Det forsøges gennem et matematisk bevis at vise, at denne antagelse ikke holder. Det er forkert at regne med, at antagelsen statistisk uafhængighed kontrollerer den strukturelle mobilitet (marginale forskelle) og det medfører, at associationen i mobilitetstabellen ikke er lig med cirkulationsmobiliteten. Alternativt skulle man så vende tilbage til at udregne de forskellige indexer for mobilitet, hvad Sobel også viser er uholdbart. Jeg mener ikke, at Sobels argumentation er lige klar, hvad angår forholdet mellem log-linære modeller og strukturel mobilitet, men det er indlysende, at man bør overveje, hvad man i stedet skal gøre.
Sobel kritiseres af Slomczynski og Krause (1984), idet de mener, at Sobel alt for hurtigt generaliserer og at man bør droppe begrebsparret struktur/cirkulation. De mener, at Sobel har overset, at flere af de refererede arbejder samt andre opererer med cirkulationsmobiliteten uafhængigt af den strukturelle mobilitet. Derudover argumenterer de for, at Sobels forudsatte præmis fører til konklusionen, at begrebsparret skippes. Sobel (1984) accepterer ikke deres kritik som sådan, men er med henvisning til det næste refererede arbejde enig med dem i, at man ikke helt skal smide begreberne ud, og at man ikke skal arbejde med begreberne struktur og cirkulation ad hoc. Det vil sige, at man ikke sådan uden videre kan udregne den strukturelle mobilitet via marginalerne i mobilitetstabellen.
Sobel, Hout og Duncan (1985) kommer et par år senere med en artikel, der prøver at skitsere hvad man kan/skal? gøre i stedet. De sætter den strukturelle mobilitet lig med marginal heterogenitet, da marginalfordelingen i mobilitetstabellen ikke svarer over ens med den faktiske arbejdsstyrkes erhvervsfordeling. De refererer endvidere til, at strukturel mobilitet for en bestemt destination påvirker alle origin-kategorier. På den måde opfatter de strukturel mobilitet som en ’uniform’ effekt, der redegører for al marginal heterogenitet.
Hermed definerer de cirkulationsmobiliteten som den del af mobilitetsprocessen, der kommer af lige ’flows’ mellem par af celler (i,j) og (j,i) i mobilitetstabellen. Heraf kan cirkulationsmobilitet ikke beregnes som associationen mellem oprindelser og destinationer. Denne definition af cirkulation medfører symmetri-modellen. Den strukturelle mobilitet er bundet til marginal heterogenitet, når associationen er symmetrisk. Disse kombinationer sammenholdt definerer den såkaldte quasi-symmetriske model (QS). Herunder bruger de én parametrisation til at vise, at hvis QS ikke fitter en empirisk mobilitetstabel, så er cirkulations- og strukturel mobilitet ikke tilstrækkelig til at redegøre for den observerede mobilitet. Heraf indfører de en supplerende begreb – ’unreciprocated mobility’, hvis associationen ikke er symmetrisk (Sobel/Hout/Duncan 1985: 360).30 Det betyder, at Sobel/Hout/Duncan betragter strukturel mobilitet som den, der enter giver anledning til stigning eller fald i chancen for en destination uanset oprindelse, dog forholdt til hvad dens del af oprindelsesfordelingen er. Det vil sige, at strukturel mobilitet er et udtryk for bevægelsen mellem erhvervskategorier, som er ’forced’ af den ulige fordeling mellem oprindelser og destinationer i tabellen, men uafhængig af oprindelseskategori (Sobel/Hout/Duncan 1985: 371). På den anden side er cirkulationsmobiliteten afhængig af oprindelser. Cirkulationen er lig med produktet af de symmetriske marginal parametre og chancen for at flytte sig (Sobel/Hout/Duncan 1985: 361).31
Deres antagelser forekommer umiddelbart ’firkantede’ set i en sociologisk sammenhæng, og er formentlig også det der gør, at man er uenige om, hvordan bedst regner på mobilitetstabellerne. For det første synes det som, at Goldthorpe m.fl. og Sobel m.fl. faktisk er enige om, at cirkulationsmobiliteten er lig med associationen mellem oprindelse og destination under antagelse af statistisk uafhængighed, men det synes også problematisk at forestille sig, at der ikke kan være en sammenhæng mellem strukturel mobilitet og oprindelse. Rent hypotetisk kan det da godt være, at oprindelse kun påvirker cirkukationsmobiliteten. På den anden side kan ændringer af samfundsstrukturen hænge sammen med sociale oprindelser, idet sammensætningen af fordelingen af social oprindelse bidrager til professionsfordelinger, uddannelsesfordelinger osv. Det kan være medvirkende til skabelsen af arbejdsmarkedet, og det er i hvert fald diskutabelt at stille krav til empirien i forhold til at indføre begrebet ’unreciprocated’ mobilitet, hvis der ikke er symmetri mellem oprindelser og destinationer. Ud fra et sociologisk perspektiv er det ikke en utilfredsstillende løsning på problemet (jf. Erikson/Goldthorpe 1992a: 49), hvor de har et par empiriske eksempler på dette. De opererer indenfor den ’topologiske’ model (Hout 1983: 37; Featherman/Hauser 1978: 131-150; Hauser 1978, 1979 m.fl.) i overensstemmelse med den generelle log-multiplicative model Goodman offentliggjorde i 1972.
Cirkulationsmobilitet til diskussion
Diskussionen mellem Hauser m.fl. og de polsk-amerikanske sociologer Slomczynski og Krause fortsatte op igennem 80erne, hvor Slomczynski og Krause i et par artikler (1986 og 1987) fastholder begrebsparret cirkukations- og strukturel mobilitet med henvisning til Hauser et al’s (1975) egen artikel, hvor de lancerede FJH-tesen om mobilitet. Slomczynski/Krause fastholder princippet ved den oprindelige ligning: Cirkulationsmobilitet = Observerede mobilitet - Strukturel mobilitet. De argumenterer for, at man gennem en adækvat matrixløsning især med hensyn til strukturel mobilitet kan fastholde princippet. De omformulerer formlen til, at den observerede mobilitet = immobilitet cirkulationsmobilitet strukturel mobilitet (Krause/Slomczynski 1986: 249). Alligevel mener de, at cirkulationsmobilitet kan defineres uafhængigt af den strukturelle mobilitet gennem antagelse om, at cirkulationsmobiliteten kan betragtes som en kompleks cyklus af ’bytninger’ af destinationer for 3 eller flere personer. Samtidigt afviser de dissimilaritetsindexet i den form, det har, som tidligere diskuteret (Yasuda, Kahl, Bertaux, Featherman/Hauser m.fl.). De indbyrdes diskussioner Slomczynski/Krause (1984, 1986, 1987, 1988) og Sobel/Hout/Duncan (1986) samt Hauser/Grusky (1988) foregår på mange niveauer, og det er i nogen grad ikke til at afgøre hvem af dem, der har ret. Der er ingen tvivl om, at Hauser m.fl. mener at have løst problemet med ligningen ved at gå bort fra den, for i stedet at operere med log-lineære modeller, hvor de polske sociologer indfører en matrixformulation, samt en række antagelser af primært matematisk karakter, som de da også bliver kritiseret for. En del af problemet ligger i, at da Featherman/Jones/Hauser i 1975 fremsatte deres FJH-tese benyttede de 2 distinktioner angående cirkulations- og strukturel mobilitet ifølge Hauser/Grusky (1988: 726), hvilket Hauser beklager meget, da det har skabt en del forvirring.
Symmetri eller asymmetri (den amerikanske drøm)
Efter at det store CASMIN-(Comparative Analysis of Social Mobility in Industrial Nations) projekt havde været undervejs noget tid, i gang sat af Müller, Erikson og Goldthorpe m.fl., kom der en hård kritik fra netop den amerikanske skole. Der er flere kritikker af den engelske skoles arbejder (Erikson/Goldthorpe 1987a, 1987b, 1992a, 1992b; Hout/Hauser 1992: 239-266). Uenigheden drejer sig om, hvordan man skal håndtere den skrøbelige situation med at udregne strukturel mobilitet, operationaliseringen af klasser osv. Goldthorpe m.fl.’s social fluiditetsmodel kritiseres for udelukkende at håndtere tabellerne asymmetrisk, og for helt at have udrangeret den strukturelle mobilitet, idet de gennem distinktionen mellem absolute rater og relative rater mener at have brudt med begrebsparret struktur/cirkulation. Goldthorpe m.fl. accepterer dog ideen om strukturelle effekter på absolute mobiltetsrater, i den forstand at effekten er formidlet gennem marginalfordelingerne i en mobilitetstabel (Erikson/Goldthorpe: 1992a: 59). Denne diskussion føres fra midten af 80’erne og frem til og med begyndelsen af 90’erne.
I sidste del af forsvarsartiklen fra december 1992 peger Erikson og Goldthorpe på noget meget grundlæggende ved de amerikanske sociologers måde at tackle mobilitetsstudierne på. Erikson m.fl. hæfter sig ved, at de tager udgangspunkt i Sorokin m.fl. som f.eks. formidlet af Otis Duncan i 1968, hvor måden at anskue mobilitetsstudier på hænger tæt sammen med deres opfattelse af det amerikanske samfund som et hierarkisk ulighedssamfund, der ses af stratifikationsprocessen. Det vil sige, at mobilitetsraterne ses som et udtryk for stratifikationsprocessen, sådan at det nærmest er disse, der konstituerer stratifikationen (Erikson/Goldthorpe 1992b: 295). Dermed blev mobilitet set i sammenhæng med sociale differentieringsprocesser og klassestruktur efterhånden ekskluderet, hvor fokus kom til at ligge på studier af ’status-attainment’. I denne proces tog regressionsanalyser over, hvor tabulerings-
analyser gled ud. Men tabelanalyserne kom tilbage, da man indså at de strukturelle effekter var uomgængelige i analyserne af mobilitet og sociale processer. På den måde kom tabelanalyserne tilbage, og de tekniske og sociologiske problemer med tabellerne blev delvis afhjulpet af log-lineære modellers fremkomst. Denne nye sammenkobling af status-attainment-orienteringen og analyserne af mobilitetstabeller sås netop i flere amerkanske sociologers arbejder (Hauser 1978; Featherman/Hauser 1978; Hout 1984; 1989; Sobel/Duncan/Hout 1985). Alligevel mener Goldthorpe og andre, at der med Duncans arbejder blev fastholdt en status-attainment-linje (ses f.eks. af Duncans artikel fra 1979: ’How destination depends on origin in the occupational mobility table’). Goldthorpe m.fl. mener således, at den amerikanske drøm består i, at de trods tabelanalyser fastholder ’achievement’-synspunktet eller at:
the possibility that the mobility regimes of modern societies can be parsimoniously32 modelled within a primarily hierarchical perspective...(Erikson/Goldthorpe 1992b: 296).
Den ’engelsk-svenske-skole’ fastholder således, at klassestrukturovervejelser medtænkes, og at det derfor heller ikke er muligt at fastholde antagelsen om symmetri.
Perspektivering af mobilitetsstudier
Vi har nu været igennem en række studier af social mobilitet. Det er fremgået, at man især metodologisk set har været optaget af at tage højde for ændringer i erhvervssammensætningen, den strukturelle mobilitet, når man måler og begrebsliggør social fluiditet, den sociale cirkulation. De sociale mobilitetsstudier er i metodologisk henseende meget begrænsede, og det virker i de fleste tilfælde som om, at man ikke har skævet til den generelle sociologi eller blot den sociologi, der har arbejdet med at omkalfatre og udvikle adækvate metoder til analyser af social mobilitet33, eller til at mobilitet ikke blot er mobilitet, men kan defineres og begrebsliggøres på mange måder, og det har en central betydning for, hvad det er man faktisk måler og analyserer sig frem til. Begreberne som anvendes er meget tidstypiske, idet studier af transitioner i 1960erne og 1970erne ofte benyttede sig af begreber som social mobilitet og status-attainment, og derfor forankret i traditionel mobilitetsforskning gående ud på at opgøre forskellige former for mobilitetsindexer, og især forankret i visse amerikanske varianter af mobilitetsforskning, det vil sige hovedsageligt status-attainment-traditionen, som Blau/Duncan (1967) stod for, og dertil kommer arbejdsmarkedsvinklen (vacancy-perspektiv) inden for rammerne af stratifikationsforskning, som tog fat (f.eks. Smith/Abbott 1983). Der er efterhånden, især fra 1980erne af, parallelt med hovedretningener etableret en livshistorisk tilgang med henblik på at undersøge transitioner, både fra en kvantitativt (Blossfeld, Mayer m.fl.) og kvalitativt betonet vinkel (Moen 1985; Dex 1991; Alheit 1995; Bertaux/Thompson 1997 m.fl.).
Man kan konstatere, at analyserne i den sociologiske mobilitetsdiskurs er mere avanceret og nuanceret end man skulle tro. Der er i visse dele af diskursen meget fokusering på ’de rette’ statistiske metoder (Sørensen 1998), men det har ligeledes afstedkommet en nuancering i det begrebslige arbejde, og det har også ført til, at analysen af mobilitetsforskningen bedre kan perspektiveres (Bourdieu 1966, 1979, 1989; Bourdieu/Saint Martin 1987). Heath mener, at det karakteristisk, at den teoretiske mobilitetsforskning ikke ’grundlæggende’ er kommet videre siden Sorokin (Heath 1981: 30, som Gesser 1987 også er inde på). Jeg mener imidlertid, at man med Goldthorpes m.fl.’s arbejder som Social Mobility and Class Strcuture in Modern Britain, og Bourdieu m.fl.’s arbejder som La Distinction og La noblesse d'État er kommet videre i 1980’ernes og 1990’ernes teoretiske forskning, men det er alligevel ikke helt forkert at notere sig, at anstrengelserne i efterkrigstiden primært har drejet sig om store empiriske undersøgelser af social mobilitet. Det bemærkes at en nærmere læsning af ganske mange publikationer fra 1950’erne og fremad viser, at den sociale mobilitetsdiskurs til dels er blevet mere nuanceret, hvilket også fremgår af bestræbelserne på at omkalfatre perspektiverne for studierne, dels ved at fokusere på intragenerationalitet og livsbaner, dels ved grundige metodologiske studier på den ene side med Duncan, Hout m.fl i USA og på den anden side Goldthorpe, Erikson, Müller m.fl i England, Sverige og Tyskland.
Det kan iagttages af forskere i USA med Duncan, Hout m.fl. og af andre positioner i England, Sverige, Tyskland med Goldthorpe, Erikson, Müller m.fl. Det betyder ikke, at de ikke refererer til hinanden og diskuterer hinandens skrifter snarere tværtimod, se f.eks. Hout/Hauser 1992 og Erikson/Goldthorpe 1992b, hvor de hidsigt diskuterer forskellige metoder i: European Sociological Review 1992.
Sammenfattet viser de mange ’skoler’ inden for mobilitetsforskningen, at man i en vis grad har taget højde for den kritik Bourdieu har fremført, uden at de (især Goldthorpe m.fl.) dog har indarbejdet analyser af felt- og rekonversionsbegrebet, der med fordel kan bringe mobilitetsstudierne videre (se senere). Dette kan formentligt ses i lyset af, at Goldthorpe m.fl. har et andet videnskabsteoretisk udgangspunkt end Bourdieus m.fl., hvilket også fremgår af referencerne til Lakatos (Goldthorpe/Marshall 1992a: 382) og til Popper (Erikson/Goldthorpe 1992a: 1, 62), der holder fast ved hypotese-udgangspunktet og ved at opdagelsesfasen adskilles fra validitetsfasen.
Gennem læsning af især Erikson/Goldthorpe (1992a: kapitel 3, 1994: 289) kan det konstateres, at der er forskellige opgørelser af mobilitet for industrialiserede nationer i dette århundrede. Det er faktisk problematisk overhovedet at bestemme en stigende såvel absolut som relativ mobilitet (i forhold til før-industrialiserede nationer), sidstnævnede forstået som mobilitetsmuligheder. Det kunne man ellers have forventet på baggrund af tidligere mobilitetsstudier, der fremsatte påstande om, at den øgede industrialisering ville medføre stigende opadgående social mobilitet, forstået som bevægelser fra mindre priviligerede positioner til mere priviligerede positioner, for flere befolkningsgrupper. Socialhistorikere har dog blandet sig i denne analyse og diskussion, og har afvist ideen om en konstant social mobilitet i løbet af industrialiseringen. De har i stedet påpeget ‘mangfoldige faktorer’, som påvirker den sociale mobilitets-niveauer over tid, og empirisk har de forsøgt at etablere en række ‘eras’ og ‘faser’ med både stigende og faldende mobilitet indenfor perioden med industrialisering (jf. Kaelble [1983]/1986: kapitel 1,4, 142-143; Erikson/Goldthorpe 1992a: 103-104, 1994: 309). Det drejer sig i virkeligheden om, at faktorer som demografiske ændringer, forandringer af virksomhedsstrukturer, migrationer, ændrede familieforhold, livskriser, opkomsten af velfærdsstaten, specifikke regeringspolitik (lighedspolitik) har haft betydelig virkning for social mobilitet.
Kapitel 5. En ny teori om social mobilitet
En reaktion på teoretisk-metodiske problemer
Der er en række problemstillinger eller vanskeligheder knyttet til analysen af livsbaner, transitioner og rekonversioner, som samfundsforskere gennem års begrebsudvikling har søgt at løse og korrigere. Det drejer sig om flere problemkomplekser. Problemet er, at mobilitetsforskningen ofte identificerer social mobilitet som opadgående mobilitet, selvom der i virkeligheden blot var tale om skift fra for eksempel husmand til administrator i staten. Denne kritik indebærer flere aspekter. Dels problemet angående den strukturelle mobilitet, dels dette at det sociale rum (som siden defineres og udfoldes) indebærer mindst to typer af bevægelser, vertikale og horisontale (og tværgående, jf. Bourdieu 1992b/1996), dels at bevægelserne foregår henover forskellige specifikke kampfelter. Det er muligt at konstruere en metode, der forholder sig til social mobilitet, ved at indfange og begrebsliggøre væsentlige rekonversionsprocesser.
Skabelsen af begreber som rekonversion m.fl. kan ses som en reaktion på begrebet om social mobilitet. Denne kreation begyndte i midten af 1960erne, og gik præliminært ud på at forkaste begrebet om perfekt mobilitet, men som senere sættes under pres gennem teorien om social og kulturel reproduktion (Bourdieu/Passeron 1970/1977), som også indeholder en teori om rekonversionsstrategier (Bourdieu/Boltanski/Saint Martin 1973; Bourdieu 1974). Begrebet rekonversion anvendes til at beskrive og analysere de strategier, der finder sted, som led i reproduktionen. Rekonversionsstrategier defineres således som praktikker, gennem hvilke sociale grupper bestræber sig på at fastholde eller skifte position i den social struktur.
Social differentiering som et rum
Bourdieus indførelse af begrebet om det sociale rum er et forsøg på at kunne redegøre for komplekse sociale differentieringer i samfundet. I klassisk og nyere sociologisk teori er social differentiering i større og mindre omfang blevet beskrevet og analyseret i lyset af industrisamfundets opkomst og de moderne national staters fremvækst. Disse samfund og stater er på mange forskellige niveauer differentierede. Det gælder økonomisk, politisk, i familierne og i de kulturelle systemer. Konkret har differentieringen implicerede sociale og økonomiske arbejdsdelinger og specialiseringer, til forskel fra de feudale landbrugssamfunds strukturer. Differentieringerne har endvidere ført til opdelingen mellem lovgivende, udøvende og dømmende magt, dannelsen af partier, organisationer, institutioner, felter, medier, bureaukratier osv., der igen er differentieret. På det kulturelle områder har differentieringerne udmøntet sig i forskellige symbolsystemer: kunst, videnskab, religion osv. Disse felter fungerer relativt autonomt. Differentieringen har ligeledes medført dannelsen af forskellige grupper og sociale fraktioner (Andersen: ’Funktionalisme og sociale systemer’, i: Sociologi 1992: 27-29). De komplekse differentieringsprocesser34 kan nærmere beskrives ved en historisk-genetisk analyse af de forskellige områder og felter. Differentiering er således relateret til flere forskellige aspekter af samfundet (som Bourdieu konstruerer som det sociale rum).35
Bourdieus ambition er formentlig lige så stærk, som den man finder hos Weber, der forsøger at vise uddifferentieringen af bestemte områder i samfundet (nogle af disse bliver felter)36, som er med til at skabe grundlaget for forskellige former for delinger: arbejdsdelinger etc. På den anden side understreges det at der findes generelle love for de sociale felter (Bourdieu 1976/1997b: 117). Det kan udtrykkes gennem at sige at alle felter er homologe, jf. hypotesen om homologi (Bourdieu/de Saint Martin 1976), det vil sige struktureret på samme måde, generelt udmømtet i en symbolsk og økonomisk pol. Denne struktur findes grundlæggende i det sociale rum. Dette indebærer en konstruktion af totaliteten af relationerne, som forskellene på klassernes og fraktionernes sociale livsbetingelser danner. Det vil med andre ord sige et fire-dimensionelt rum konstitueret af klassernes indbyrdes positioner. De tre dimensioner angår økonomisk, social, kulturel/uddannelsesmæssig kapital, og den sidste dimension angår tiden/udviklingen af det sociale rum over historisk tid/den sociale livsbane for klasser/individer/klassehabitus. De tre dimensioner vises som to dimensioner (jf. Bourdieu 1979), men det er muligt at forestille sig, at der rent faktisk er tre dimensioner. Den ene af de to dimensioner drejer sig om volumen af kapital (lodret akse), hovedsageligt defineret af økonomisk og kulturel kapital (både kultur, uddannelse og social oprindelse), den anden dimension drejer sig om forholdet mellem økonomisk og kulturel kapital, det vil sige strukturen af kapitalfordelingen (vandret akse). Den sidste dimension handler om den tidslige udvikling af det sociale rum, den sociale livsbane (det er den dimension jeg særligt har studeret i forhold til eliteidrætsudøvere gennem sportsfeltet, jf. Munk 1999a):
Det sociale rum er konstrueret på en sådan måde, at agenter eller grupper er fordelt i det i overensstemmelse med deres positioner i den statistiske fordeling baseret på to differentiationsprincipper, som i de fleste advancerede samfund som USA, Japan eller Frankrig uden tvivl er de to mest virkningsfulde, økonomisk og kulturel kapital. Det følger heraf, at alle agenter er lokaliseret i dette rum på en sådan måde, at desto tættere de er på hverandre, desto mere deler de i forhold til disse to dimensioner, og jo længere væk de er fra hinanden, desto mindre har de tilfælles. Rummelige afstande på papiret svarer overens med sociale afstande (Bourdieu 1991d: 635/1994b: 20).
Gennem en relationistisk tankegang konstrueres det sociale rum og det korresponderende symbolske rum (først kaldet livsstilsrummet i 1979). Overordnet betragtet er La distinction37 en analyse af forholdet mellem samfundets sociale struktur og forskellige klassers materielle forankring og smag. Analysen er et forsøg på at gå mellem de marxistiske klasseanalyser og stratifikationsteorier (Boudon og Thélot i Frankrig, (Sorokin i USA), Glass i England, Carlsson i Sverige og Svalastoga i Danmark), og det er en analyse og kritik af Kants æstetiske teori om dømmekraften, der ifølge Kant skulle have en vidtgående selvstændighed38:
Vi har forsøgt at konstruere og verificere en systematisk habitusteori, betragtet både som et system af skemaer, der producerer homologe effekter i meget differente domæner og som en måde at mediere mellem rummet af sociale positioner og rummet af livsstile. Denne teori er baseret på adskillige imformationskilder, der inkluderer en survey bestående af 1217 spørgeskemaer, som havde til hensigt at undersøge et antal områder, som sædvanligvis tænkes som totalt uafhængige (maleri, musik, fotografi, madlavning, indretning, tøjstil), monografiske studier, dybdeinterviews, og sekundære analyser af tilgængeligt statistisk datamateriale (INSEE etc.) (Bourdieu/de Saint Martin 1976: 114).
Konstruktionnen fordrer dog en række epistemologiske brud: Udgangspunktet for konstruktionen af de to rum er en social topologi, idet sociologien hos Bourdieu opfattes som en social topologi.39 Der forudsættes tre brud i forbindelse med konstruktionen af det sociale rum (det vil sige brud med marxistisk teori40):
- Et brud med tendensen til at priviligere substanser (klasser), det vil sige de 'virkelige' grupper hvis antal, grænser, medlemmer man forsøger at definere på bekostning af relationerne mellem disse, og illusionen om, at den af sociologen teoretisk konstruerede klasse kan ækvivaleres med de reelle klasser (mobiliserede grupper).
- Et brud med økonomisk tankegang, der leder til at reducere det sociale felt, et multidimensionelt rum konstitueret som koordinater, det vil sige social positioner, alene til det økonomiske felt, til et spørgsmål om økonomiske produktionsrelationer.
- Et brud med objektivismen, som går hånd-i-hånd med den form for intellektualisme, som leder til at ignorere de symbolske kampe, der eksisterer i de forskellige sociale felter, hvor repræsentationen af den sociale verden og de forskellige hierarkier i felterne og mellem felterne er på spil.
Begrebet social mobiltet transformeres (strukturel homologi)
Studierne af social mobilitet har ikke været opmærksom på, at det sociale rum tillader mindst to typer af bevægelser (også de tværgående, jf. Bourdieu 1992b/1996; Munk1999a). Det hænger blandt andet sammen med, at de har ikke medtænkt feltbegrebet, at der i det sociale rum finder kampe sted, der går ud på at reproducere familien og for at fastholde personers positioner og udvide positionerne. Det sker bevidst og ubevidst.
Reproduktionsstrategierne - overlevelsesstrategierne - afhænger af sammensætning og størrelse af kapital og af forskellige reproduktionsmidler som arv, skikke, arbejdsmarked, uddannelsessystem m.v. formidlet gennem personers (dispositioners) rettethed mod fremtiden. Hvis kapitalforhold eller disse midler ændres, er det nødvendigt at tilpasse reproduktionsstrategierne igennem rekonversion af den kapital, man besidder til andre former for kapital. Det drejer sig f.eks. om konversion af økonomisk kapital til uddannelseskapital, sådan som det er sket gennem efterkrigstiden for især sønner og døtre af virksomhedsejere (Bourdieu 1979/1986: 136-137; Hansen 1995: 144, 240-241). Dette fænomen er studeret i Frankrig (Bourdieu/Boltanski/Saint Martin 1973; Bourdieu/Boltanski 1978; Bourdieu/de Saint Martin 1978; Bourdieu 1989/1996). På den ene side studeredes en række store virksomheder og på den anden side uddannelsessystemets højere læreanstalter, og derigennem den såkaldte statsadel og magtrelationer. De forskellige projekter af disse forskellige felter af det franske samfund blev sammenfattet og videreudviklet i La noblesse d'État (1989), hvor La distinction (1979) er indkorporeret. Bourdieu foretog denne sammenkædning, fordi han antog en strukturel homologi mellem virksomhedsfeltet, magtfeltet og Grandes Ecoles, de større og prestigefyldte højere læreanstalter (Bourdieu 1989: 7-15, 234-235/1996; Wacquant/Bourdieu 1993: 19). Det vises at virksomhedsejeres sønner og døtre indtog studiepladserne på de væsentligste højere læreanstalter (ENA, ENS, Sciences Po, Ecole Polytechnique etc.). Det skyldes at virksomhedsfeltet har undergået ændringer, herunder dets forhold til uddannelsessystemet. Det har at gøre med ændringer i det økonomiske felt og i organiseringen af virksomhederne. Før var de så at sige familiebaseret og funderet på en mekanisk solidaritet. Nu er de baseret på en afhængighed mellem firmaerne og statsstøtte, en form for organisk solidaritet, på grund af sammenfaldende interesser og forskellige netværker, hvorved magten kan styrkes (Bourdieu/Boltanski/Saint Martin 1973: 63-64; Bourdieu/Boltanski 1978: 199). Det har fordret flere specialiserede agenter og dermed også uddannelser. Tidligere fastholdte virksomhederne deres positioner gennem overførsler af økonomisk kapital. Da sønnerne efterhånden indtrådte på uddannelsesmarkedet på Handelshøjskolerne, ingeniørskolerne og forskellige universiteter, blev der derigennem også større kamp i uddannelsessystemet: Om de forskellige titler i relation til forskellige poster (Bourdieu/Boltanski 1975). Det er ligeledes baggrunden for at små og mellemstore virksomheder er faldet i antal (Bourdieu/Boltanski/Saint Martin 1973: 93-99; Bourdieu/Boltanski 1978: 211).
Rekonverteringen af økonomisk kapital til uddannelseskapital medfører en transformation af ’profit-strukturerne’. Rekonversionerne har ifølge Bourdieu, Boltanski og de Saint Martin at gøre med bevægelser i det sociale rum, der intet tilfælles har med:
the unreal and yet naiveley realistic space of so-called ”social mobility” studies. The same positivistic naievty which sees ”upward mobility” in the morphological transformations of different classes or fractions is also unaware that the reproduction of the social structure may, in certain conditions, demand very little ”occupational heredity”. This is true whenever agents can only maintain their position in the social structure by means of a shift into a new condition (Bourdieu 1979/1986: 131).
Det gælder for eksempel skiftet fra en lille landbruger til administrator i statslig tjeneste eller fra selvstændig håndværker til kontorarbejder eller sælger. Vertikale bevægelser kan foregå i det samme felt, som f.eks. fra lærer til professor, eller fra lille håndværksmester til storentreprenør. Derimod foregår vandrette bevægelser fra et felt til et andet, horisontalt, som f.eks. fra lærer til butiksejer eller på forskellige niveauer, fra kiosksejer til forretningsmand i industrien. Det betyder, at vertikale bevægelser kun kræver en forøgelse af kapital, der allerede er dominerende i profitstrukturen, og således foregår i det enkelte felt, f.eks. sportsfeltet eller det bureaukratiske felt (tænk på diskussionen om rekruttering af jurister til dommerhvervet og til magtfulde stillinger i justitsministeriet), hvorimod transversale bevægelser kræver skift fra et felt til et andet (tænk på skiftet fra landmandsdatter til lærer eller sygeplejerske). På den måde foregår rekonversioner fra et område til et andet. Det er sådanne bevægelser der medreflekteres, hvis analysen skal være fuldstændig.41
I La noblesse d'État foretages en kritik af studier af social mobilitet, som kaldes for commen-sense-agtige og beskyldes for at have en naiv filosofi med henvisning til: Tel père tel fils (C. Thélot).42 Det påpeges at problemet med teorierne om social mobilitet hænger sammen med antagelsen om, at sønnen så at sige arver faderens position. Det er problematisk. Det er nødvendigt at tænke sociale mobilitetsprocesser ind i en anden kontext. Mobilitetsmønstre foregår ikke blot isoleret mellem forældre og deres børn, det foregår i forskellige felter, der fungerer på en bestemt facon og løbende historisk set transformeres, som f.eks. feltet af højere læreanstalter for så vidt at denne struktur bidrager til reproduktionen af det sociale rum og magtfeltets struktur (Bourdieu 1989: 191-196). Formålet er at sætte mobilitetsmønstrene ind i en samfundsmæssig kontext hvor flere områder sammentænkes, gennem hvilket det er muligt at forklare mobilitetsprocesserne. Denne pointe fremkommer allerede langt tidligere43, hvor Bourdieu kritiserer simple målinger af individers inter- og intragenerationelle mobilitet. Der konstateres måske ændringer men disse betyder ikke nødvendigvis at de sociale strukturer forandres. Dette er ikke engang en betragtning eller analyse, man kan sige hører 70’erne til. Det ses tydeligt i Erik Jørgen Hansens seneste studie (Hansen 1995). Det er en væsentlig og central pointe, der for at nuancere diskussionen om den strukturelle mobilitet reflekteres i analyser social mobilitet og rekonversioner.
Diskussionen om den strukturelle mobilitet og erhvervssammensætningen kan perspektiveres gennem en kritik der blev understreget gennem en artikel af Bourdieu og Boltanski fra midten af 70’erne, hvor de stillede spørgsmålstegn ved forholdet mellem titel og job.De fleste mobilitetsstudier har forsøgt at tage højde for ændringerne i erhvervssammensætningen, men de symbolske og sociale betydninger, der er knyttet til et givet job, er ikke medregnet, udover man i den amerikanske status-attainment-tradition faktisk har fokus på status-dimensionen (se f.eks. Svalastoga 1959; Sørensen 1986, 1994: 230; J.Andersen 1998: 198, 202). For det kan ikke antages at f.eks. en lærer eller en anden profession er den samme i betydning i 1880, i 1930, i 1976 og i 1997, eller set i forhold til relationen mellem titel og job. Det er ganske givet ikke. Men problemstillingen har også at gøre med, at der en kamp om at navngive og dermed om positioner.
Det som mobilitetsstudierne reducerer til et spørgsmål om individuel bevægelse, er på den ene side effekter af uddannelsessystemets forandringer - det vil sige forandringer i apparaterne for produktion af agenter - og hænger på den anden side sammen med strukturforandringer af arbejdslivets positioner, det vil sige forandringer af det økonomiske apparat. En mekanisk materialisme som blot anerkender teknologisk determinisme, ser maskinparkens forandring som årsag til forandringer af maskinbetjentenes profession. Men på den måde glemmes det, at uddannelsessystemet og andre apparater (sportssystemet etc., MM), som producerer agenter til produktionen, har en relativ autonomi, hvilket er grunden til hysteresis-effekten (eksempelvis at uddannelsessystemet producerer litterater, medens produktionsapparaterne kræver ingeniører og naturvidenskabsfolk) (Bourdieu/Boltanski 1975/1981: 142/1985: 108).
Ambitionen, i sådanne generelle studier af sociale strukturer, er således at analysere forholdet mellem transformationslovene i feltet, hvor den økonomiske produktion finder sted, og transformationslovene i feltet, hvor ’producent’- reproduktionen finder sted (skolen, familien osv.). Det er derfor ikke tilstrækkeligt at analysere de forskellige fordelinger over sociale klasser, indkomst, geografi og den særlige tilknytning mellem parti (socialdemokratiet) og fagforeninger i Danmark. Der savnes en analyse af de såkaldte ’eliter’, herunder uddannelsessystemet, der er garant for produktionen og reproduktionen af ’eliterne’. Der er ikke foretaget mange analyser af eliterne i Danmark44, men det er relevant for at kunne beskrive et land som Danmark, herunder de forskellige former for rekonversion og social mobilitet, der løbende finder sted. Som vi senere kommer tilbage til, er det relevant i den her sammenhæng at understrege, at det ikke er tilstrækkeligt at operere med relationen udbud/efterspørgsel i forsøget på at forklare mobilitetsprocsser, som nogle arbejdsmarkedsforskere (Boje 1986 m.fl.) fremturer med. Det er afgørende at rette søgelyset mod en videnskab om klassifikationer (se kapitel 9).
Kapitel 6. Alternative begreber
Fortsat kritik af mobilitetsstudier: rekonversionsteorien
Med begrebet rekonversion er det muligt at bestemme centrale samfundsmæssige processer, der foregår i overenstemmelse med omkalfatringer og reproduktioner af den sociale verden, dermed kan både forandringer og gentagelser forstås og forklares. Derfor er det forenklet og absurd at påstå, at Bourdieus sociale teorier udelukkende går ud på at beskrive og analysere sociale og kulturelle reproduktioner. Det er afgørende at studere omsættelser mellem forskellige former for kapital, fra økonomisk kapital til symbolsk kapital og vice versa. Det sociale liv bliver på den måde et spørgsmål om at omsætte og konvertere kapitaler, men primært kapital der er garanteret, anerkendt og igenkendt som kapital. Dermed kan vi hurtigt udlede, at agenter eller grupper med ressourser, der ikke er anerkendt som kapital eller slet ingen ressourser har, står med svære betingelser i det sociale rums felter. Udgangspunktet er, at det er muligt at konvertere forskellige former for kapital fra den ene form til den anden. Når begrebet konversion anvendes i en sproglig kontekst er det ofte i forbindelse med konverteringer fra en religion til en anden, f.eks. fra protestantisme til katolicisme. Her anvendes begrebet i forhold til at beskrive og analysere rekonversioner generelt, det vil sige strategier i forhold til den sociale reproduktion. Rekonversionsstrategier er praktikker, hvorigennem enhver social gruppe bestræber sig på at fastholde eller skifte dets position i den social struktur, eller anderledes udtrykt, som en etape i evolutionen af klassesamfundet der udelukkende kan bevares gennem forandring. Det er objektivt set en kamp mellem forskellige positioner, hvor de enkelte grupper forsøger at vinde fordele, eller i det mindste at mindske ulemperne. Det ses meget tydeligt af kampen om uddannelsespladserne og gennemførelsen af uddannelser. Gennem årene er der således foregået en morfologisk forandring af antallet af gennemførte uddannelser (Bourdieu 1979/1986: 156-158). Det gælder i mange europæiske lande, eksempelvis Frankrig og Danmark.45
Teorien om rekonversionsstrategier medfører et brud med ideen om, at den ’sociale rangstige’ kan repræsentere hele den sociale verden, en slags metafor der anvendes for at indfange den sociale verdens socialitet, hvortil er knyttet begrebsparret ’opstigning’ og ’nedstigning’ i forhold til mobilitet. Der kræves et brud med den form for konstruktion da den medfører en én-dimensionel repræsentation af den sociale verden. Forskningen i social mobilitet har længe været domineret af denne konstruktion.46 Det hævdes at denne repræsentation er en pseudo-videnskabelig elaborering, da den reducerer den sociale verden til et kontinuum af abstrakte strata, produceret ved at aggregere forskellige former for kapital (items) gennem konstruktioner af indekser. Disse indekser destruerer strukturer. Projektioner ned på én enkelt akse, der repræsenterer det sociale hierarki, er ekstremt kompliceret at foretage, hvorigennem de forskellige former for kapital så at sige sammenpresses til enkelte indekser. Det er objektivt muligt at gøre dette gennem princippet om, at én slags kapital kan konverteres til én anden slags kapital. Men cirkulationsraten mellem forskellige kapitaler varierer i overensstemmelse med magtrelationerne mellem positioner, der er indehavere af forskellige former for kapital:
By obliging one to formulate the principle of the convertibility of different kinds of capital, which is the precondition for reducing the space to one dimension, the construction of a two-dimensional (egentligt tre) space makes it clear that the exchange rate is a stake in the struggle over the dominant principle of domination (economic capital, cultural capital or social capital), which goes on at all times between the different fractions of the dominant class (Bourdieu 1979/1986: 125).
Vi kan således fastslå, at princippet for konvertibilitet er afgørende at inddrage i forsøget på at studere social mobilitet.
I det følgende vil jeg præcisere det foregående princip for konvertering ved at sammentænke forskellige former for ismer (økonomisme og semiologisme) konstrueres et princip, der gælder i forbindelse med konverteringer, der kan ævivaleres med den mekaniske fysiks energiprincip, nemlig at Energien = konstant = summen af alle former for energi. Det betyder, at profitter erhvervet i et område medfører omkostninger i ét andet område. På den måde eksisterer begrebet spild ikke i den generelle videnskab om praktikkernes økonomi. Alle disse områders universelle ækvivalent er arbejdstid i den bredeste mulige forstand (Bourdieu 1986: 253). Bevarelsen af social energi sker således gennem utallige konversioner, og bekræftes hvis man både tager højde for arbejdstiden, der er akkumuleret i en eller anden form for kapital, og for den arbejdstid der er nødvendig for at transformere kapital fra et område til et andet. Det ses af at der nogen gange skal investeres en del arbejdstid, gøremål, kontakter, gaver, omsorg, opmærksomhed osv. for at kunne konvertere social kapital til økonomisk kapital. Det gælder endvidere også, når kulturelle værdier transmitteres i familien. Sådanne processer fordrer kapital og tid. Konvertibiliteten af forskellige former for kapital er grundlaget for strategierne rettet mod at sikre og reproducere kapital og positionen i det sociale rum, og det sker gennem konversioner, der koster mindst muligt i termer af konverteringstid (arbejde) og i termer af tabene iboende i konversionen selv (da de sociale magtrelationer forandres over tid). Det afgørende er, hvor nemt de forskellige former for kapital konverteres og transmitteres, og umiddelbart kan forskellige former for kapitalers inkommensurabilitet give anledning til stor usikkerhed, også fordi det gælder om at tabe så lidt som muligt på at konvertere kapital. Når der f.eks. er tale om intergenerationelle konverteringer, er der er meget på spil, da den næste generation skal sikres. Der kan ligeledes være en stor risiko ved erhvervelsen af social kapital, da denne form for kapital ikke nødvendigvis er garanteret af officielle institutioner. Der ligger derfor en satsning i udvekslingerne af profitter til opnåelse af social kapital, hermed kan der tabes en del økonomisk kapital. Bourdieu peger på, at der i den forbindelse er en tendens til et omvendt (inverst) forhold mellem tab og hemmelighed. Det vil sige jo mindre tab, jo større hemmelighed. Jo større tab desto mindre hemmelighed. For dermed at sikre mindst muligt tab ved f.eks. transmission af kulturel kapital, er det nødvendigt at ’skjule’ denne transmission så godt som muligt, men det er der også en risiko ved, da især uddannelsessystemet helst belønner ’naturlige præstationer’, og da især arbejdsmarkedets logik primært accepterer kvalifikationer garanteret og blåstemplet af uddannelsessystemet, er der en stor risiko ved transmissioner. Derfor spiller uddannelsessystemet også en vigtigere og vigtigere rolle end nogensinde. Det ses også af det stigende optagelsestal på de videregående uddannelser, ved at eksamener og titler generelt er mere og mere afgørende ved besættelse af et stigende antal positioner, især de dominerende stillinger.47 Dermed bliver uddannelsessystemet også i højere grad en garant for de dominerende grupper i samfundet, og det bliver formentligt i sidste instans dem, der har monopolet for transmissionen af magt og privilegier (Bourdieu 1986: 254).
De sociale livsbaner
Til begrebet om rekonversion knyttes ideen om social livsbane, der defineres som en serier af positioner, der successivt besættes af den samme agent eller den samme gruppe af agenter i successive rum (Bourdieu 1992b: 359/1996: 258). Alle livsbaner forstås som en særlig måde at rejse gennem det sociale rum, hvor dispositionernes habitus udtrykkes. Enhver forrykkelse mod en ny position markerer et skridt i processen af social ældning. Der skelnes mellem intragenerationelle (A) og intergenerationelle (B) livsbaner. A. Deraf opfattes at de utallige individuelle historier kan erstattes af familier af intragenerationelle trajektioner i centrum af det kulturelle produktionsfelt. Specifikt foretager Bourdieu betragtningerne i forhold til kunstens felt. Der skitseres to principper for forskydninger. På den ene side sker der forskydninger inden for en enkelt sektor i det kulturelle produktionsfelt, som korresponderer til en større akkumulation af kapital, det vil sige anerkendt kapital for kunstnere (eller andre...) i den symbolsk dominerende sektor, og økonomisk kapital for dem som er placeret i de mere heterogene sektorer. På den anden side, er der forskydninger, som implicerer en ændring af sektoren og konversioner fra en specifik kapital til en anden form for specifik symbolsk kapital, og endvidere konverteringer af symbolsk kapital til økonomisk kapital (Bourdieu 1992b: 360/1996: 259). B. På tilsvarende vis kan der sondres mellem forskellige hovedklasser af intergenerationelle trajektioner inden for det kulturelle produktionsfelt. På den ene side eksisterer der de ascenderende (opstigende) livsbaner, som kan være direkte, i form af forfattere eller andre hidrørende fra arbejderklassen der opstiger til den herskende klasse, eller på en krydsende måde, i form af agenter fra småbogerskabets håndværkere, småhandlende eller andre. Det sidste sker som oftest på grundlag af et kritisk brud med den kollektive livsbane i slægten i overensstemmelse med konkurser eller faderens død. På den anden side er der de transver- selle livsbaner, horisontelle, men i en vis forstand nedstigende i hjertet af magtfeltet, som leder hen til det kulturelle produktionsfelt baseret på positioner, som midlertidigt er dominerende og kulturelt domineret (stor-industriens borgerskab) eller baseret på mellem- positioner, stort set lige rige på økonomisk og symbolsk kapital (det vil sige liberale positioner som læger og advokater), og endvidere er der de stabile horisontelle bevægelser (hverken opstigende eller nedstigende). Bourdieu taler om, at det handler om at være helt præcis, og dermed drejer det sig om at differentiere blandt livsbaner i overensstemmelse med disses ankomst-positioner til hjertet af det kulturelle produktionsfelt, det vil sige en position, der foreløbigt er domineret og kulturelt dominerende eller omvendt, eller til en neutral position. For eksempel de tilsyneladende nul-bevægelser af intellektuelle i andengenerationen kan indebære andre placeringer fra en pol til en anden pol i det kulturelle produktionsfelt. Det er således kun da, at man kan isolere de mest sandsynlige livsbaner, inden for rammerne af de mulige forbindelser mellem intergenerationelle livsbaner og intragenerationelle livsbaner. Det omhandler opstigende intergenerationelle livsbaner og især krydsende livsbaner for eventuelt at udvide disse til intragenerationelle bevægelser, ledende fra den symbolsk dominerende pol til en symbolsk domineret pol, fra de mest konsekrerede ligaer og turneringer til de mindre attraktive. Biografiske analyser kan på den måde medvirke til at få principperne for udviklingen af sportsområdets eller andre områders skiftende betydning over tid belyst. Det vil sige positive eller negative sanktioner, succes eller fiasko, udfordringer eller advarsler, konsekration eller udelukkelse osv. (Bourdieu 1992b: 361/1996: 260).
Der eksisterer flere forskellige paradigmer eller forskningstraditioner, hvor studieobjektet er sociale livsbaner, hvor man ingenlunde har opnået enighed. På den ene side findes en mobilitetsforskning hovedsageligt bestående af en amerikansk status-tilgang og en europæisk klasse-orientering. På den anden side findes den livsbiografiske/historiske forskning, som mestendels tager udgangspunkt i subjektivitet og subjektets hverdagsliv. Endelig er der flere forskellige positioner, liggende mellem de to nævnede, som dels fremhæver kollektive livshistorier (jf. Elder 1985; Blossfeld et al 1989; Dex 1991; Mikkelsen 1998), og dels en retning som knytter an til en forståelse af, at sociale livsbaner foregår henover forskellige felter i samfundet, hvori kræfter virker. Pointen er at forstå sociale livsbaner, som noget der har relation til konkrete menneskers bestræbelser, drømme og forestillinger, til specifikke områder af samfundet, særligt karakteristiske, og som noget der er viklet ind i større samfundsmæssige processer og mekanismer, som ligger ud over det enkelte individs ønsker og vilje. Det er centralt at være opmærksom på, at agenter ikke udelukkende defineres af forskellige sociale og kulturelle egenskaber, som de besidder på et givet tidspunkt. Betingelserne for erhvervelsen af disse egenskaber lever videre i habitus, og samtidigt defineres agenter af forholdet mellem begyndelseskapital og kapitalen til et givet tidspunkt. Det medfører, at agenter, der gennem de statistiske relationer viser, at de ligner hinanden og derfor må siges at tilhøre den samme gruppe, ikke nødvendigvis har de samme forudsætninger for at agere i denne gruppe. Det kommer f.eks. til udtryk i, at der kan være uoverensstemmelse mellem de betingelser, herunder de erhvervede dispositioner, og dermed muliggjorde kapitalerhvervelser, og betingelserne der er til stede under det nuværende brug af kapitalen. Det vil typisk vise sig for ’opkomlinge’, der har fået en helt anden position sammenlignet med begyndelsespositionen. Det kan føre til, at disse foretager sig ting på basis af habitus, der i flere sociale situationer er inadækvat, hvilket ses af de ’forkerte’ attityder eller handlinger. Denne uoverenstemmelse kaldes for Don Quixote-effekten (Bourdieu 1979/1986: 109). Det vil sige, at den enkelte agent ikke bevæger frit og tilfældigt omkring i det sociale rum, som kan observere det i mandskabsbesatte rumfartøjer i universet. Grundlæggende er agenten struktureret af to forhold. På den ene side af kræfter, der strukturerer det sociale rum, som de mekanismer der eliminerer og udelukker agenter fra forskellige positioner og felter (f.eks. en bestemt uddannelse) og på den anden side af den modstand agenten udøver i forhold til felt-kræfterne med agenternes specifikke inertia. Herved forstås egenskaber og karakteristika, eksisterende i forkropsliggjort tilstand eller i objektiv form såsom kvalifikationer og lignende. Til en givet volumen af arvet kapital korresponderer der en vifte af flere forskellige sandsynlige/mulige sociale livsbaner førende til forskellige positioner.
Skift i banerne
Skiftet fra en bane til en anden bane betinges af forskellige kollektive begivenheder, som krig og større kriser, eller af individuelle begivenheder som ’tilfældige’ møder og forretninger, der ofte beskrives som heldige eller uheldige situationer selvom de statistisk set afhænger af positionen og dispositionen, der gør personer i stand til at udbygge og vedligeholde forskellige former for kontakter og forbindelser. Det kunne f.eks. dreje sig om man kom ind på en uddannelsesinstitution, eller om man blev udtaget til et førstehold, eller om man blev fundet vægtig nok til at være med i en frimurerloge. Eller om tidligere tennis- og håndboldspillere som har skaffet sig jobs gennem primært social kapital. Det drejer sig om, at besættelser af jobs og muligheder afhænger af den sociale livsbane, hvilke institutioner man har frekventeret, hvilke klubber man har været medlem af, hvilke kontakter der er etableret, hvilke personer man har mødt osv. Det er forhold, der er helt afgørende for dannelsen af livsbanen og i sidste ende den sociale position.
Effekter i banerne
Derfor kan tilpasninger til nye forhold, positioner og situationer næsten forekomme magiske. De tilsyneladende mirakuløse handlinger, er resultat af, at de forskellige grupper og agenter så at sige opsøger positioner, der på en eller anden måde korresponderer med dispositioner og den sociale livsbane. Individer er i stand til at kunne føle for eller at kunne lide de jobs, man rent faktisk kan få. I hvert fald for en vis andel af personer. Det er åbenlyst ikke alle, der kan det, men det gælder også personer, som får problemer med at hænge sig fast på arbejdsmarkederne. En person der har dyrket eliteidræt, hvis faderen (eller moderen) er professor kan sandsynligvis ikke ’blive det samme’ som faderen (eller moderen), men de finder typisk andre veje, der ikke kræver så megen uddannelsesmæssig kapital, men i højere grad kræver social og sportslig kapital. Det er således eksempler på personer med den rette sociale oprindelse, som man indirekte spiller på. Dermed kan man heller ikke alene konkludere om en persons sociale livsbane og praktiske handlinger ud fra positionen i det sociale rum. Det statistiske forhold mellem begyndelseskapital og den nuværende kapital spiller ind. Det betyder, at man generelt sige, at en person med en given begyndelseskapital, bestående af økonomisk, kulturel og social kapital, har en bestemt sandsynlighed for at ende i en eller anden destination og for en given social, uddannelsesmæssig livsbane, men der vil være nogle fra den oprindelige gruppe, som faktisk trods beregninger af sandsynligheder vil ende i en helt anden position end flertallet fra begyndelsesgruppen. Der eksisterer således livsbaner, der mere minder om livsbaner fra andre grupper. Der forefindes en livsbaneeffekt, man ikke kan se bort fra, når der redegøres for en given social position i det sociale rum og sammenhængene mellem social position og praktiske handlinger. De afhænger på den ene side af oprindelsesforhold og på den anden side af livsbane. Det medfører endvidere, at der er personer fra denne gruppe, der er på vej ’ned’ eller væk, som lykkedes med rekonversionsstrategierne der er nødvendige for at slippe ud af en gruppes kollektive fald. Det omvendte gælder også. Det er til trods for at man har samme politiske og religiøse baggrund som de andre personer i gruppen eller i familien. Disse forskellige livsbaner der fører nedstigning med sig, forsvares gennem at opfinde de gamle diskurser (traditioner og forløb), der var med til at understrege deres specifikke kultur og position. Netop imodsætning til ’opadstigende’ mobile individer eller grupper, er det især de ’nedadstigende’ mobile grupper eller individer der forsøger sig med dette, måske med håbet om, at det kan lykkes at vende tilbage til tidligere tider. Det ses i boldklubber med tennis, hvor medlemmer med en tidligere betydningsfuld position og prestigefyldt socialt omdømme forsøger at skabe og fastholde de gamle ritualer omkring spillet. Dette udmønter sig i bestemte ting der siges under spillet, tøj man har på, omklædningsritualer, det kolde bad efter spillet, tredje halvleg, det sociale samvær i restauranten osv., selvom man måske godt ved, at de dominerende ikke længere findes så ofte i tennisklubberne men snarere i golfklubberne og andre steder (se f. eks. Bourdieu 1979/1986: 111).
Biografi og livshistorie
Når talen falder på livsbane og rekonversioner i det sociale rums felter eller områder, ville det være nærliggende at tage den intensiverede biografiske forskning op. Daniel Bertaux, som begyndte med mobilitetsstudier, er f.eks. en af de bidragsydere, som forsøger at lancere en biografisk model, der kan benyttes til at analysere sociale genealogier, hvorved det skulle være muligt at observere social mobilitetsløb for generationer. Forskellige traditioner indenfor den sociale mobilitesforskning opremses: Sorokin, Glass; Blau, Duncan; Erikson, Goldthorpe; Bourdieu, Passeron; Bertaux etc. og senere hen også statistiske analyser af indviduelle livsbaner (Blossfeld et al. 1989). Bertaux kritiserer den statistisk baserede mobilitetsforskning som Duncan m.fl. på den ene side (den amerikanske) og Goldthorpe m.fl. på den anden side (klasseanalyse) har udført med udgangspunkt i de forskellige landes mobilitetsforhold. Det gøres med henvisning til at man gennem statistiske analyser forsøger at ækvivalere den statistiske repræsention med det ’repræsenterede’, det vil sige social-historiske processer, men problemet er fremhævningen af, at det er den eneste videnskabelige måde at undersøge social mobilitet på. Bertaux ser dog en del fordele i de statistiske analyser af livsbanerne i de enkelte lande. Dog efterlyses stadig en mere vidtgående biografisk forskning, der både undersøger social genealogi og familiehistorier (Bertaux 1995: 70-81). Det synes dog som om at Bertaux kunne have skævet mere til rekonversions-begrebet, da dette indsættes i en teori om det sociale rum og felt, men han er måske forhindret af at indtage en anden position, og begrebsmæssigt er mere fokuseret på ’stamtræer’ som en mulig forbedring af analyserne.
Generelt er den biografiske metode problematisk, da den som ofte er henvist til beskrivelser af kunstigt kronologiserede livsforløb eller livshistorier, hvorved afgørende spring og ’tilbagefald’ ikke kan forklares, eller som slet ikke opdages. Dette problem kan således også eksistere i forbindelse med interviewundersøgelser, og det fører til at kalde forskningen for ’den biografiske illusion’, idet der ofte gives en lineær og tilpasset forklaring af en persons livsforløb hvorved vigtige momenter renses fra, og de fremstår som individuelt uden hensyntagen til at livssituationer foregår i forskellige sociale sammenhænge eller felter (Bourdieu 1986/1988: 39). Liv opfattes som placeringer og forandringer inden for den givne fordelingsstruktur af kapitalformerne i det forskellige felter, der er tilstede i en selvbiografi. På den måde kan en livsbane begrebsliggøres, hvis man forsøger at rekonstruere de forskellige tilstande i de felter, en bestemt livsbane gennemløber (hvorved rekonversioner og konversioner nøjere studeres).
De biografiske hændelser kan defineres som et antal placeringer og bevægelser i det sociale rum, dvs. i strukturens forskellige succesive tilstande, i distributionen af de forskellige kapitalformer, der er virksomme i det pågældende felt. Den retning, som de bevægelser følger, der fører fra den ene position til den anden (fra én arbejdssituation til en anden osv.) bestemmes helt indlysende (egt. de toute évidente) af de objektive relationer mellem retning (le sens) og værdi, som disse positioner på det pågældende tidspunkt har i et afstukket rum. Dette indebærer, at man kun kan begribe en livsbane (dvs. det at ældes socialt, er ikke det samme som at ældes biologisk, om end de to processer uundgåeligt falder sammen), hvis man i forvejen har konstrueret de succesive etaper i det felt, som den befinder sig i, altså den samlede mængde af objektive relationer, der - i hvert fald i et vist antal relevante tilstande - har forenet den pågældende agent med den samlede mængde af andre agenter, der optræder i samme felt og udsættes for den samme mængde af muligheder. Denne forudgående konstruktion er ligeledes en betingelse for en stringent vurdering af det, man kan kalde den sociale overflade, som en stringent beskrivelse af den personlighed, der betegnes af egennavnet, dvs. den samlede mængde af positioner, der samtidig - på et givet tidspunkt - indtages af et biologisk og socialt indstiftet individ, og som handler i samspil med en række særegne kendetegn og funktioner, der gør det muligt for dette individ at optræde som agent i forskellige felter (Bourdieu 1986/1988: 44).
Hertil er det relevant at gøre opmærksom på, at agenter virker i forskellige felter på samme tid, f.eks. en virksomhedsejer (feltet af virksomheder - selskaber etc.), der samtidigt ejer en avis, hvorved denne også er i kulturprodution-feltet. Dette overses ofte og må korrigeres.
|
