Analyse af status-attainment (1963-1990)
I midten af 1960erne blev der foretaget et skift til status-attainment-traditionen, vel og mærke især i USA (jf. Blau/Duncan 1967; Breiger 1990a). Blau og Duncans undersøgelse inddrages her fordi den på den ene side er en fortsættelse af traditionen fra Glass m.fl. med udgangspunkt i en større enkelt survey, og på den anden side, fordi den indførte nye metodiske redskaber til at måle intergenerationel mobilitet (status), og den har længe været en klassiker i mobilitetsforskningsfeltet. Udgangspunktet var 25.000 mænd udtaget fra US-census-materiale 1962 (20.700 svarede). Det afgørende brud var, at Duncan indførte den såkaldte path-analysis, en form for multipel regressionsanalyse. Det afgørende i deres analyser var forskellige skift set i forhold til den verserende analyse af social mobilitet. For det første skete der et skift fra analysen af social mobilitet i sig selv til attainment (resultat), for det andet var der et skift fra at måle mobilitetsraterne til mobilitetsdeterminanterne, det vil sige de variable, der bestemmer en given mobilitet. På den måde blev spørgsmålet ændret fra ’hvor stor er mobiliteten i et givet samfund’ til hvilke faktorer bestemmer - determinerer - individers erhvervsmæssige status (Heath 1981: 42). Således var der på den ene side adskillige mobilitetstabeller i både hovedteksten og i appendix, og på den anden side en række path-analyser. Grunden til at indføre path-analysen var, at sandsynligheden for opadstigende mobilitet afhænger af fra hvilket niveau det enkelte individ begynder. Det medfører, at mobilitetsmålene er noget tvetydige (Blau/Duncan 1967: 10). I USA er der betydeligt flere farvede folk, der tilhører de lavere sociale lag, hvorfor der relativt for dem er et større ’rum’ med hensyn til social opstigning, imodsætning til folk, typisk hvide amerikanere, der er på ’toppen’: for dem er meget lille plads for opstigning simpelthen fordi de allerede er på toppen. Derfor afslører den relativt høje mobilitetsrate for forskellige etniciteter (afrikanske) ikke særligt meget i forhold til den amerikanske sociale struktur og arbejdsmarkedsmæssige situation. På den måde er det i første omgang vigtigt at kontrollere determinanterne for den erhvervsmæssige position for derefter at konstatere farven af huden. Det fører til det grundlæggende spørgsmål for Blau/Duncan:
..how the status individuals achieve in their careers is affected by the statuses ascribed to them earlier in life, such as their social origin, ethnic status, region of birth, community, and parental family (Blau/Duncan 1967: 19).
På den baggrund var det deres mål at undersøge om status-attainment-processen, som et resultat af en langstrakt livslang proces, i hvilket der er indskrevet status positionen ved fødsel, forskellige omstændigheder, tidligere uddannelses- og arbejdsmæssige attainments, determinerer niveauet for den ultimative opnåelse. Ved så at benytte path-analysen som matematisk model var det hensigten at måle og vurdere den relative betydning af de forskellige determinanter. Deres undersøgelse er kritiseret for flere forhold. Blau/Duncan afviser den særlige US-undtagelse, gående på at den sociale mobilitet skulle være større i USA med hensyn til generel intergenerationel mobilitet, men på den anden side, mener de, at der er en tendens til, at der i USA er en større upward mobilitet fra de manuelle klasser til elite-positioner i USA (Blau/Duncan 1967: 432-435; Erikson/Goldthorpe 1992a: 320).15 Denne måling kritiseres dog idet Erikson/Goldthorpe forsøger at vise, at ’openness’ i forhold til eliten, som Blau/Duncan finder, skyldes at de benytter en ranking (’occupational scale’), der dels er inkonsekvent, og dels er den for løs, hvad der fører til, at elite-gruppen er langt større sammenlignet med andres landes, samt at Blau/Duncan i udgangspunktet indtager en liberal position, der også omfatter en ’status-attainment’-position. Mellem den traditionelle mobilitetsforskning og status-attainment-traditionen er der således forskelle. Den traditionelle mobibilitetsforskning er interesseret i - på den ene side - at ’opgøre’ mobilitet, og på den anden side er status-attainment-traditionen optaget af at finde de faktorer, der kan forklare resultatet af status-attainment-processen:
Goldhorpe’s perspective sees the amount of aggregate mobility to or from given social classes as the main issue which need to be explained. This is very different from the approach championed in an older body of work within the 'status attainment' tradition (Blau and Duncan 1967). This approach is not concerned with the aggregate mobility properties of social groups and instead examines what factors allow individuals to move up or down the social ladder. The focus here is on the correlates of individual success and failure, rather than the properties of particular social classes to hold on to or transmit their offspring to other social classes (Savage/Egerton 1997: 647).
Som det fremgår af det foregående kan denne pointe dog diskuteres, da Blau og Duncan rent faktisk fremstillede og analyserede mobilitetstabeller, og de konstaterede hvorledes bevægelserne mellem klasserne arter sig, men det er korrekt, at perspektivet var et andet, idet man ønskede at afdække faktorerne, der bestemmer resultatet af status-attainment-processen (også jf. Sørensen 1986: 73).
Kapitel 2. Centrale begreber i mobilitetsforskningen
Inter –og intragenerationalitet
Det Sørensen, og som Bourdieu fra sin position i det sociologiske felt efterlyser, er at være opmærksom på, at social mobilitet ikke altid er social mobilitet, og at bevægelser til nye positioner kræver, at de er ledige. Sørensen opererer med begrebet om lukkede positions-strukturer svarende til at ‘vacancy competition’ opstår, og til at ‘identiske’ personer ender op i forskellige positioner, på grund af lokale, historiske og organisatoriske forhold (Sørensen 1983, 1986: 79). Trods Bourdieu og Sørensen på en vis måde peger på den samme pointe, at positioner på en eller måde må være ledige eller eventuelt skabes, så adskiller deres teorier sig fra hinanden i forhold til, at Bourdieu bygger på en habitusteori, forskellig fra teorier om rational social handling. Det fælles er endvidere, at de peger på den intragenerationelle mobilitet, det vil sige mobilitet der defineres som bevægelsen fra en profession til en anden, svarende til det horisontale mobilitetsbegreb. Det er et begreb, der beskriver det enkelte individs mobilitet fra en profession til en anden, hvormed menes en karriere-mobilitet, eller erhvervsmæssig-mobilitet, professions-mobilitet (målt over tid). Det vil sige, når én person har skiftet job fra én stilling til en anden. Dette kan konstateres ved læsning af en persons livsbiografi. Betragtes professionen som en af indikatorerne på den sociale position over tid, er det dog uundgåeligt også at begrebsliggøre den vertikale mobilitet, der i forbindelse med indførelsen af generations-begrebet kaldes for intergenerationel mobilitet. Det vil sige den målte mobilitet mellem to generationer, traditionelt opfattet i forhold til positionsforskyldelsen mellem far og søn (Merllié/Prévot 1991: 24-25; Merllié 1994: 62-64).
Modeller, uddannelses- og arbejdsmarkedsvinkel
Der har således igennem årene eksisteret en række forskellige varianter af mobilitetsstudier, eksempelvis den traditionelle retning hvor man mest har været optaget af at opgøre mobilitetsrater, oftest i forbindelse med komparative studier, dog med erklæret vægt på klassestruktur (jf. Erikson/Godthorpe 1992a). Næsten parallelt etableredes en meget stærk tradition i USA, status-attainment-traditionen som fokuserede på forklaringsfaktorer i path-analyser (Blau/Duncan). Flere af disse studier, indenfor begge retninger, ønskede at bidrage til afklaringen af spørgsmålet om ulighed. I Frankrig udviklede R. Boudon en række modeller som forsøgte at kæde spørgsmålet om individuel mobilitet sammen med analysen af ulige muligheder i forbindelse med uddannelsesprocessen og med problemet angående at tage højde for ændringer i samfundet jf. ønsket om at udvikle et sammenhængsindex, der eliminerede strukturelle ændringer (Boudon 1973: 17; Mach/Wesolowski 1986: 10; Blackburn/Prandy 1997: 496). Boudon forsøgte i begyndelsen af 1970’erne at generere en række avancerede modeller på foranledning af kritik og diskussion af intergenerationel mobilitet, det vil sige mobilitet mellem far og søn. Boudon mener i den forbindelse, at det er omsonst at udregne mobilitetsrater, hvis der ikke er udviklet fornuftige stratifikationskategorier. Dette forsøger han at gøre ved at generalisere den såkaldte mover-stayer model, der oprindeligt blev skabt af Blumen i relation til spørgsmålet om jobmobilitet (intragenerationalitet), som blev en del kendt i forbindelse med Whites arbejde (White 1970) med henblik på at udvikle en generel model for analyser af mobilitet. I løbet af 70erne kom der for alvor gang i mobilitetsmodelleringen, og et grundlæggende skridt var at skelne mellem stayers og movers (den essentielle ide er en model af quasi-perfekt mobilitet. Celler i diagonalen i mobilitetstabellen karakteriseres som stayers). Goodman (1965) var en af de første i forbindelse med mobilitetsforskning, der lancerede en model, senere kom White (og Goodman 1969) og igen lidt senere Boudon med modeller:
Tabel: Tre typer af mover-stayer modeller med antagelser (jf. Boudon 1975: 516)
_________________________________________________________________________
Type 1 model (Goodmans model) stayers må ikke flytte, movers må ikke
blive
Type 2 model (White) stayers må ikke flytte, movers må godt
blive
Type 3 model (Boudon) stayers tillades at må flyttes, movers må
godt flyttes
___________________________________________________________________________
Senere udvikledes disse modeller til at om omfatte mere avancerede multiplikative modeller (jf. Hauser 1978: 929), som også inkluderer log-lineære modeller. Fælles for alle disse modeller er, at de bygger på konditionen, at al bevægelse er tilfældig.Det er et problem da denne betingelse både ses som bevis på manglende strata og som basis for bevægelsen mellem strata (jf. Blackburn/Prandy 1997: 505). I mange af disse studier som Hauser m.fl. udførte, var fokus som hos Goldthorpe: opgørelse af mobilitet, på forskellig vis, men pointen med at udarbejde analyser med både intergenerationalitet og intragenerationalitet blev udviklet med modeller af Sørensen og andre (Sørensen 1974, 1979), hvor en af hovedpointerne er, at personer ikke kan skifte position, med mindre der er ledige/vakante stillinger, og denne pointe får betydning for målingen af intergenerationalitet, som vi også kan kalde for social mobilitet. Denne teoriudvikling er samtidigt et opgør med human-capital-teorien, som mangler efterspørgselsdelen og strukturen på arbejdsmarkedet. Sideløbende med disse studier udvikledes en vacancy competition theory, hvor en arbejdsmarkedsvinkel, i overensstemmelse med økonomiske studier, blev indarbejdet i en række sociologiske modeller (jf. Kalleberg/Sørensen 1979: 369; Sørensen 1986). Først blev det forsøgt vist hvorledes den generelle stratifikationsstruktur virker på karriereprocesser, og en model for for aldersvariation i relation indtjening og prestige baseret på jobskift blev opstillet. I denne model er karriereprofilen styret af graden af muligheder på arbejdsmarkedet, forudsat uændrede individuelle ressourcer (Sørensen 1974). Denne model blev senere (Sørensen 1975a) relateret til spørgsmålet om intragenerationalitet og endelig udvidet til den såkaldte vacancy competition model, hvor en ‘attainment’-model blev opstillet. Her var pointen, at muligheder genereres af vakante (ledige) positioner i samfundet (1977, 1979).16 Denne model skal forstås som en alternativ model til human capital-teorien, hvori man forestiller sig en nær sammenhæng mellem akkumuleret kapital (færdigheder og evner) og jobs.
Mange forskere har, især fra 1980erne af (Blossfeld, Mayer, Rosenfeld Sørensen m.fl.), fremhævet betydningen af, at det ikke alene er adækvat at studere intergenerationel mobilitet ud fra standard-mobilitetstabel (far/søn-tabel), men at det ligeledes er nødvendigt at undersøge mobilitet i et work-life-course perspektiv (jf. Sørensen 1986; Erikson/Goldthorpe 1992a: kapitel 8). Der har således været bestræbelser på at revidere sider af dette grundlag. Erikson/Goldthorpe imødekommer også til dels denne vinkel, selvom de på daværende tidspunkt fortsat mener, at man godt kan regne på de sædvanlige tabeller.17 Dette perspektiv kan bidrage til at løse det meget diskuterede problem om strukturel mobilitet, som man i lang tid har forsøgt at skille ad fra cirkulationsmobiliteten. Det er dog svært og problematisk (som senere analyseres og illustreres).
Point of view
Uanset hvad man gør, er det centralt at gøre sig klart, hvad man vil forskningsmæssigt, og deraf bestemmelserne af metoder (Erikson/Goldthorpe 1992a: 54). Det er relevant både at belyse og opklare, hvad det er for faktorer, der bevirker de forskellige mobilitetsmønstre og rekonversioner (et begreb vi kommer ind på), samt analyser af mobilitet og immobilitet, hvorved sammenhængene mellem oprindelse og destination relateret til grupperne af tidligere og nuværende eliteidrætsudøvere undersøges. Er man således ude efter at betragte faktorerne, der skaber det sociale rum og deraf virkende mobilitet og rekonversioner, er det oplagt at benytte forskellige former for regressions- og korrespondanceanalyser (i sidstnævnte kan man dog til en vis grad bryde skellet mellem uafhængige og afhængige variable, imodsætning til regressionsanalysernes forudsætninger, forudsat at alle variable behandles sidestillet, som i den generelle log-multiplicative model (Knorke/Burke 1980: 11)). Det vil sige, at man regner på datamaterialet, opstiller tabeller uden først at opdele i uafhængige og afhængige variable. Som oftest viser det sig, at der kan være opdelinger, og at nogle variable er forklarende og andre forklarede. Det ligger i for sig også i korrespondancenanalysens forudsætninger, men fordelingen mellem forklarende og forklarede er ikke påforhånd udstukket. Fordellen ved de multivariate faktoranalyser er, at man slipper for at rangordne kategorierne, som kan være nødvendigt i forbindelse med beregninger almindelige flows for mobilitetstabeller.18
Kapitel 3. Målinger af forskellige former for mobilitet
Mobilitetsbegreber og –tabeller
Vi går videre med de forskellige mobilitetsbegreber, idet det er relevant at skitsere en række begreber, man arbejder med i mobilitetsforskningen, også på et mere regneteknisk niveau. Til det generelle mobilitetsbegreb er knyttet forskellige måder at betragte mobilitet på, og man har i den internationale mobilitetsforskning ikke været enige om de forskellige måder at gøre mobilitet op på - det vil sige hvordan man skal begrebsliggøre og måle mobilitet. Det er således ikke kun horisontal og vertikal mobilitet, man opererer med.
Svarende til det horisontale mobilitetsbegreb findes ét, der kaldes for intragenerationel mobilitet, det vil sige en mobilitet, der defineres som bevægelsen fra en profession til en anden, hvilket vi kommer tilbage til i forbindelse med den mere tekniske gennemgang af mobilitetstabellerne. Hvis professionen anvendes som en af indikatorerne på den sociale position, må man også begrebsliggøre den vertikale mobilitet, der kaldes for intergenerationel mobilitet. Hermed menes den mobilitet der måles mellem to generationer. Når fædrenes erhvervsmæssige position er givet for en generation, sammenholdes denne med sønnernes tilsvarende sociale positioner i en generation. Derved konstrueres en krydstabel - kontingenstabel -, den klassiske mobilitetstabel, hvoraf det er muligt at foretage forskellige statistiske analyser af denne tabel (Duncan 1966; Bertaux 1969; Fienberg 1977; Hout 1983; Goodman 1954-1991). Denne form for mobilitet er normalt det man mener med social mobilitet.
Der er langt fra er enighed om19, hvorledes de forskellige mobilitetstabeller skal konstrueres, og hvilke sociologiske, teoretiske, metodologiske og statistiske analyser, der bør foretages i forhold til disse tabeller, eller om man helt skal gå væk fra disse tabeller.
Når man arbejder med en mobilitetstabel menes en tabel, der ser ud som følger:
SØNNENS POSITION
1 2 j k
FADERENS
POSITION
1 n11 n12............. n1j...... n1k n1.
2 n21 n22............. n2j...... n2k n2.
i ni1 ni2............. nij...... nik ni.
k nk1 nk2............. nkj...... nkk nk.
n.1 n.2 n.j n.k N
Definition: Én tabel [matrix] er et rektangulært eller kvadratisk sæt af tal, hvor disse er ordnet i rækker og søjler. Hver plads, celle, har en entydig reference: Denne matrix har typisk orden (kxk), hvor k angiver antal rækker og k antal søjler. Orden (lot. ordo - qator, daraja) - 1) metall nishon, takdirlash belgi-si, harbiy yoki fuqarolik xizmatlari uchun beriladigan faxriy mukofot. O.ning takdirlash belgisi sifatida vujudga kelishi ritsarlik tarixi bilan bogʻlikdir. N er lig den totale sum af celler. Denne måde at arbejde med tabeller på, er der stillet spørgsmålstegn ved, da man kan spørge sig selv om, det overhovedet er en relevant måde at arbejde på, når det gælder sociologiske sammenhænge (Bertaux 1969: 451, 1995). Lad os antage, at det er relevant for en stund.
Det ses af tabellen at der umiddelbart er givet to margener (...n.j...,...ni....), der så at sige strukturerer tabellen. Det er bl.a. disse margener, der er uenighed om. Man vil gerne måle mobiliteten uafhængigt af marginalerne. Denne tabel kan vi sige repræsentere den observerede (intergenerationelle) mobilitet.
Disse tabeller er dog indenfor rammerne af den sociale mobilitetsforskning blevet kritiseret, især i en efterhånden legendarisk artikel fra 1966 af Otis Dudley Duncan (Duncan 1966). Et helt generelt problem ved opstillingen af mobilitetstabeller, er at intergenerationelle mobilitetsmatricer konstrueres ved at tage udgangspunkt i en sampling af sønner (og senere også døtre), der er blevet spurgt om deres eget erhverv (evt. første og nuværende/sidste job) samt faderens erhverv, og det sidste er et problem, da man ikke kan være sikker på, at oplysningerne er korrekte (en vis miskendelse eller omdøbelse af forholdene kan forekomme).
Det har endvidere at gøre med, at det ikke altid er sikkert, om man måler intragenerationel mobilitet eller intergenerationel mobilitet (fremgår af tabel 2 i Duncan 1966). Derudover er det problematiske målinger mellem to forskellige tidspunkter, da den interårlige forskel ikke er identisk med den intergenerationelle forskel. Den første fås ved at sammenligne arbejdsstyrken på to forskellige tidspunkter, og den anden fås ved at sammenligne ’eget arbejde’ med ’faderens arbejde’.
Desuden varierer spørgsmålet med hensyn til faderen en del, der kan nemlig være tale om følgende varianter: Faderens sidste hovedbeskæftigelse, faderens længste job, faderens arbejde i alderen x (f.eks. 30 eller 50); faderens arbejde medens respondenten voksede op (Duncan 1966: 57) (f.eks. det at nogle fædre får sent børn, medens andre fædre får børn tidligt).
Duncan har en pointe i, at de varianter af spørgsmålet giver anledning til principielle problemer, og til helt forskellige resultater i forhold til mobilitetstabellerne, og det kan også være problematisk i forbindelse med internationale og nationale komparative projekter, hvor det intenderes at sammenligne undersøgelsernes resultater.
Én anden afgørende kritik fremstillet i den omtalte artikel er, at man antager, som den amerikanske sociolog Kahl postulerede i slutningen af 50’erne: that all men in the labour force in 1920 have been replaced by their sons by 1950. Duncan viser, at en god del af fædrene ikke er erstattet af deres sønner 30 år senere, med henvisning til en sammenligning af tal fra 1930 og 1960. Duncan konstaterer, at af alle i arbejdsstyrken i 1960 med fædre i 1930-arbejdsstyrken, havde næsten en 1/3 af dem stadigvæk deres fader i arbejdstyrken i 1960. Omkring halvdelen af mændene i arbejdsstyrken i 1930 var ikke fædre til mænd, der var tiltænkt destinationer i 1960-arbejdsstyrken, og var derfor heller ikke erstattet af deres sønner. Endvidere var der 12 millioner ud af 46.9 millioner i 1960-arbejdsstyrken, der ikke kunne svare på faderens arbejde i 1930, fordi deres fædre på daværende tidspunkt var for unge til at arbejde, eller allerede var døde eller simpelthen var ophørt med at arbejde. Endvidere er der i den intergenerationelle mobilitetstabel omkring dobbelt så mange fædre, som de faktiske mænd der gav ophav til deres sønner, idet enhver søn rapporterer for dennes fader, selvom der også er brødre, der gør det samme. Der kan tages højde for dette ved at spørge respondenterne om, hvor mange brødre de har, der samtidigt er i arbejdsstyrken. Generelt er det svært at konkludere om tidsmæssige ændringer i arbejdstyrken:
When and by whom is a member of the labour force replaced? Is a father replaced when his (first) son enters the labour force? when the father leaves the labour force? when the son attains the age of his father at the son’s birth? Who ”replaces” the man who has no son? Put it this way: The transformation that occur via a succession of cohorts cannot, for basic demographic reasons, be equated to the product of a procession of ”generations” (Duncan 1966: 59).
I samme artikel vurderer Duncan også forskellige klassifikationsskaler (som jeg vender tilbage til). Herudover peger Duncan på fertilitetsproblemet, idet der for visse grupper kan være tale om en overrepræsentation af de mest fertile sociale kategorier (Duncan 1966: 51ff; summarisk kommenteret af Boudon 1973: 10; Broom/Jones 1969: 337).
I en senere debat mellem Sørensen (1986: 77-79) og Erikson/Goldthorpe (1992a: 281) er der tilsyneladende ikke enighed om, hvorvidt det er rimeligt at anvende faderens marginale fordeling som index på respondentens sociale oprindelse. Sørensen mener, under alle omstændigheder, at det store problem med standardmobilitetstabeller er, at de ikke afslører hvornår, og hvor bevægelserne begynder, og hvornår og hvor bevægelserne ender. Det drejer sig om, skriver Sørensen, at man i forbindelse med disse tabeller aggregerer processer, der formentligt har fundet sted i forskellige historiske perioder.
|
