DEL II Klasseteorier
Kapitel 7. Nye og gamle klasseteorier
Indledning
Et problem i forbindelse med studier af social mobilitet og samfundsteorier er klassebegrebet og klassifikation. Hvilket klasse- og klassifikationsmæssigt grundlag studeres mobilitet på. Følgende er således en analyse af forskellige nutidige klasseteorier, der dels benyttes i den sociale mobilitetsdiskurs, og dels anvendes i forskellige velfærdsanalyser, samt i en etnologisk sammenhæng. Der viser sig ofte problemer i både empiriske og teoretiske arbejde. Der er reelt problemer med at håndtere sammenhængen mellem relationerne mellem klasse og data (i: spørgeskemaundersøgelse, interviews, telefoninterviews og dokumentarisk materiale etc.). På den baggrund syntes det uundgåeligt at skrive om klasser. Dermed er det ikke et ’påklistret’ paper, snarere er det et resultat af den løbende refleksion, der er på gået i gennem de seneste 5-10 år. Det har reelt været undervejs i ganske lang tid. Jeg er ikke helt sikker på, at problemet med klasser er løst med dette, men det kan måske bidrage til en skitse om en teori om klasser. Alt afhængigt af hvordan man anskuer klasser opnås et ganske varieret marked af klasseteorier eller ’nonklasseteorier’.
Der har igennem en periode blandt samfundsteoretikere været tendenser til at smide klassebegrebet ud af den teoretiske og dels empiriske forskning (D. Bell, Z. Baumann, A. Gorz, R. Pahl, Nisbet m.fl.). John Westergaard (1992, 1995a, 1995b) er blandt dem, som påpeger, at benægtelsen af klassestruktur er et modefænomen, men jeg ser også benægtelsen, som en etablering af en position i det samfundsvidenskabelige felt. Der er mange udgangspunkter at tage i en sådan analyse. Afhængigt af forskellige forhold er det dog konstatérbart gennem statistiske opgørelser, at der er en skæv fordeling af goderne og af livschancerne. Herunder chancerne for sundhed, dødelighed, uddannelse osv., hvilket kan opfattes som indikatorer på, at klassestrukturer stadigvæk er aktuelle. Men det afhænger bl.a. af hvilket land eller region man undersøger. I England, Sverige er uligheden blevet øget gennem de senere 5-15 år, medens det i andre lande er mere moderat, som f.eks. i Frankrig. 48 Danmark har tilsyneladende mindsket den sociale (økonomiske) ulighed (Westergaard 1993, 1995b), der dog ifølge Erik Jørgen Hansen ikke gælder med hensyn til relationen mellem social oprindelse og uddannelse samt uddannelse og social position, og for mænd også relationen mellem oprindelsesklasse og nuværende klasse (E.J. Hansen 1995).
Men der er også andre eksempler. I medierne anskues konflikten mellem Tutsierne og hutuerne i Burundi (tidl. Belgien). Flere af disse er optaget af at pege på konflikten og kampen som en etnisk en, men der er sjælendt nogen journalister, der fremstiller konflikterne som en slags klassestrid, hvad der reelt er tale om, idet tutsierne overvejende nu i dag (1996) er den herskende klasse, medens hutuerne er arbejdere og bønder. Det er faktisk sådan, at hutuer og tusier har haft den samme konge, sprog og kultur.49 I Danmark pågår der også diskussioner om klasse. Der er f.eks. i socialdemokratiet stadig diskussionen om klasse og andre forhold, mellem ’kadrerne’. Man kunne tilføje ’overkadrerne’ og ’det administrative fodfolk’, ’mellem-kadrerne’.50
Kritikken af klassebegrebet har hovedsageligt været rettet mod forskellige marxistiske analyser af klassestrukturen. Det ses eksempelvis i forbindelse med opdelingen i klasse an sich og klasse für sich. Førstnævnede forhold forstås som konstituerende for den fælles situation, som de objektive økonomiske og sociale forhold, som man har fælles, hvorimod sidstnævnede refererer til en situation, hvor klassemedlemmerne er blevet deres situation bevidst. Her er klassen mobilseret til politisk handling osv. (Qvortrup 1971: 4, 36; Westergaard 1995b). I nærværende sammenhæng er det klasse an sich, der er interessant at beskæftige sig med, da konstruktionen af klasser tager afsæt her. De to momenter er ofte blevet sammenblandet i en stor pærevælling, hvor det analytiske og politisk-normative blev mixet til en dårligt smagende cocktail.
De forskere der stadigvæk er optaget af klassebegrebet, har forskellige måder at gribe det an på, især med forankring i Karl Marx (1972: 1137-1138) og Max Weber (1978: 302-307, 926-940). Jeg vil ikke her gå nærmere ind i en gennemgribende analyse af disses analyser af klasse, men en række af de forskere, der stadigvæk benytter klassebegrebet i forskellige varianter, trækker på de klassiske sociologer, selvom nogle teoretikere ikke medregner Marx til de klassiske sociologer, vil jeg tillade mig at gøre dette. Den største teoretiske dikotomi i feltet af klasseanalyser er normalt blevet opfattet som den mellem marxistiske (underforstået den videnskabelige marxisme) og weberianske, selvom f.eks. Waters (1991) peger på én mere, nemlig den funktionalistiske.
Problemet med klasser ses i flere sammenhænge, f.eks. når man vil måle og analysere social mobilitet, og når man ønsker at analysere begrebet teoretisk. Problemerne er ikke blot disse, men også et epistemologisk og ontologisk problem. Det handler om, at forskere enten forbliver intellektuelt objektivistisk eller forfalder til at opgive objektiveringer og helt ryger i grøften af subjektivister! Det er der set flere eksempler på, som nogle gange udviklede sig til skyttegravskrige, som ikke gentages her. Det intenderes snarere at vise, at analyserne af klasse er en smule mere kompliceret end som så.
Hvadenten det er Marx eller Weber man knytter an til, risikerer man at konstruere klassebegrebet som et substantielt begreb. I øvrigt kan forskellen mellem Marx og Webers klasse- begreb summeres op som følger:
Marx’ klasserelationsbegreb er grundet i udbytning og domination indenfor rammerne af produktionsrelationer, og begrebet skal forstås i en historisk udvikling af samfundet, og deraf uundgåelige klasse-handlinger. Derimod opererer Weber i forbindelse med klasse-relationer med begrebet livschancer i forhold til markedet, knyttet an til historiske forklaringer af disse sammenhænge, men handlinger ses ikke som determineret, men som noget der foregår i meningsfulde sammenhænge, hvoraf de sociale handlinger kan være frekvente, men absolut nødvendigvis udledt af klasse-relationerne (Gerth/Mills [oversættere af Weber] her fra: Crompton 1993: 31-32).
Der er således to forskellige perspektiver på klassebegrebet. I afsnittet om livsformsteoriens klasseudlægning ses en delvis anden indkredsning af Marx’ klassebegreb, udover at grundlaget er produktionsrelationer. Begge udlægninger benyttes i det følgende. Det er dog især hele Webers tankegang om livschancer, der er relevant at fokusere på, da det på den ene side er vigtigt i forhold til forståelsen af social mobilitet og rekonverteringer, og på den anden side lægger op til, at uddannelsessystemets funktion og forskellige andre systemers funktioner inddrages når en rimelig analyse af klassesamfundet forsøges etableret.
I nutidig klasseteori er det især Erik Olin Wright og John H. Goldthorpe, som har forsøgt at etablere en tilfredsstillende klasseteori, der kan holde teoretisk, og ligeledes kan anvendes i relation til empiriske undersøgelser af samfundsforhold. I det følgende se først på Wrights analyse. Dette perspektiveres af klassebegrebet hos Bourdieu, i hvert fald på et mere (se ellers Munk 1999a).
Udbytning eller domination?
Én af de dominerende og markante teorier er fremlagt af Erik Olin Wright, som gennem en 20-årig periode (1974-1994) har forsøgt at rekonstruere Marx’ klassebegreb, selvom Marx aldrig blev færdig med analysen i tredje bind af Das Kapital, og Wright har knyttet teoretiske analyser af Marx sammen med empiriske studier af samfundet. Han har blandet andet forestået et stort internationalt komparativt projekt, hvor intentionen - med overskriften ’klassestruktur og klassebevidsthed’ - var at sammenligne forskellige landes samfundsmæssige klassestruktur. Det fremgår af Wrights analyser, at han tænker de forskellige klasser i relation til hinanden, som sociale relationer inden for produktionen. Heraf ser han ikke stilling eller erhverv som ækvivalent med klasser, idet han opfatter disse som positioner inden for rammerne af tekniske relationer i produktionen (Wright 1980). Selvom Wright således tager udgangspunkt i Poulantzas’ klassemodel, afviser han pure dennes specificering af grænserne mellem klasserne, og især går Wright imod begreberne fraktioner og lag.51
Wright mener, at det faktisk er muligt at være dominerende på flere forskellige måder, samtidigt med at man kan være underordnet på andre områder. Disse mulige situationer kaldes for: ’kontradiktive klasse-lokationer’. Deraf fås 3 konsistente klasse-lokationer, hvoraf 2 er defineret inden for rammerne af den kapitalistiske produktionsmåde. Det vil sige borgerskabet og proletariatet, mellem disse findes der lokationer som det nye mellemlag, og derudover findes inden for en enkel vareproduktionsmåde småborgerskabet (Waters 1991: 147). Det er i hvert fald den model, der er blevet benyttet i Danmark (jf. E.J. Hansen 1984; Hoff/Goul Andersen 1989; Goul Andersen 1991), men som både Crompton (1993: 69f) og Waters (1991) er inde på, har Wright ændret synspunkter, blandt andet på baggrund af omfattende empiriske studier af den amerikanske klassestruktur. Sidstnævnede sociolog indrømmer, at kapitalistiske samfund ikke udelukkende kan studeres i henhold til den kapitalistiske produktionsmåde, da samfund altid er komplekse kombinationer af forskellige udbytningsmekanismer og forskellige former for klasserelationer (Wright/Martin 1987). Faktisk går han videre ved ikke udelukkende at antage, at det er de sociale relationer inden for rammerne af produktionsmåden, der er kilden til klasser. Det sker ved at udvide begrebet om udbytning til at omfatte en vifte af ressourcer, der opererer parallelt med produktionsmidlerne, som f.eks. organisatoriske goder og legitimerede færdigheder (Wright 1985; Waters 1991). På den måde ser det ud til, at Wright rent faktisk bevæger sig væk fra det marxistiske udgangspunkt til en Weberiansk position, hvoraf han arbejder med 12 klasse-lokationer (Wright 1985: 88). Det fremgår endvidere, at den teori der tidligt udarbejdedes ikke var en analyse af udbytning men udelukkende af domination, og det var ikke tilfredsstillende. Derfor tilnærmede han sig en analyse af udbytning ved at indføre 4 former for aktiver eller goder, der er ulige fordelt med hensyn til ejerskab og kontrol. De fire er: arbejds-magt aktiver (feudal udbytning) baseret på uligheden i kontrollen over arbejdet, kapital-aktiver (kapitalist-udbytning) baseret på uligheden i kontrollen over produktionsmidlerne, organisatoriske aktiver (statisk udbytning) baseret på uligheden i kontrollen over organisatoriske ressourcer og færdighedsaktiver (credentials) (socialistisk udbytning) baseret på uligheden i kontrollen over specielle/sjældne færdigheder. Der findes ikke noget empirisk samfund, der udelukkende er konstitueret af én enkelt af de fire aktiver. Der således heller ingen klasser, der er karakteriseret af en enkelt af aktiverne. Skemaet ser ud som følger:
Produktionsaktiver
Ejere af produktionsmidler ikke ejere af produktionsmidler organisatoriske
[lønarbejdere] aktiver
Egen tilstrækkelig ┌───────────────┐ ┌────────────┬───────────────┬─────────────┐
kapital til at an- │ │ │ │7 semi-'blå- │10 ikke-"blå-│
sætte arbejdere og │ │ │ 4 ekspert │stemplede'(fær-│stemplede │
arbejder ikke │1 Borgerskabet │ │funktionærer│digheder) │funktionærer │
│ │ │ │funktionærer │ │
├───────────────┤ ├────────────┼───────────────┼─────────────┤
Egen tilstrækkelig │ │ │ │8 semi-"blå- │11 ikke-"blå-│
kapital til at an- │2 lille │ │ 5 ekspert │stemplede"(fær-│stemplede" │0
sætte arbejdere, │virksomhedsejer│ │supervisorer│digheder" │supervisorer │
men arbejder. │ │ │ │funktionærer │ │
├───────────────┤ ├────────────┼───────────────┼─────────────┤
│ │ │ │9 semi-"blå- │12 │
Egen tilstrækkelig │3 små- │ │ 6 ekspert │stemplede" │Proletariatet│
kapital til at ar- │borgerskabet │ │ikke-funkt. │arbejdere │ │-
bejde for sig selv │ │ │ │ │ │
men ikke til ansæt-│ │ │ │ │ │
te arbejdere └───────────────┘ └────────────┴───────────────┴─────────────┘
0 -
Det betyder, at kriteriet vedrørende arbejds-autonomi (tilstede/fraværende) er gledet ud af modellen med de 12 klasser. Det der i den nye model fremhæves er de organisatoriske aktiver og de ’blåstemplede’ færdigheder. Denne fremhævelse er blevet opfattet som en drejning af modellen til en Weberiansk tradition, væk fra den neo-marxistiske model (Rose/Marshall 1986; Crompton 1993: 74).52 Wright havde i 1980 prøvet den anden model på amerikanske data, og kom frem til, at modellen passede bedre for så vidt angår indkomstfordelingen og politisk opinion sammenlignet med den første model, der som sagt var inspireret af Poulantzas’ model fra begyndelsen af 70’erne, som skelnede mellem ikke-manuelt arbejde og manuelt arbejde, og desuden blev den udbredte antagelse om, at arbejderklassen hastigt formindskes afkræftet gennem yderligere studier af svenske data (Westergaard 1995a: 29).
Westergaard kritiserer Wrights model for flere forhold. For det første er det problematisk, at Wright ikke testede modellen på dens egne præmisser men udelukkende på baggrund af forskellige datakørsler. Hermed opdagede Wright ikke, at skelnen mellem job og karriere i forbindelse med kategorien af lønarbejdere er nødvendigt. Det kunne Wright have gjort i forhold til begreberne organisation og ’credentials’, idet der er en klar forskel mellem de to kategorier af lønarbejdere med hensyn til indkomstavancement, rettigheder til pension etc. Wright beklagede da også, at han med den nye model ikke var i stand til afdække lønarbejderens livsbane i forhold til deres arbejdsbane, hvad han så senere har forsøgt at gøre (Wright/Shin 1988; Westergaard 1995a). Men det er således ikke nok at betragte indkomst-, sikkerheds-, og mobilitetsmønstret i forhold til arbejdslivet, det er ligeledes centralt at inddrage individers perioder med overgangssituationer, sygdomsperioder, arbejdsløshed og ikke-arbejdsperioder. For det andet er det problematisk, at Wright ikke inddrog rentierene og investorerne, idet han dog formentligt var forhindret af sociale (’praktiske’) grunde, men desto værre var det, at Wright udelukkende opererede med folk i betalt-arbejde. Hermed var der en del i ikke-arbejde der faldt uden for undersøgelsernes ramme. Men det var nok logisk begrundet i, ud fra modellens egenlogik, at man skulle være ’udbyttet’ eller ’udbytter’ på en eller anden måde, hvad individer i ikke-arbejde åbenbart ikke kan antages at være. Hertil mener Westergaard, at der er en række ’bagdøre’ gennem hvilke folk kan træde ind på arbejdsmarkedet, der er overset af Wright, og disse folk kan også siges at være ’udbyttet’. Det drejer sig om hjemmegående hustruer, der er engageret i opretholdelse og reproduktion af den ’aktive del af arbejdskraften’ og ’reserve-arbejdskraften’, det vil sige folk, der lever på randen af arbejdsmarkedet. Begge kategorier kan siges at have en funktion for arbejdsmarkedet, og de kan sågar blive betragtet som ’udbyttet’ af arbejdsmarkedet, fordi de næsten ’ingenting’ får for deres funktion.53 I det mindste må det være sådan, at de forskellige individer, der har arbejdet, placeres ifølge deres tidligere beskæftigelse, således de i hvert fald ikke falder ud af det datamateriale der analyseres. Ydermere placeres individer som børn i overensstemmelse med deres forældre eller forsørgeren. Det er dog ikke ligetil med udbyttemodellen at placere dem, som er udenfor arbejdsmarkedet, og det er ligeledes svært at afgøre, hvor de ’afhængige’ skal placeres i de såkaldte ’klasse-lokationer’. Modellen er således ikke tilfredstillende. Hvis man skal placere dem, der er uden for arbejdsmarkedet og/eller -styrken, og som måske har været på arbejdsmarkedet før, så kræver det, at man arbejder ud fra én mere nuanceret model, der tager højde for individuel mobilitet i livet, og måden disse erfares på. Men det er ikke nok, det er nødvendigt at tage udgangspunkt i de faktiske livsbetingelser for dem, der er uden for arbejdsmarkedet, og ikke blot i deres eventuelle tidligere arbejdsposition. Her har Wrights model tilsyneladende problemer med at gribe disse grupper og individer (jf. Westergaard 1995: 30-31).
Luc Boltanski har i sit store værk om cadres ligeledes kritiseret amerikanske klasseanalyser, herunder Wrights første model. Boltanski er opmærksom på et problem vedrørende benævnelsen af de kategorier der anvendes i klasseanalyser. Problemet begrænser sig ikke til de amerikanske klasseanalyser men til en række af klasseanalyser. De forskellige teorier - mere eller mindre positivistiske - er nødtvunget ud at operere med de traditionelle taxonomier, medførerende at man f.eks. i Frankrig bruger terminologier som: cadres, employés og patrons lånt fra almindelig tale og politiske sammenhænge. Som Boltanski refererer til, er det dog i politiske sammenhænge direkte nødvendigt at benytte det nævnte vokubularium, da man ellers mister forbindelsen til den sociale verden og dens erfaringer.54 Det er dog et problem, at man ureflekteret anvender disse benævelser i videnskabelige sammenhænge. Generelt medfører det, at sociologer er tvunget ud i at producere teorier, der ikke er entydige, da de låner begreber og taxonomier fra den talte verden, og dertil kommer, at sociologerne undgår at analysere hvordan og hvor disse begreber benyttes socialt og i symbolske sammenhænge, der er med til at give begreberne indhold; snarere er disse sociologiske teorier optaget af at vise, hvor uafhængige begreberne er af den sociale verdens agenter. Der forsøges med med stor iver at fastslå en typologi, der beskriver de enkelte kategorier ud fra veldefinerede kriterier, der kan henføres til den ’objektive virkelighed’, og disse kategorier skal ikke sammenblandes med den sociale verdens erfaringer. Problemet er, at sociologer antager, at substantielle kategorier konstituerer verden uden i øvrigt at have noget med den ordinære verdens fremtrædelser at gøre, blot man konstruerer den rette taxonomi.
Problemet for Wrights vedkommende kan i høj grad henføres til det faktum at han forsøger at kombinere en teoretisk model fra Poulantzas med amerikansk positivistisk statistik, der kunne være en frugtbar mulighed, men som ikke lykkes da sammenkoblingen ikke inddrager den symbolske forståelse af begreberne (Boltanski 1982/1987: 162; Bourdieu/Chamboredon/Passeron 1991). Wrights projekt er problematisk, da denne for det første ikke for alvor problematiserer, hvorfor man skal tage udgangspunkt i Marx’ analyser, og for det andet diskuteres det ikke, hvorfor det skal være den analytiske marxisme fremfor nogen anden. Derved hænger Wright fast i en realisme-ontologi, der ikke diskuteres (Wacquant 1989b: 166-169). Endvidere forholder Wright sig noget ukritisk til den sample-survey-prægede metodologi, som han selv er en flittig bruger af, hvilket medfører at klasseanalysen begrænses til en statistisk allokation af individer ind i forforståede kategoriale gradueringer.55 Wacquant mener, at Wrights projekt på den måde mister den historiske dimension, og praksis-dimensionen forsvinder ud af billedet. Ét af problemerne er, at Wright ikke i tilstrækkelig grad indser, at der i forbindelse med klasse-begrebet er en dobbelt objektivitet, dels en form for objektivitet ud fra hvilken kræfter opererer ’bag om ryggen’ af sociale agenter, dels en form for objektivitet hvor ud fra den sociale verden percipieres og klassificeres af de sociale agenter, og der dannes meninger om den sociale verden inklusiv deres egen sociale verden af disse agenter. Wacquant og Bourdieu forstår klasse som en social og historisk kraft produceret af foreningen af positionen i det sociale rum og de inkorporerede dispositioner produceret af sociale betingelser forbundet med sammenlignelige positioner (Wacquant 1989: 174; Bourdieu 1979/1986: 483).
Heraf ses også at Wrights forsøg på at løse problemet angående middelklasserne ender i en slags ’papirarbejde’, hvor han søger de rette grænser mellem lagene. Man kunne forvente, at Wright måske i højere grad var opmærksom på problemerne. Den danske etnolog Thomas Højrup og Wacquant har fra forskellige vinkler peget på, at disse over- og mellemgange mellem klasserne er meget problematiske. Hvor Højrup er optaget af problemet ud fra et primært teoretisk synspunkt, er Wacquant klar over - på linje med Bourdieu - at klasser og deres grænser er historisk konstrueret og dekonstrueret, ikke i teorien. Klasse defineres ikke alene via strukturer eller agenter (agency), men i relationen som er ’smedet’ i de materielle og symbolske kampe om ’world-views’ og den sociale verdensdeling. Deraf følger at middelklassen ikke kan forstås,56 undtagen man opfatter ’klasse-lokationer’ som strukturelle lokationer på samme tid som de er resultat af historiske formationer. Wright hænger fast i idéen om, at middelklasser (eller andre) kan etableres ved at finde den rette klassifikation, hvilket er meget vanskeligt at realisere, idet der hele tiden, historisk og strukturelt, sker en bevægelse i det sociale og regionale rum, omfattende individerne. Wacquant ridser ligeledes op, hvorledes og hvorfor Wrights projekt kan forstås i lyset af det amerikanske sociologiske akademiske felt. Når sociologer og andre benytter Marx eller klasseanalyser m.v. er de ikke blot ud ’udsat’ for almindelige ’berufsverbot-tendenser’ i form af modstand imod ansættelser/promotion af marxistiske intellektuelle på universiteterne, men disse scholars’ diskurs og praksis har implicit påtvungede forankringer i den amerikanske (positivistiske) sociologi, hvormed menes at der udøves en form for censur, der udmøntes i at spørgsmål ikke stilles, metoder overses osv., og det er måske i længden mere problematisk for den radikale amerikanske sociologi. Det implicerer ikke, at problemet kun eksisterer i USA, men generelt eksisterer denne censur på forskellig vis i forskellige lande med differentierede sociale betingelser (Bourdieu 1980: 139/1993a: 91; Wacquant 1989: 176):
Opgaven er at belyse og afdække dialektikken mellem klassestrukturen og klasseagenturet (agency), ..snarere end en endeløs elaborering af den antagede uafhængige variablestruktur...kernen i klasseteori ligger ikke i at konstruere de (W)right klasser - på et strukturelt niveau, men snarere i at opdage bevægelsen fra den teoretiske til den praktiske gruppe og omvendt (Wacquant 1991: 51).
Det synes dog som om, at Wacquant har været noget hurtig her, for jeg mener, at det også er nødvendigt at afklare klassernes status på et strukturelt niveau.
Herudover er det principielt afgørende at pege på ændringer af arbejdsstrukturen (flere funktionærer og multinationale firmaer og færre landbrug osv.) og af ’ansættelsesstrukturen’, det vil sige, der er flere projektansættelser og færre faste livtidsstillinger og i det hele taget ændringer i opfattelsen af arbejde og ’udnyttelsen’ af arbejdskraft.57 Generelt kan der konstateres ændringer i den internationale arbejdsdeling efter Anden Verdens krig. Mange produkter fremstilles og produceres i dag i Asien, medens mere videnskrævende opgaver blev udviklet og varetaget af vesteurpopæiske samfund, der dog i 1980’erne og 1990’erne ikke længere er ene om dette (jf. udviklingen af computere og software etc. i Indien m.fl.).
Hierarkikonstruktion eller modulering af klassebegrebet?
John Goldthorpe har sammen med række andre forskere i hjemlandet England og især Tyskland [Vesttyskland i første omgang], Frankrig og Sverige analyseret klassestrukturen stærkt forbundet med studiet af den sociale mobilitet. Dertil har han siden slutningen af 1960’erne arbejdet på at skabe et tilfredsstillende klasseskema, man kunne bruge i empirisk forskning. Givet tog han udgangspunkt i Glass’ større undersøgelse af britiske samfund, hvortil Glass benyttede en slags klassemodel (Glass 1954). Glass m.fl. anvendte den såkaldte Hall-Jones skala (Hall-Jones 1950; Moser/Hall i: Glass 1954: 29-50), der var udviklet som en del af det store klasseprojekt. Skalaen opererede med occupational-ranking, der ikke nødvendigvis har at gøre med klasser, men ikke desto mindre var det deres udgangspunkt.
Goldthorpe har forsøgt at løfte og udvikle arven fra 40’erne og 50’erne ved at udarbejde en skala sammen med Hope, det vil sige en ranking. Det skete på baggrund af at respondenter blev bedt om at ’ranke’ et sæt af 20 erhverv med udgangspunkt i 124 kategorier, ud fra tesen om opfattet ’social ønskelighed’ (Goldthorpe/Hope 1972, 1974: 49), efter at respondenterne havde gradueret i forhold til en 20 niveaus standardskala, hvormed 860 titler fremkom. Endelig blev skalaen med de 124 kategorier reduceret til skala med 36 kategorier (Goldthorpe/Hope 1974: 131). Her brød de med det mellemliggende NORC-projekt i USA, hvor rankingen blev foretaget af forskerne (Reiss et al. 1961).58
Disse scalings-projekter var konstrueret med henblik på at måle intergenerational mobilitet, der ikke direkte kan siges at have med klasser at gøre, f.eks. forstået i marxistisk referenceramme, men snarere i en stratifikationsreferenceramme eller som også i USA kaldes for status-attainment-referencerammen. Men på sigt og isærdeleshed i andre lande har disse skalaer alligevel at gøre med klasser, hvad der ses af publikationerne Goldthorpe: Social Mobility and Class Structure i Modern Britain (1980/2.ed.:1987) og Erikson/Goldthorpe: The Constant Flux (1992a), idet de aggregerede forskellige ’occupational categories’ hidrørede fra skalastudierne. I begyndelsen var der 7 klasser, senere blev de nuanceret til både 10 og 11 klasser. Princippet er at inddele folk efter ensligheden med hensyn til markedet og arbejdet. I det følgende ses klasseskemaet: (Goldthorpe 1980/1987; Erikson/Goldthorpe 1992a: 35-47; Jonsson 1993a: 94-95):
I Højere professioner, administratorer, embedsmænd, liberale erhverv
direktører i store erhvervsvirksomheder, godsejere
II Lavere professioner [lærere], administratorer, embedsmænd,
[højere teknikere, civilingeniører=I], direktører i mindre virksomheder,
ledere af forskellige slags, herunder også tjenestemænd
IIIa Rutine ikke-manuelle funktionærer, højere, indenfor administration og handel
IIIb Rutine ikke-manuelle funktionærer, lavere, salg og service
IVa Mindre ejere, håndværkere med ansatte
IVb Mindre ejere, håndværkere uden ansatte
IVc Landmænd, ejere af små forretninger og andre selvstændige i den primære produktion
V Lavere teknikere, formænd
VI Faglærte arbejdere
VIIa Semi- og ufaglærte arbejdere
VIIb Landbrugsarbejdere og andre arbejdere i den primære produktion.
Heraf ses de første 7 klasser, samt 11 klasser på et finere niveau. Indplaceringen er således afgjort af indkomsten, samt mulighederne for økonomisk avancement og kontrollen over produktionsprocessen. Udgangspunktet har således været placeringen på arbejdsmarkedet, og produktionsenheder eller mere eksplicit i forhold til arbejdsrelationer. Deres grundinspiration er hentet fra Marx og Max Weber. Hovedopdelingen er foretaget efter, om man tilhører gruppen af: Selvstændige/arbejdsgivere med mulighed for at ansætte arbejdskraft med en vis kontrol over denne, selvstændige arbejdere uden ansatte. Herved forstås de som hverken ansætter eller sælger deres egen arbejdskraft, ansatte som sælgere deres arbejdskraft til arbejdsgivere og på den måde er kontrolleret af andre. Imidertid modereres denne model kraftigt. De er blevet kritiseret for at fastholde deres påstand om, at modellen er relationelt konstrueret, hvad der bygger på, at de ikke tager prestige og livsstils parametre med, idet modellen snarere kan tages til indtægt for at være hierarkisk opdelt, da skemaet skelner for kraftigt mellem manuel arbejdskraft og ikke-manuel arbejdskraft (Crompton 1993: 59). Selvom Goldthorpe konstruerer modellen ud fra arbejde og marked, definerer han ikke den endelige klasse, med mindre den har ’demografisk identitet’, det vil sige om en klasse er pågået som en social kollektivitet igennem en længere periode. Hermed er der taget højde for mobilitet og immobilitet.
Goldthorpe er blevet kritiseret for at indtage et ’venstre-orienteret’ standpunkt, idet han afviser påstande om, at klassesamfundet ikke eksisterer, selvom analyser af data fra 1980’erne viser, at den absolute social mobilitet er relativ høj, selv når der tages højde for, at der er flere non-manuelle arbejdere mv. i dag. Men idet de relative mobilitetsrater viser det modsatte, fastholder Goldthorpe m.fl., ligesom Glass viste det i 50’erne, at det engelske samfund m.fl. ikke er åbent. Kritikken af Goldthorpe er på dette punkt især fremkommet blandt ’højre-orienterede’ samfundsforskere, der knytter an til neo-liberalistiske økonomiske teorier som grundlag (jf. Crompton 1993). Goldthorpe m.fl. mener ikke at disse kritikker holder. I øvrigt er der i værket John H. Goldthorpe: Consensus and Controversy, 1990, en gennemgående diskussion og analyse af Goldthorpes mobilitetsstudier, klasseanalyse, klasseskema og rækkeviden af klasseanalysen med hensyn til den historiske udvikling. Flere kritikpunkter skitseres og klasseanalysens teoretiske grundlag problematiseres. Der påpeges at Goldthorpe mangler en udfoldet teoretisk analyse af klassebegrebet, og der henvises blandt andet til andre klasseanalyser, hvor det teoretiske grundlag fremgår mere udfoldet (jf. Olin Wright og Bourdieu (Ahrne 1990: 65ff)), men klasseanalysen forsvares dog (Marshall 1990: 74-75). Heruover argumenteres der for at klasseanalysen i sig selv ikke kan forklare den socio-historiske udvikling af samfundet i det lange løb, samt at det er problematisk at indplacere kvinderne i den kategori deres mand tilhører, da kvinders andre kvalifikationer og færdigheder er bedre indikatorer (Crompton 1990: 95). Sidst i værket ’svarer’ Goldthorpe på de forskellige kritikker, som dog ikke udfoldes her. Selvom Goldthorpe er klar over problemerne med Poppers falsifikationsprincip, erklærer han sig dog tilhænger af det, som en måde at tage højde for problemerne med analyserne af mobilitet og klasseformation i forbindelse med de store empiriske undersøgelser.
Klasse og klassifikationer
Goldthorpe anfører problemerne med konstruktionen af de ’rette’ klasser. I tilfælde kan ejere af store virksomheder, klasse I (varehusejere, restauratører, hotelejere, små fabriksejere, entreprenører eller transportejere) ligge tæt på IVa, men i mange henseender har de mere tilfælles med direktører ansat i store og til dels mellemstore virksomheder.59 Der er dog store nationale forskelle. Dertil kommer, at det kan være afgørende at diffentiere direktører fra akademikere. Derudover tages der forbehold for de mange ansatte, det vil sige funktionærer af forskellige slags. Erikson/Goldthorpe erkender, at der har været et stigende antal funktionærer i de såkaldt ’industrialiserede’ samfund, og mange funktionærjobs er differentieret i relation til forholdet mellem arbejdstager/arbejdsgiver. En anden meget afgørende indvending, som de skitserer, er i forhold til gruppe IIIb, der omfatter kontorpersonale af forskellig slags. Gruppen indeholder typisk kvinder. Denne gruppe lægges oftes sammen med med VIIa, det vil sige semi- og ufaglærte arbejdere. Det er ikke altid korrekt at gøre dette, nogle gange er det mere rigtigt at slå dem sammen med VI, det vil sige de faglærte arbejdere. Desuden er der ofte argumenter for, og det er Goldthorpe m.fl. også opmærksomme på, at gruppe IVc og VIIb ofte kan slås sammen, især hvis landbruget er familiebaseret fremfor organiseret som en virksomhed. Goldthorpe skelner dog ikke mellem landbrug med og uden ansatte, som de gerne ville have gjort i visse tilfælde, men det gør de ikke på grund af manglende information om disse, når det gælder sammenligninger på tværs af landene60 (jf. Erikson/Goldthorpe 1992a: 40-46).
Kapitel 8. Teorier i Danmark
Danske klassemodeller
I dansk sammenhæng har der gennem tiden været to generelle retninger, groft sagt, indenfor klasse- og stratifikationsforskningen: den marxistiske og den mere funktionalistiske prægede stratifikationsforskning. Det er karakteristisk, at den marxistiske retning primært har været af teoretisk karakter, og klassebegrebet var et blandt mange begreber, der blev bearbejdet. Inden for den marxistisk inspirerede forskning har der dog været et par enkelte teorier, der har kædet teori og empiri sammen, som eksempelvis den såkaldte strukturelle-livsformsanalyse (Thomas Højrup 1976-1996 m.fl.) og en analyse af klassestruktur og klassebevidsthed, kædet sammen med politologiske studier (Hoff/Goul Andersen 1983-1989; Goul Andersen 1991). Overfor disse studier har Socialforskningsinstituttet (SFI) arbejdet med social-gruppe-begrebet, kendetegnet ved brugen af fem social grupper, og senere hen med et klassebegreb især slået an af Erik Jørgen Hansen (1965-1995).
Inden vi analyserer nogle aspekter af disse teorier, er det relevant at påpege, at Gøsta Esping-Andersens aktivitet på den internationale scene (desuden John Westergaard, som tidligere nævnt). Esping-Andersens udgangspunkt har især i første omgang handlet om forholdet mellem ’politikker’ og ’markeder’ og velfærdsstatsmodeller (Esping-Andersen 1985, 1990, og indimellem har projekterne forskudt sig i en mere sociologisk retning med deciderede analyser af social mobilitet og stratifikation på tværs af europæiske lande (Esping-Andersen 1993, 1994). Det vil sige, at Esping-Andersen indskriver sig en stratifikations-tradition, uden at han dog af den grund afviser klasse-begrebet, i høj grad ikke når der er tale om begrebet i Goldthorpes version. I de senere studier er Esping-Andersen optaget af at vise opkomsten af en mere udbredt post-industriel klassestruktur og mobilitetsregime. Det vises bl.a. gennem en opstilling af to klassemodeller; den fordiske model og den post-industrielle (Fordistisk hierarki):
(a) direktører og ejere (inkluderer forskelligt ledende personel og småborgerskabet)
(b) funktionærer, administrativt personel, salgsmedarbejdere engageret i elementære rutine- opgaver med kontrol, fordeling og administration
(c) faglærte produktionsarbejdere, inklusiv lavere teknisk personale
(d) ufaglærte og delvist uddannede produktionsarbejdere, inkluderende transportarbejdere og andre manuelle erhverv engageret i manufaktur og fordeling, sådan som pakkere, truckkørere osv.
Post-industrielle hierarki:
(a) professionelle af forskellige slags og videnskabsfolk
(b) teknikere og semi-professionelle (lærere, sygeplejersker, socialarbejdere, laboranter, tekniske designere etc.)
(c) Faglærte servicearbejdere (kokke, frisører, politibetjente etc.)
(d) Ufaglærte servicearbejdere eller service-proletariat (rengøringsfolk, tjenere, portnere etc.)
(jf. Esping-Andersen 1993: 24-25)
For et umiddelbart syn på strukturen synes det ikke urimeligt i forhold til andres skemaer, som f.eks. Goldthorpes, men som det senere bliver belyst, er det alligevel problematisk at fastholde en sådan slags ’ontologisk’ basis. Det der måske er rimeligt, er, at denne skitse antyder noget om forandringerne på arbejdsmarkedet, men den ’reelle empiriske struktur’ er noget af en ’blanding’ af de to skemaer, som senere undersøges i forbindelse med de andre alternativer jeg forfølger.
Social grupper og livsformer
Polemikken mellem socialforskeren Erik Jørgen Hansen og etnologen Thomas Højrup (og andre) har præget den videnskabelige debat omkring levevilkår, klasse- og gruppebegrebet gennem 10-15 år især indtil omkring 1990. Debatten drejede sig om at afgrænse folk socialt, økonomisk, geografisk og ikke mindst kulturelt i den klassifikatoriske tradition. Sociologer har i årevis forsøgt at forklare begrebet social klasse ud fra forskellige synsvinkler. I de sidste 30-35 år har man på den ene side haft stratifikationsmodellerne fra Svalastoga til SFI's social-gruppe-inddeling, og på den anden side en række marxistiske klassemodeller.
Social-gruppe-begrebet blev indført i midten af 1960'erne, idet man ønskede at afløse det Svalastogaske stratifikations-system udviklet i 1950'erne (Svalastoga 1959, 1969). Dette system tog udgangspunkt i, at forskellige stillinger i samfundet har forskellig anseelse, prestige eller social status. Sammenholdt med empiriske studier, gennem hvilke han havde spurgt respondenterne om de mest anseete stillinger, idet de blev bedt om at placere udvalgte erhverv på en rangstige med 5 niveauer, og det foregik ved at respondenterne skulle indplacere 75 kort efter deres mening om prestige (kortene havde oplysninger om personens stillingsbetegnelse, uddannelse, antallet af underordnede og et løbenummer), kom han frem til 9 statuslag, således at kombinationen af stilling og anseelse blev afgørende for indplacering i det pågældende sociale stratum. Det viste sig også ifølge Svalastoga, at 3 variable kunne forklare erhvervsprestige: stillingsaktivitet, uddannelse og antal underordnede.
Social-gruppe-inddelingen blev konstrueret ud fra et ønske om at kunne anvende en inddeling i forskellige empiriske undersøgelser af sociale forhold. Men af praktiske grunde ville det ikke være hensigtmæssigt, at man hver gang man foretog en undersøgelse, der belyste de forskellige arbejdstillingers erhverv (Hansen 1977b: 2). Det kan delvist beklages, at man ikke fortsatte med denne metode, da det ville have givet informationer om de forskellige positioners opfattelse af hinanden, og man kunne have brugt dette datamateriale til at sammenligne med Thomas Højrups m.fl.’s undersøgelser af de forskellige livsformers opfattelse af hinanden. Erik Jørgen Hansen m.fl. mente, at man kunne konstruere disse social grupper ved at måle gennem fastlagte objektive kritierier, såsom stillingskategorier, uddannelsesniveau og antal underordnede, hvor man via disse items kunne etablere et relevant indeks, idet de henviste til Svalastogas argumenter for disse. I SFI's undersøgelser af ungdommen, det vil sige af de 14-20 åriges uddannelsesvilkår kunne de konstatere, at inddelingen var rimelig holdbar, idet denne sammenholdt med erhvervsfordeling og arbejdsstillingfordeling ikke var meget forskellig med hensyn til målte resulater. Der blev dog ikke foretaget en egentlig måling af kategoriernes reproducerbarhed m.v. Det var først Johannes Noordhoek, der i 1969 publicerede en bog med titlen: Sociale klassifikationer, hvor denne nærmere redegjorde for de forskellige klassifikationer, reelt et optryk af Karen Siunes ét år tidligere publicerede redegørelse (i: Hansen 1968 (under tillæg III)).61 Hansen påpegede, at der var en del problemer med systematikken i kodningerne, hvilket medførte adskillige versioner af kodevejledningen (Hansen 1977b: 3). I løbet af perioden 1965-1976 var der flere versioner af kodningerne og social grupperne var først defineret i forhold til social status begrebet.62
Karen Siune og Peter Gundelach kritiserede Socialforskningsinstituttets model for at være en subjektiv konstruktion, idet konstruktionen trods objektive kriterier, der hviler på antagelsen om, at der er en nær sammenhæng mellem arbejdsstilling, uddannelse, antal underordnede osv. - er dannet af et indeks, som bør fremgå af inddelings-analysen (Gundelach/Siune 1977: 293). Det var også allerede et problem i Svalastogas undersøgelse, at han på de udleverede kort kun havde oplysninger om tre forhold. Ved blot at have de 3 forhold med ville der formodentligt også være en stor korrelation mellem de tre variable. De skriver også at Svalastogas sammenkædning af de tre variable var sket på baggrund af velintegreret teori, hvad jeg andetsteds har påpeget ikke holder, da han simpelthen mangler en relationel teori til at komme videre med.63 Højrups kritik, som vi vender tilbage til, understreger i høj grad også problemet med den manglende teori. Siune og Gundelachs fortsætter dog med kritik af, at den ene af de 3 variable er den mest afgørende, nemlig antallet af underordnede. Hansen argumenterer nemlig for i: Lighed gennem uddannelse? (1977a), oprindeligt fra 1972, at antallet af underordnede afgør dispositionsretten, der er vigtigere end ejendomsretten. De mener dog, at SFI-inddelingen er anvendelig i forhold til at påpege uligheder i samfundet, hvad der kan være noget om.
En løsning på at social-gruppe-inddelingen ikke bidrager til at forklare ulighederne i samfundet, er ifølge Siune og Gundelachs muligt finde gennem en opdeling i ’samfundsforskeren’ (relevant sociologi) og ’videnskabsforskeren’ (f.eks. Hansen), hvor førstnævnede efter deres opfattelse burde være den, der blev praktiseret på SFI (Gundelach/Siune 1977: 299). Jeg mener dog, at de dermed ender i den gamle dualisme mellem en ’objektivt’ orienteret forskning og en ’subjektivt’ orienteret forskning, i stedet for at gå en ’mellemvej’, hvor man får det begrænsede objektive til at hænge sammen med det begrænsede ’subjektive’, fordi det under alle omstændigheder er konstruerede størrelser og begreber.
Det skal nævnes, at Hansen samme år giver svar på kritikken, idet han skriver at:
...det er dog vigtigt at hæfte sig ved, at et hovedresultat i Socialforskningsinstituttets uddannelsesundersøgelser er påvisningen af, at de relative sociale forskelle i uddannelsessøgning næppe kan ændres uden at ændre uddannelsesstrukturen. Klassebestemte forskelle i uddannelsessøgningen fjernes nemlig ikke ved at give økonomisk støtte til de unge, der bliver udvalgt til videreuddannelse på grundlag af socialt og kulturelt bestemte kriterier.... (Hansen 1977b: 305).
Men det er ikke nok med det. Det er et spørgsmål om, hvorledes samfundstrukturen er skruet sammen, og om hvordan arbejdsrelationerne og produktionsmådestrukturen er sammentømmeret (Højrup 1995). Men det er ikke tilstrækkeligt. Det er nødvendigt at gå videre til, at analysen omfattes af magtfeltet (Bourdieu 1989). Hansen (1995) er inde på, at de relative sociale forskelle i uddannelsessøgning ikke udelukkende kan ændres ved at reformere uddannelsessystemet, da problemet med uddannelsessøgning også skal ses på baggrund af den sociale struktur og den kulturelle kapitals fordeling.
Generelt har social-gruppe-modellen været anfægtet for, svarende til Westergaards kritik af Wright, at flere konkrete personer slet ikke kan indplaceres på grund af arbejdsløshed eller simpelthen på grund af, at social-gruppe-modellen ikke har taget højde for alle aspekter, herunder kulturelle parametre (Bourdieu 1979/1986; Højrup 1983/1989). Trods at social-gruppe-modellen igennem længere tid forsvares og at Højrups analyse kritiseres (Hansen 1990: 26, 38-44) kommer Erik Jørgen Hansen dog i begyndelsen af 90’erne alligevel igennem med en brydning i forhold til social-gruppe-modellen, hvor det fremgår at modellen foreslås erstattes med en klassemodel.64 Det forsøges både begrundet teoretisk - via Wright og Bourdieu -, samt gennem log-lineære analyser af datamaterialet (Hansen 1995: 243-246).
Det leder os over til den model Hansen avender i perioden 1992-1995, der minder om Wrights og Goldthorpes m.fl.65 Hansen mener i 1995, at den nye model kan forklare omfanget af ulighederne men også grundene til ulighederne66, og det ser ud som om, at kategorierne er blevet mere oplysende, f.eks. gennem etableringen af klassen professioner, men jeg mener teorien om relationen mellem systemet af positioner korresponderende med systemet af dispositioner bør medtænkes, da den giver en mere uddybbende forklaring af klasse.
Hansen er faktisk inde på at gå videre, idet han henviser til Wrights model fra 1985/1989, hvori begrebet sociale relationer indgår, for at kunne arbejde med en tilstrækkelig adækvat model. En model der inddrager forskellige former for organisatoriske goder og blåstemplede færdigheder, som Hansen oversætter til kapitalbesiddelser (produktionsmidler=fysisk kapital, ledende stilling=bureaukratisk kapital, sjældne færdigheder=kundskabskapital).67
Her ud fra konstitueres de 7 nye klasser:
1. De selvstændige erhvervsdrivende, der ejer produktionsmidler danner en klasse for sig, der er opdelt i selvstændige med ansatte og selvstændige uden ansatte (ingen bureaukratisk kapital).
2. De manuelle arbejdere er delt op i faglærte arbejdere (uden produktionsmidler, ingen bureaukratisk kapital og ikke meget kundskabskapital) og i ikke-faglærte arbejdere (ingen kundskabskapital).68
3. Funktionærerne er inddelt i forhold til om de har underordnet arbejde og ledende arbejde. Her skelnes der mellem dem der har en eller anden form for bureaukratisk kapital og så dem der ingen bureaukratisk kapital har.
Hertil erkender Hansen, at der mangler en dimension, nemlig den dimension der vedrører den kulturelle kapital, idet denne - sidestillet med kundskabskapital - i større mængder er afgørende for skabelsen af de ulige livschancer. Med reference til Bourdieu og Wright konkluderer Hansen, at der eksisterer en klasse, professionsklassen. Denne er afgrænset fra de andre klasser, idet deres erhvervsudøvelse i betragtlig grad er baseret på kundskabskapital forstået som specielle færdigheder. Hertil må man være opmærksom på, at Bourdieu opererer med kulturel kapital i sammenhæng med andre begreber, og at den kulturelle kapital ikke kun handler om formel uddannelse (titel etc.), men også om den uformelle side ved uddannelse (færdigheder, orientering i verden; f.eks. læsning af bestemte magasiner, aviser etc.). Alt i alt kan vi konkludere, at Hansen har konstrueret de 7 klasser ud fra den oprindelige social- gruppe-model, fra Wrights andet klasseskema og fra Goldthorpes skema. Det ser ud til, at de 7 klasser på forskellig måde er bedre at bruge i surveys, og at de til en vis grad kan bidrage til at forklare, hvorfor omfanget af den sociale ulighed er, som den er, men der er stadigvæk en række teoretiske problemer med modellen, hvad diskussionen af de næste to teorier viser.
Strukturel-Livsformsanalyse
I de seneste 15-20 år er den strukturelle livsformsanalyse udviklet, der forsøger at overskride de traditionelle klasse- og gruppebegreber, som alle mere eller mindre ifølge Thomas Højrup bygger på ’tingsbegrebslogikken’ og ikke på videnskabelige begreber. Det vil sige socialforskernes operation med forskellige typer af social grupper eller sociale klassifikationer generelt, er særligt problematisk, da man gang på gang kan finde eksempler i empirien som ikke passer i teorien (’teorien er ikke stærk nok’). Her er Højrups efterord til det Det glemte folk en måde at betragte problematikken på:
Kun ved at starte med emnets almene træk kan man skabe en udtømmende teoretisk kortlægning af det, fordi grundbegreberne så ikke indsnævres af specifikke bestemmelser, som kun gælder for særlige dele af det. Hviler grundbegreberne på de almene træk, der er særegne for emnet som helhed, har man derfor sikret sig mulighed for senere at specificere alle de forskellige varianter, specielle træk og særlige forhold, som rummes på de mere detaljerede planer (Højrup [1983] 1989: 544).
Livsformsbegrebet er et teoretisk begreb, som ikke lader sig realisere. Forstået på den måde, at en givet livsform næppe findes i ren form i empirien. Det er muligt, at man kan finde empiriske livsformer, der er varianter af det teoretiske livsformsbegreb, det vil sige sammenblandinger af flere forskellige livsformer (Højrup 1983/1989: 173, 202-203). Livsformsbegrebet indfanger de kulturelle kontraster, forskelle mellem folk, men - der måske ikke er nødvendigt eller hensigten - begrebet indfanger ikke i tilstrækkeligt grad samfundets magtrelationer, som ikke nødvendigvis drejer sig om en hierarkisk struktur, men om en relationel struktur på kryds og tværs, som tilsyneladende heller ikke begrebsliggør hele diskussionen om klasse versus gruppe versus livsform, der er et resultat af en historisk kamp. Klasser er historiske produkter af klassificeringsstridigheder (Bourdieu 1979/1986: 466ff).
Højrup påpeger, at livsform 3 (karrierelivsformen) dominerer de andre livsformer: Det kan for eksempel være embedsfolk og folk i centraladministrationen. Men svagheden ligger i virkeligheden i, at analysen overser, at der eksisterer en dominerende domineret kultur, der i høj grad er knyttet til folk fra livsform 3, det vil sige kulturpersonligheder, visse akademikere, kunstproducenter m.fl., der har medretten til at definere, hvad der er den dominerende kultur, den kultur som fortjener støtte, anerkendelse, betragtes prestigefyldt osv.
Vi er alle mere eller mindre med til at opretholde samfundets beståen. Mange har en eller anden form for funktion, som gør at samfundet som helhed kan fungere, men ikke desto mindre er det primært en form for kultur, der anerkendes og opnår støtte, når der uddeles legater og udstillingspladser for f.eks. kunstnere, hvilket implicerer at livsform 1, 2 domineres. Dette er vist i tidligere kulturanalyser af museumsbesøg (Bourdieu 1966,1979; Fridberg 1994, 1998).
Det bør bemærkes at livsformsteorien primært er udviklet på baggrund af etnografisk og kvalitativt materiale, men der har været ansatser til at indkorporere teorien i socialforskning surveys. Sociologen Göran Djurfeldt har i et lille arbejdspapir fra 1989 diskuteret og fremlagt et bud på hvordan livsformsbegrebet kan bruges - ved en transformation - i socialstatistikken. På Socialforskningsinstituttet har man konkret anvendt livsformsbegreberne i en undersøgelse af folks arbejdsliv og hverdagsliv, der viser at de spørgsmål, der var formuleret i spørgeskemaundersøgelsen, som indgik i projektet, bedst var egnede til at indfange træk, der udskiller lønarbejderlivsformen fra de to andre livsformer. På den anden side var der problemer med de spørgsmål, der havde til hensigt at differentiere mellem den selvstændige livsform og den karrierebundne livsform (Hjorth Andersen 1991, 1993:13). Disse studier er ikke fuldstændiggjort, således er f.eks. neokulturationsaspektet ikke medtænkt. Her er Bourdieus studier af rekonversioner - svarende til neokulturation - i forbindelse med surveys umiddelbart mere udfoldet.
Herudover påpeger Højrup flere steder i Det glemte folk, at det er problematisk at konstruere livsformer på baggrund af items (uddannelse, antallet af underordnede, stilling osv.), der sammensættes til forskellige indekser.
Livsformsbegrebet gennemlyser... erhvervskategorierne og subkulturer på en anden måde, idet det systematiserer helheder af relationer eller organisationsformer, der ikke lader sig aflæse umiddelbart empirisk og som går helt på tværs af erhverv. Det handler om strukturer, der gør, at en der arbejder med landbrug, kan tilhøre den samme livsform som en, der er reklametegner. Og to murere kan tilhøre to vidt forskellige livsformer (Højrup 1983/1989: 180).
Det betyder således, at den strukturelle livsformsanalyse bryder med socialforskningens klassifikatoriske måde at arbejde på for i stedet at arbejde med helheder, så der tages højde for strukturer og relationer. Det betyder, at det er svært at arbejde med livsformsbegreber i en kvantitativ sammenhæng. For problemet skyldes ikke alene at de tre livsformer endnu ikke er specificeret i varianter og undervarianter og mulige sammenblandingsformer. Problemet har også at gøre med, at data i Danmarks Statistik er baseret på empiriske begreber, der ikke direkte kan kobles til livsformsbegreberne. Målet er derfor at udarbejde livsformsspecifikke statistiske begreber (Højrup 1983/1989: 209-210). Generelt vurderet kritiseres Danmarks Statistiks grundlag for dataindsamling og fordelingsanalyser.69
Marxsk klassebegreb
I det følgende fokuseres på en af livsformsanalysens stærke sider, som mange andre samfundsteorier har problemer med at håndtere, nemlig spørgsmålet om hvordan man konstruere en klasse på baggrund af klassificeringer af individer. Det er oftest aktuelt i forbindelse med empiriske undersøgelser eller surveys, hvor man er nødsaget til at kategorisere folk - enten på forhånd eller bagefter. Det bliver efter kendetegn kombineret med forskellige former for klassifikationsmodeller, hvad enten man bruger den ene eller den anden klassifikationsnøgle70 og det er med til at afgøre, hvem der kommer i hvilken gruppe eller klasse. I sin doktordisputats analyserer Thomas Højrup forskellen mellem ekstensionale og intensionale klasser (Højrup 1995: 85ff). Ekstensionale klasser benyttes af de fleste forskere. De klassificerer sig frem til klasser (Goldthorpe, Hansen m.fl.) på baggrund af forskellige kendetegn, såsom indkomst, uddannelse, stilling m.m. eller marked og arbejde.
Problemet er, at det er vanskeligt at arbejde med ekstensionale klasser, som også nærværende projekt har problemer med.71 Højrups pointe er, at vi som samfundsforskere kommer ud i en række problemer, hvis vi arbejder med klasse gennem at klassificere individer i delmængder i det uendelige efter forskellige variable de er fælles om, er vigtig at fastholde. Med henvisning til Marx peger Højrup på en helt afgørende pointe, nemlig at:
Mellem- og overgangstrin tilslører også her overalt bestemmelsen af grænserne. Det er nemlig helt afgørende svært at foretage disse grænseoperationer (Højrup 1995: 89).
Højrup citerer Marx’ påbegyndelse af klassebegrebskonstruktionen videre:
Det spørgsmål, vi først må besvare, er dette: Hvad er det, der udgør en klasse? og svaret fremkommer af sig selv, når vi besvarer et andet spørgsmål: Hvad er det, der gør, at lønarbejdere, kapitalister og jordrente danner de tre store klasser i samfundet?
Ved første blik er det det, at indkomster og indkomstkilder er af samme art i hver gruppe. De er tre samfundsgrupper, hvis komponenter, de individer, der danner dem, lever af henholdsvis arbejdsløn, profit og jordrente, dvs. udnytter deres arbejdskraft, deres kapital og deres jordejendom.
Fra dette standpunkt ville imidlertid f.eks. også læger og embedsmænd danne to klasser; de tilhører to forskellige grupper i samfundet, idet medlemmernes indkomster i hver gruppe strømmer fra samme kilde. Det samme ville gøre sig gældende for den uendelige opsplitning af interesser og stillinger, hvori arbejdsdelingen i samfundet opspalter såvel arbejdere som kapitalister og jordejere - sidstnævnte f.eks. i ejere af vingårde, kornmarker, skove bjergværker og fiskevande (Højrup ef. Marx 1995: 87).
Højrup konstaterer, at man kan læse Marx på tre måder. Den første måde viser, at Marx opererer med ekstensionale klasser, idet de konstrueres ved at individer klassificeres til en klasse med samme indkomst og indkomstkilde, det vil sige med samme fælles træk. Når det betragtes at det svarer overens med den sædvanlige handlingssociologiske læsning, bør det tilføjes jævnfør det foregående og det næste afsnit, at også uddannelse medtages som en kilde, samt flere andre kilder. Tilsvarende nævnes klassebevidstheden. De 2 sider af de ekstensionale klasser er altså ’klasse an sich’ og ’klasse für sich’. Citatet viser under alle omstændigheder, at der vil opstå et utal af klasser, og det kan være tilfældet, at læger og embedsmænd ikke nødvendigvis tilhører den samme klasse.
Den anden måde viser, at Marx foretager en brydning imellem det ekstensionale perspektiv på klasserne og et intensionalt perspektiv på klasserne. For klassernes intension er netop arbejdsrelationer, idet Marx gennem begrebsrelationerne i den kapitalistiske produktionsmåde terminaludlæser 3 arbejdsrelationer givende 3 intensionale klasser. Lønarbejderen er altså den ene terminal, kapitalisten en anden terminal og jordejeren en tredje terminal.
Tilsammen udtømmer disse tre subjektbegreber og deres arbejdsrelationer dette produktionsmådebegrebs terminaler. Produktionsmådens liv udgøres med andre ord af tre former for praksis, der gensidigt betinger hinanden (Højrup 1995: 88).
Den tredje måde viser, at Marx’ spørgsmål i citatet er et retorisk spørgsmål, hvorved Marx forsøger at henlede læseren på, at det faktisk er en blindgyde kun at betragte klassebegrebet ekstensionalt. Klasser er i den forstand ikke en samfundsgruppe. Og individet er ikke nogen entydig databærende enhed. Denne pointe vil vi også bruge i det næstfølgende.
Der kan dog på det ekstensionale niveau være en pointe i at spalte op i ejere af vinmarker, skove osv., idet man hermed kan operere med dem som en slags modaliteter gennem hvilket det er muligt at rekonstruere en slags eksistensbetingelser i forbindelse med større empiriske undersøgelser, og ikke kun udelukkende ud fra profession, indkomst, uddannelse osv. Herigennem er det muligt at konstruere en relationsstruktur.
Højrups grundforudsætninger er dem af Hjelmslev skitserede i Omkring sporgteoriens Grundlæggelse (Højrup 1995: 40-42; Hjelmslev 1943/1966), nemlig at arbejde intensionallogisk, imodsætning til den ekstensionale teoriform, der indbefatter at arbejde med bestemte grundbegreber, og at begrebsstrukturerne man arbejder med, kun har et og kun et udgangspunkt. Disse grundforudsætninger er baggrunden for enhver videnskabelig teori og hvad der ligeledes ses af empiriprincippets 3 krav til arbejdet med begrebslige specifikationsforløb, nemlig at det skal være modsigelsesfrit (konsistent), udtømmende og enklest. Det må forsøges, men som Gödel har peget på i forbindelse med matematisk bevisførelse af teoremer, sætninger, korollarer eller hvad det måtte være, er det ikke altid muligt at have modsigelsesfrie teorier, samtidigt med at de er fuldstændige, det vil sige udtømmende. Herudover har Husserl, Bourdieu m.fl. vist, at teorier om det sociale osv. må have en indarbejdet en teori om denne teori, det vil sige om dens forudsætninger (som vi var inde på i det indledende videnskabsteoretiske afsnit). Jeg vil ikke her gå videre med denne diskussion, blot notere mig at empiriprincippet bør følges så langt det er muligt med de forbehold som skitseret.
Grundlæggende kan den store forvirring omkring konstruktionen af klassebegrebet, forklares gennem Højrups pointe i at videnskabeligt arbejde bør foregå intensionallogisk og følge empiriprincippet. Forholdet mellem teorier, modeller, begreber, empiri ses af transformationsanalysen, skitseret skematisk i figur 19 (Højrup 1995: 96).
FIGUR:
Kapitel 9. Stat og klassifikationer
Klassehabitus og statsklassifikationer
Som understreget i La distinction er konstruktionen af det sociale rum foretaget på baggrund af en række sammensatte analyser, hvorved det sociale rum ikke er en direkte sammensætning af plane diagrammer af korrespondanceanalyser. I praksis var det kompliceret at konstruere et sådant rum, da ideelle surveys ikke forefindes med indikatorer på en række kapitalforhold. INSEE’s forskellige undersøgelser fra perioden 1967-1972 er benyttet til at konstruere to diagrammer, et bestående af de sociale positioner, og et bestående af livsstile. I princippet burde der også være en tredje figur, repræsenterende det teoretiske rum for habitus, det vil sige den sociale livsbane eller ændringerne i kapitalvolumen og i sammensætningerne over tid (Bourdieu 1979: 128, 140-141/1986: 114, 126-128). Selvom Bourdieu flere steder i La distinction og i andre værker opererer med TRE klasser (der i det foregående er blevet kritiseret) med diverse undergrupper, fremgår det af figuren (Bourdieu 1979: 140-141/1986: 128-129), som indeholder det sociale rum og rummet af livsstile, at der opereres med 25 professionsgrupper/positioner, der i et vist omfang kan sidestilles med INSEE’s konstruktioner med hensyn til andet niveau og tredje niveau. Det er der i og for sig ikke noget mærkeligt ved. Men det forudsætter, at man rationelt (raison d’étre) kan operere med disse kategorier, selvom de i visse sammenhænge fungerer, og er konstrueret som administrative enheder - og ikke i særlig høj grad på baggrund af analyse af sociale klasser.72
Hertil kan man ty til en af Bourdieus utallige argumenter blandt andet fremført i et interview med Honneth m.fl., hvor opmærksomheden rettes henpå hvorvidt ’klasser’ eller for den sags skyld andre ’fænomener’ i for sig eksisterer eller om disse ikke blot er udtryk for gårsdagens symbolske strukturer (Bourdieu 1990a: 18) - til syvende og sidst er der tale om en klassifikationsstrid, der er en del af klassekampen (Bourdieu 1979: 543ff./1986). Derved stilles der - som tidligere anført - klart spørgsmålstegn ved om klasser i og for sig eksisterer, og fokus bliver lagt på, hvordan klasser og klassifikationer er genstand for kamp og diskussion om disse klassifikationer (Bourdieu 1979, 1990a).
Det ses af de mange forskellige måder at operere med sociale kategorier på. Der er adskillige måder at gøre det på, blandt andet vist af Marx, Weber, Wright, Goldthorpe, Højrup og Bourdieu, og det ses hvor forskellige præmisserne er. Det er ikke blot blandt sociologerne, der findes forskellige måder at arbejde med klassifikationer på. Det ses især også af, hvad man kunne kalde for den administrative forskning og registrering, sikret af staten. Bourdieu benytter som sagt INSEE’s klassifikationssystem: Nomenclature des professions et catégories socioprofessionelles (PCS) konstrueret på baggrund af det sociale rum, der betragtes som Frankrigs officielle taxonomi eller nomenklatur, og man kan drage en lignende parallel til Danmarks Statistiks klassifikationssystem eller til Socialforskningsinstituttets social grupper eller til ILO’s (International Labour Organization) ISCO-system (International Standard Classification of Occupations 1991). Dette system har dog ikke indarbejdet en teoretisk model for det sociale rum.
Danmarks Statistiks og Socialforskningsinstituttets inddeling af bestemte individer har ofte været i kategorier som lønmodtagere, funktionærer, selvstændige, faglærte arbejdere, ufaglærte arbejdere og personer uden for arbejdsstyrken, foretaget på grundlag af professioner og erhverv for dermed at sammensætte sociale indekser, eksempelvis anført i analysen af Socialforskningsinstituttets social grupper. Lad os se mere konkret på disse klassifikationer, for så vidt angår erhverv og uddannelse i Danmarks Statistik, Undervisningsministeriet og til dels Arbejdsmarkedsstyrelsen (Arbejdsministeriet).
Et af de mest centrale problemer ved analyse af data er spørgsmålet om kategorisering af folk i forbindelse med sociale kategorier, uanset om man nu ser det fra sociologens eller en administrativ side. Det er socio-teoretisk set en af de mest afgørende problematikker ved operationaliseringer af klassifikationer og dermed også databearbejdning. Meget hurtigt viser det sig, at der er problemer med at anvende en traditionel klasse- eller socialgruppemodel eller adminstrativ model. Problemet er, at mange af personerne ikke uden videre kan kategoriseres, fordi deres karakteristika faktisk lapper over de oprettede socialgrupper og klasser og administrative taxonomier.
Således er diskussionen om klasser ikke blot teoretisk og analytisk, men så sandelig også et politisk-praktisk problem. Det er ikke så enkelt at bruge de traditionelle modeller. Problemerne med at klassificere og sammensætte til forskellige former for kategorier må medtænkes i konstruktionen af relationerne mellem klasserne. Den måde hvorpå jeg og man generelt klassificerer på, er et resultat af samfundet, vist af Émile Durkheim and Marcel Mauss i De quelques formes primitive de classification. Contribution a l'étude des représentaions collectives (Primitive Classification) (1903). I deres arbejde forsøgte de at etablere en formel korrespondance mellem den sociale og symbolske klassifikation. De undersøgte et klassifikationssystem anvendt af aborigines i Australien, og de konkluderer at måden at klassificere på, er determineret af flere størrelser som samfundets form, opfattelse, rum, tid, hierarkier og klasse. Sådanne kognitive kategorier er produkt af samfundet. De skriver i det sidste kapitel at:
Things are not simply arranged by them in the form of isolated groups, but these groups stand in fixed relationships to each other and together from a single hole (Durkheim/Mauss 1963: 81).
Vi kan konstatere, at klassifikationer, uanset om de er officielle, teoretiske, garanteret osv., er afhængige af en række forhold. Ud fra dette udgangspunkt er det ambitionen at gå så langt som muligt, og ud fra en række teoretiske bestemmelser, herunder en successiv socio-statistisk metode, hvor flere relevante forudsætninger indarbejdes. Der tænkes på sammenspillet mellem korrespondanceanalyse og socio-analyser.
Erhvervsklassifikationer
Der er flere områder hvor klassifikationssystemer anvendes. Det gælder f.eks. i relation til erhverv og uddannelse. Uddannelsesklassifikationer findes i Danmarks Statistik og Undervisningsministeriet, erhvervs/arbejdsklassifikationer findes i Danmarks Statistik og på Arbejdsministeriets områder (jf. Kravspecikation for den ny arbejdskraftsklassifikation 1994). Lad os tage erhvervsklassifikationer først. Danmarks Statistik m.fl. har hidtil ikke haft et så udfoldet systematisk kategoriserings-træ som f.eks. INSEE’s klassifikationssystem af professioner osv., men fælles for de to Nationale statistiske institutter er, at de hovedsageligt opererer med administrative niveauer og enheder.73 Der findes ligeledes et finere niveau, men dette skulle give en idé om måden at kæde niveauerne sammen på. Sociologisk benyttes disse ikke slavisk, det vil sige kategoriene anvendes i overenstemmelse med teori, problemstilling og empiriske forhold.
Nomenklatur for de socioprofessionelle kategorier,
sammehænge mellem niveauerne 8, 24 og 42.
┌────────────────┬────────────────────────┬───────────────────────────────┐
│Niveau agregeret│ Niveau fortløbende │ Niveau detaljeret │
│8 poster, heraf │ 24 poster, heraf │ 42 poster, heraf │
│6 aktive │ 19 er aktive │ 32 aktive │
├────────────────┼────────────────────────┼───────────────────────────────┤
│1 Landmænd │ 10 Landmænd │ 11 Landmænd med mindre jord │
│ │ │ 12 Landmænd med mellem jord │
│ │ │ 13 Landmænd med større jorde │
├────────────────┼────────────────────────┼───────────────────────────────┤
│2 Selvstændige │ 21 Håndværker (selvst.)│ 21 Håndværkere (selvst.) │
│ ├────────────────────────┼───────────────────────────────┤
│ │ 22 Butiksejere, lign. │ 22 Butiksejere og lignende │
│ ├────────────────────────┼───────────────────────────────┤
│ │ 23 Forretningsejere │ 23 Forretningsejere, 10 ans.│
├────────────────┼────────────────────────┼───────────────────────────────┤
│3 Cadres, │ 31 Liberale profession │ 31 Liberale professioner │
│ intellektuelle├────────────────────────┼───────────────────────────────┤
│ │ 32 Offentlige cadres │ 33 Offentlige 'cadres' │
│ │ Intellektuelle og │ 34 Professorer, forskere │
│ │ kunstnere │ 35 Kunstnere │
│ ├────────────────────────┼───────────────────────────────┤
│ │ 36 Forretnings-cadres │ 37 Administrative og private │
│ │ │ 'cadres' │
│ │ │ 38 Ingeniører og tekniske │
│ │ │ 'cadres' │
├────────────────┼────────────────────────┼───────────────────────────────┤
│4 Mellemprofes- │ 42 Mellemprofessioner │ 42 Folkeskolelærere og andre │
│ sioner │ indenfor sundhed, │ 43 Socialarbejdere, sygeplej- │
│ │ undervisning, │ erske │
│ │ omsorg i det offent-│ 44 Præster og kirkearbejdere │
│ │ lige │ 45 Mellemledere i det offent- │
│ │ │ lige og i administration │
│ ├────────────────────────┼───────────────────────────────┤
│ │ 46 Aministrativ- og │ 46 Aministrativ- og forret- │
│ │ forretn.mellemleder │ ningsmellemleder │
│ ├────────────────────────┼───────────────────────────────┤
│ │ 47 Tekniker │ 47 Tekniker │
│ ├────────────────────────┼───────────────────────────────┤
│ │ 48 Formand/konduktør │ 48 Formand og konduktør │
├────────────────┼────────────────────────┼───────────────────────────────┤
│5 Ansatte │ 51 Ansatte i det │ 52 Kontorfolk i det offentlige│
│ │ offentlige │ administrativt personale │
│ │ │ 53 Politibetjent og soldat │
│ ├────────────────────────┼───────────────────────────────┤
│ │ 54 Ansatte privat adm. │ 54 Kontorfolk i det private │
│ ├────────────────────────┼───────────────────────────────┤
│ │ 55 Ansatte i handel │ 55 Handelsansatte │
│ ├────────────────────────┼───────────────────────────────┤
│ │ 56 Servicemedarbejdere │ 56 Servicemedarbejdere │
├────────────────┼────────────────────────┼───────────────────────────────┤
│6 Arbejdere │ 61 Faglærte │ 62 Faglærte i produktionen │
│ │ │ 63 Faglærte i service (hånd.) │
│ │ │ 64 Chaffører │
│ │ │ 65 Speditører, transportfolk │
│ ├────────────────────────┼───────────────────────────────┤
│ │ 66 Ufaglærte │ 67 Ufaglærte i produktionen │
│ │ │ 68 Ufaglærte i service (hånd.)│
│ ├────────────────────────┼───────────────────────────────┤
│ │ 69 Landarbejdere │ 69 Landarbejdere │
├────────────────┼────────────────────────┼───────────────────────────────┤
│7 Pensionerede │ 71 Pensionerede landm. │ 71 Pensionerede landmænd │
│ ├────────────────────────┼───────────────────────────────┤
│ │ 72 Pensionerede selvst.│ 72 Pensionerede selvstændige │
│ │ håndværk/forretn. │ håndværk og forretning │
│ ├────────────────────────┼───────────────────────────────┤
│ │ 73 Pensionerede cadres │ 74 Pensionerede cadres │
│ │ og mellemprofessioner │ 75 Pensionerede mellemprof. │
│ ├────────────────────────┼───────────────────────────────┤
│ │ 76 Pensionerede ansatte│ 77 Pensionerede ansatte │
│ │ og arbejdere │ 78 Pensionerede arbejdere │
├────────────────┼────────────────────────┼───────────────────────────────┤
│8 Andre personer│ 81 Arbejdsløs, altid │ 81 Arbejdsløse, aldrig arbejde│
│ ├────────────────────────┼───────────────────────────────┤
│ │ 82 Diverse, der ikke │ 83 Værnepligtige │
│ │ er pensionerede │ 84 Elever, studerende │
│ │ │ 85 Personer uden arbejdsmæssig│
│ │ │ aktivitet (< 60 år) │
│ │ │ 86 Personer uden arbejdsmæssig│
│ │ │ aktivitet (> 60 år) │
└────────────────┴────────────────────────┴───────────────────────────────┘
Hvert administrativt niveau kan føres tilbage til en række af professioner (Nomenclature des professions et catégories socioprofessionelles, PCS, 1994: 2-406). Det hidtidige system anvendt af Danmarks Statistik indeholder ikke et systematisk og finmasket klassifikationssystem, der dog fremover har påtænkt at anvende en tillempet version af ISCO-88-versionen. Den gamle model var bygget ud fra at kombinere Dansk fagkode udarbejdet af det tidligere direktorat for arbejdsmarkedsstyrelsen (Dansk fagkode 1986) og et socio-økonomisk niveau (Folke- og boligtællingen 1981, landstabelværk 1984: 132-137), der hovedsageligt dækker:
- selvstændige
- funktionærer med eller uden overordnede/underordnede
- faglærte arbejdere
- ufaglærte arbejdere
- personer uden stilling
Dansk fagkode blev dog kun delvist fulgt i deres klassifikationspraksis. Den nye model følger i princippet den internationale inddeling og klassifikation omtalt som ISCO. Danmarks Statistiks model kaldes i daglige tale DISCO, der dog på visse punkter afviger fra den internationale model. Med den nye model er det f.eks. i Arbejdsmarkedsstyrelsen målet at bryde op mellem den entydige sammenhæng mellem fagkoder og kvalifikationer. Det begrundes med en stigende mobilitet på arbejdsmarkedet, internationalisering af arbejdamarkedet, og at EU's statistikmyndigheder er begyndt at bruge ISCO-88. Hermed mener de ikke, man kan opretholde en sammenhæng mellem uddannelse, fagbetegnelse og kvalifikationer (jf. Kravspecifikation for den ny arbejdskraftklassifikation 1994: 6ff.).
Hverken Danmarks Statistiks eller Socialforskningsinstituttets måde at klassificere på er teoretisk eller begrebsmæssigt holdbar, som Højrup som var inde på, da klassifikationerne udelukkende er empirisk-administrativt begrundet. I en sammenhæng hvor der arbejdes med det sociale rum og sportens eller andre felter er det teoretisk for uholdbart.
De forskellige måder at klassificere erhverv på i henholdvis Undervisningsministeriet, Arbejdsmarkedsstyrelsen og Danmarks Statistik, understreger pointen med, at der er kamp mellem forskellige positioner, om retten til at definere den legitime og anerkendte klassifikation. Problemerne omkring klassifikation skal således ikke udelukkende forstås på baggrund af praktiske forhold, men forstås på baggrund af, at man opererer med bestemte klassifikationer i de forskellige systemer (statslige ministerier eller institutter).
Uddannelsesklassifikationer
Studiet af de forskellige uddannelsesklassifikationer tog blandt andet udgangspunkt i problemer med at klassificere visse uddannelser som sygeplejerske, ergoterapeuter og pædagoger. Folkeskolelærere med 4 års uddannelse er i lang tid blevet placeret som en mellemlang videregående uddannelse, hvorimod sygeplejerske blev placeret som en kortere videregående uddannelse. Der er sket en række konkrete skift i undervisningsministeriets klassifikationer af uddannelser. F.eks blev pædagoguddannelserne og sygeplejerskeuddannelserne i 1992 omdefineret fra kortere videregående uddannelser til mellemlange videregående uddannelser, hvortil f.eks. hører folkeskolelærer, journalist, ergoterapeut og fysioterapeut. Det er eksempler på den stadige klassifikationskamp og korrigering i overensstemmelse med inflationen af mange uddannelsers titel, navngivning og klassificering.
Uddannelsesnomenklatur og klassifikation opereres der med i Undervisningsministeriets datakontor og i Danmarks Statistik. I Undervisningsministeriet er der en generel orientering henimod at opdele efter hovedområder, og ikke så meget efter korte, mellemlange og lange videregående uddannelser. I Danmarks Statistik har de ligeledes de videregående uddannelser som sit område. Der er mellem Undervisningsministeriet og Danmarks Statistik en praksis-forskel i klassifikationerne med hensyn til de underordnede niveauer. Undervisningsministeriet inddeler efter institutioner, hvor Danmarks Statistik inddeler efter fag. Princippet for inddelingen er uddannelseslængde og indgangseksamen (om det er studentereksamen eller ej). I det tilfælde, hvor der indgår meget praktik i uddannelsen, f.eks. 2 år, tæller praktiken kun med som 1 år i målingen af længden. I Statistiske Efterretninger fremgår det, hvordan Danmarks Statistik inddeler efter korte, mellemlange og længerevarende uddannelser.
Herudover har man indført en ny version af DUN (Dansk Uddannelses-Nomenklatur 1994), der anvendes i både Danmarks Statistik og Undervisningsministeriet. Denne nomenklartur har
sammenhæng med det såkaldte arbejdsklassifikationsmodul, der bestemmes ud fra arbejdsdeling, uddannelseslængde og uddannelseskarakter.
Der er en vis forskel mellem undervisningsministeriets uddannelsesopdeling (DUN-klassifikationen) og Danmarks Statistiks uddannelsesklassifikation (jf. version af minsteriets uddannelsesnøgle, Forspalte 1994). DUN-klassifikationen bygger videre på den internationale norm (ISCED: International Stardard Classifications of Education), der delvis er publiceret som: Education in OECD-countries, Compendium of Statistical Informations OECD-UNESCO (1993) dækkende årene 1988, 1989, 1990. Den tidligere version fra 1990 dækkede årene 1986 og 1987. Publikationen giver et overblik over uddannelsernes koder i de forskellige lande, og hvordan de oversættes til hinanden. Systemet er således et eksempel, hvordan de administrative klassifikationssystemer forsøges gjort ens, og at der mellem forskellige lande, departementer, afdelinger og felter er forskelle på navngivningen og taxonomien.
Komparative klassifikationer
På baggrund af et komparativt studie af det franske uddannelsessystem og det danske uddannelsessystem undersøgtes således forskellige klassifikationssystemer for profession, erhverv og uddannelse, der anvendes i Danmark, og det viste sig, at INSEE’s system i højere grad er anvendelig som sparringspartner i sammenhæng med konstruktionen af de forskellige rum hvilket også ses af anvendelsen af INSEE's kategorier (Bourdieu 1979/1986, 1985a).74 De sammenlignende studier blev udført, da der var problemer med klassifikationerne, men også fordi, at de opnåede måleresultater er afhængig af hvilke skalaer, man arbejder med. Derfor har det været vigtigt at afklare disse skalaer noget mere. Det bør dog nævnes, at uddannelsesklassifikationer m.fl. er operationaliseret anderledes i Danmark sammenlignet med Frankrig (Education in OECD Countries 1993: 22, 24; Berner/Callewaert/Silberbrandt 1977: 147-150).75
Under alle omstændigheder kunne det lyde som en selvmodsigelse, at jeg taler om at klassificere, men der klassificeres i overensstemmelse med en fortløbende korrespondanceanalyser (den successive socio-statistiske analyse), hvorved man efterhånden finder de uddannelser eller hvad det nu kan være, der hører sammen og grupper dannes. Men det er ideelt set ikke en klassifikation, der er foretaget. For det er klassifikationer, der skabes gennem at tage højde for de forskellige egenskaber. Det er vigtigt at understrege, at den konstruerede klasse ikke er den samme som de sædvanlige socio-økonomiske kategorier, der anvendes af f.eks. Danmarks Statistik. Der opereres i princippet med modaliteter, det vil sige med ikke-randordnede kategorier. Herved kan en række primære relevante og sekundære egenskaber fungerer i analysen, uden at man for hurtigt har struktureret data gennem administrative enheder.
Benzécri har vist, at denne problematik har afgørende betydning:
Antag at vi har agenterne ab1c1, ab2c2,......, abncn hvor hver af disse er nøjere beskrevet og fastlagt ud fra disse karakteristika. Hvis vi nu ser bort fra de to sidste egenskaber, kan vi sige at disse agenter tilhører en og samme art a, men selvom egenskaben a tillader os at definere denne art og finde de individer, der hører til denne art, kan vi ikke undersøge arten uden hensyn til individernes egenskaber b og c. Hvis vi betegner B for den mængde af modaliteter som den anden egenskab kan antage, og betegnelsen C for den mængde af modaliteter som den tredje egenskab kan antage, så indebærer undersøgelsen af arten a, at vi undersøger aBC, det vil sige foruden den først fastlagte egenskab også alt det (B respektiv C) som den anden og tredje egenskab kan være og desuden mulige forbindelser mellem de sidste (et givet b's forbindelse med c's snarere end med c'eller c'') (i: Bourdieu 1979/1986: 113).
Det er virkeligheden det princip, man arbejder efter i forbindelse med konstruktionen af relationer mellem positioner, distinktioner osv. i det sociale og symbolske rum. Det vil fremgå mere tydeligt, at de konkrete operationer foretaget i forbindelse med konstruktionen af de forskellige rum, felter og rekonversioner, forstået som omsættelser af forskellige kapitaler.76
Som tidligere fremført i kapitel 1 så udarbejdede Bourdieu og Boltanski et arbejdspapir med titlen: Le titre et le poste: rapports entre le système de production et le système reproduction (1975), hvor de problematiserede mobilitetsstudiers og INSEE’s undersøgelser m.fl. brug af titler og jobs, og dette forhold bør medtænkes i konkrete studier af klassifikationer. Forholdet mellem titel og post er delvist blevet fulgt op af en række forskere.77 Jeg vil ikke her gennemgå alle analyserne, men kort pege på en række pointer.
Klassifikation af klasser på et subjektivt plan
Svalastoga var som tidligere anført tilhænger af at bruge folks vurderinger af social status til at konstruere sociale strata. Et lignende projekt blev også gennemført i Frankrig af Boltanski og Thévenot i begyndelsen af 80'erne, men sigtet var at afklare problemet: 'at finde vej i det sociale rum'. Der var således et andet teoretisk udgangspunkt. Luc Boltanski havde samtidigt studeret den særlige franske gruppe cadres, hvor forholdet mellem klasse og kollektiv identitet blev analyseret ud fra forskellige politiske situationer i Frankrig.78 Boltanski og Thévenot undersøgte forholdet mellem individers mentale billeder af sociale klassifikationer og den sociale proces, der omhandler de offentlige definitioner af sociale grupper som man eksempelvis eksisterer i Danmarks Statistik, Socialforskningsinstituttet, Arbejdsmarkedsstyrelsen, universiteter, fagforeninger, Undervisningsminsiteriet, Arbejdsministeriet, Socialministeriet osv. Deres studie var baseret på et spil, hvor forskellige samfundsgrupper deltog. Der indgik flere forskellige former for spørgsmål, der skulle medvirke til at danne et mønster af svar. I hvilken grad er der overensstemmelse mellem de forskellige billeder, og hvis der er variationer, skyldes det så ulige viden om de etablerede institutioners klassifikationer og officielle labels (det vil sige navne på abejdskategorier, kollektivt-aftalte klassifikationer og statistiske taxonomier)?79 Undersøgelsen viste i hvor høj grad de forskellige grupper og personer er afhængige af officielle repræsentationer, som eksisterer i den sociale verden. Graden afhænger af agentes orientering i den sociale verden. Det kan f.eks. være en orientering for metalarbejdere knyttet til specifikke fagforeninger eller en orientering for agenter, der ofte optræder i medierne (ingeniører, doktorer, bestyrelsesformænd etc.). Således har de forskellige statslige taxonomier en ganske stor betydning, men med en vis variation for de forskellige grupper.
En videnskab om klassifikationer
Der er således kamp om klassifikationerne uanset om det foregår i statslige-administrative enheder, eller om det foregår på legaliserede universitetsinstitutter. Der er et spil i gang om titler og i det hele taget om navngivning. Der er som nævnt f.eks. en kamp om benævnelsen for en folkeskolærer i Frankrig gennem at spille på om en lærer kaldes for instituteur eller enseignant. Der er især kamp om uddannelsestitler. Titler er garanteret og legitimeret af officielle tribunaler, og kan derfor virke som symbolsk kapital. I den forstand har staten monopolet til at udøve symbolsk vold. Bourdieu foretager analyser af forholdet mellem job og titel og skriver:
It is the symbolic scarcity of the title in the space of the names of professions that tends to govern the rewards of the occupation (and not the relationship between the supply of and demand for a particular form of labor) (Bourdieu 1985a: 733).
Og der fortsættes:
It is not the relative value of the work that determines the value of the name, but the institutionalized value of the title that can be used as a means of defending or maintaining the value of the work (Bourdieu 1985a: ibid.).
Det kan umiddelbart lyde provokerende at konkludere dette. Det er formentligt korrekt generelt set, men der er ingen tvivl om, at det i Frankrig i mange, mange år har været sådan, nemlig at der er præcis sammenhæng mellem titel og job med en relativ snæver margen. Det ser dog ud til, at denne tendens breder sig til også at omfatte arbejdsmarkedet i andre lande. I Danmark har man dog en selvforståelse af, at uddannelse rent faktisk også bør have kvalificerende og dannende elementer, således at det ikke udelukkende er formelle titler, der er på spil, garanteret af stat og uddannelsessystem, hvorfor der også fokuseres på indhold og form i de enkelte uddannelser. Det er formentlig med til at skjule, at det i mange sektorer og brancher er sådan, at det er titlerne, der spiller afgørende ind ved udvælgensen af personer til jobs, især i forbindelse med dominerende poster. Der er løbende kamp om hvilke titler, der garanteres og under hvilke vilkår. Dette princip er gældende for de forskellige sociale felter.
Disse kampe kan ses som klassifikationsstride mellem forskellige agenter og grupper, og når en videnskab om klassifikationer forsøges grundlagt, er det afgørende at tænke på forskellige forhold, der spiller ind, og som ligeledes påvirker de enkelte målinger. Hvad medfører det, når en videnskab om klassifikationer etableres ? Bourdieu forsøger at give et svar:
This means that one cannot conduct a science of classifications without conducting a science of the struggle over classifications and without taking account of the position occupied, in this struggle over the power of knowledge, for power through knowledge, for the monopoly of legitimate symbolic violence, by each of the agents or groups of agents who are involved in it, whether they be ordinary individuals, exposed to the vicissitudes (omskiftelse) of the everyday symbolic struggle, or authorized (and full-time) professionals, which includes all those who speak or write about social classes, and who are distinguished according to the greater or lesser extent to which their classifications commit their authority of the State, the holder of monopoly of official naming, correct classification, the correct order (Bourdieu 1985a: 734).
På den ene side er den sociale verden defineret af fordelingerne af kapitalvolumen og struktur og på den anden side af de specielle karakteristika i de forskellige sociale felter. I de sociale felter er der til stadighed kamp om det, der skal gælde, om hvilke triumf-kort der så at sige skal være gældende. Der kan altid sættes spørgsmålstegn ved disse kort. I et hvert felt er der sådanne kampe om defintionen af de legitime principper for, hvordan det givne felt skal opfattes og opdeles. Det kan betyde et brud med doxa, der tager den ordinære opfattelse af et felt for givet. Doxa-begrebet er især blevet udfoldet i det sidste kapitel af Outline of a Theory of Practice (Bourdieu 1977a).
Her defineres et socialt univers eller felt som et sted for kampe, der hovedsageligt er struktureret af ortodoxa (de dominerende eller de 'gamle' i feltet) og af heterodoxa (de dominerede eller de unge i feltet), og doxa er så det underliggende i denne diskurs, altså det uudtalte, det som er taget for givet, det der ikke så ofte stilles spørgsmålstegn ved. Det er selve hovedprincippet for, hvordan det pågældende felt skal virke, hvilke regler og uskrevne regler der skal gælde. Det vil sige, at man f.eks. kan diskutere forskellige metoder til at organisere forhold på, eller hvordan ting skal gøres i praksis, men det er sjældent at det fundamentale grundlag tages op til diskussion, altså de grundlæggende spilleregler eller magtforhold, der er med til at strukturere feltet - i nogle tilfælde kan disse forhold være de vigtigste. Er det imidlertid sådan, at et felt mister troværdighed, eller i sidste ende den legitime ret til at definere feltet, kan doxa blive centrum i kampen.80 Følges disse analyser er det afgørende at medtænke disse klassifikationsstridigheder, når klassifikationssystemer bestemmes og evalueres. Hermed er det muligt at korrigere for hvad man i fysikken ville kalde for ’baggrundsstøj’. Det fører dog ikke til, at man kan rense stridighederne fra, men det kan måske tilstræbes for at undgå unødige fejltagelser og spekulationer.
Del III
Uddannelse og ulighed
Kapitel 10. Uddannelse som socialpolitik i staten
Indledning
Med henblik på at analysere forholdet mellem Uddannelse og ulighed analyseres i det følgende en række emner relevant for dette område. Det lange og større perspektiv, er at sætte fokus på, at der i forbindelse med den sociale og kulturelle reproduktion af sociale klasser, eksisterer et uddannelsessystem, blandt andet for legitimt at tildele credentials, der er med til sikre reproduktionen af magtstrukturer i det danske samfund, eller sagt på en anden måde uddannelsesfeltet spiller sammen med magtfeltet for at udvide og sikre reproduktionen af professionelle embedsmænd.
Meget tyder på, at den sociale og kulturelle reproduktion stadigvæk er stabil. Dermed menes at personer med forskellig social oprindelse (samfundsklasse), ikke har de samme chancer for at gennemføre forskellige typer af uddannelse, som for eksempel lange videregående akademiske uddannelser. Børn af akademikere og lignende har fem gange så stor chance for at gennemføre en sådan uddannelse sammenholdt med børn af ikke-faglærte arbejdere. Den sociale sortering lever med andre ord i bedste velgående i velfærdsstaten Danmark. Trods tanken om at skolen og uddannelsessystemet som sådan er blevet ’demokratiseret’, på grund af mere lige chancer for at opnå forskellige uddannelsesgrader, efterhånden er mere rodfæstet i folks bevidsthed, virker skolen, faktuelt set…. som det fremmeste institutionelle maskineri til bekræftelse af sociale hierarkier i avancerede national-stater. Ikke ulig kirken i middelaldersamfundet leverer skolen en retfærdiggørelse for den bestående samfundsorden, et rationale for dens uligheder og det kognitive og moralsk grundlag for dens bevarelse….. (Wacquant 1993).
Set fra en politisk og økonomisk synsvinkel kan det synes uhensigtsmæssigt at det forholder sig sådan, idet man herved ikke maksimalt udnytter den potentielle skare af ’intelligente’ fra forskellige sociale positioner. I den forstand er den sociale sortering et ’samfundsmæssigt problem’, men set i lyset af just nævnede, er det måske en slags samfundsmæssig lov, der gør at den sociale sortering, trods utallige skolereformer, faktisk fortsætter. Grundlaget for den reproducerede sociale sortering skal findes i at kulturel kapital overføres i familien, og gennem de institutioner børnene frekventerer. Derfor er det vigtigt at medregne alle institutioner i denne proces, herunder også hvorledes arbejdsmarkedet optager mennesker med forskellige livsbaner (arbejdsdelings-logik).
Uddannelse har i mange århundreder, siden middelalderen, (jf.Boli/Ramirez 1986) været et middel for individer og sociale klasser til at sikre, varetage og udvide sociale interesser og forbedre deres position - set i lyset af opbygningen af et statsligt bureaukrati, idet denne krævede et stadig større korps af specialiserde eksperter (Weber 1978, II: 998-1003). Max Weber anså rationaliseringsprocessen af uddannelse og sortering for knyttet til udbygningen af en moderne stat, varetagende specielle opgaver og funktioner. I denne sammenhæng er det dog centralt være opmærksom på ikke at overestimere bureuakratiets og uddannelsessystemets tekniske funktioner i forhold til disses sociale funktioner (jf. Bourdieu/Passeron 1970: 205/1977: 167; Bourdieu 1989/1996: 375).
Trods udviklingen af uddannelsessystemet i den vestlige verden i retning af masseuddannelse, har ’borgerskabet’ siden sidste del af det 19 århundrede søgt at begrænse størrelsen af uddannelsessystemet og skabt separate ’uddannelsesveje’ (denne trend er i nationerne forskellig), således at specielle uddannelser og skoler hovedsageligt var forbeholdt middel- og eliteklasserne, og andre ’alment’ lavere uddannelser primært var tænkt for de lavere klasser. Med hensyn til de almene uddannelser var det ikke muligt for de dominerende klasser at fastholde uddannelse som deres privilegium på grund af en stigende ideologi om at flere skulle have uddannelse, nationalisme, universalistisk individualisme sammenholdt med en voksende autonome stater. Disse træk var for kræftfulde for eliteklasserne, og det var således ikke muligt helt at undgå masseuddannelserne. Kun de specielle og ’øverste’ uddannelser (læs: ’nobilitetsuddannelser’) modstod massegørelsen (Boli/Ramirez 1986: 75). Uddannelse har historisk set dog haft differentierede betydninger i forskellige nationer.
Uddannelsessystemet i Danmark anses for at være et decentralt system, i hvert op til 1970'erne, hvor friskoler, Folkehøjskoler m.fl har præget billedet af de danske uddannelsesmuligheder (jf. Margaret S. Archer. Social Origins of Educational Systems 1979: 423-472). Udviklingen af den almene uddannelse i Danmark ses af reformer af uddannelsessystemet (1814-, 1899- 1903-lovene og senere 1937- og 1958-lovene m.fl.). En endelig socialhistorisk analyse af det danske institutionaliserede uddannelsessystem foreligger dog ikke, men enkelte tiltag er foretaget i de senere år (se f.eks. Anders Mathiesen: ’Et kritisk socialhistorisk perspektiv på uddannelsespolitikken’, i: Social Kritik, 44, 1996: 46-68). I denne artikel fremhæves uddannelserne som sociale, historiske konstruktioner. Forskellige uddannelser kan opfattes som udsprunget af bestemte befolkningsgruppers historisk artikulerede 'behov' og interesser som svar på ændrede materielle livsvilkår. Det er først fra omkring år 1900 (jf. politisk parlamentarisme), at de fleste uddannelser i forskellig grad offentliggøres og legitimeres - i institutionel og økonomisk forstand. En oversigtsartikel i forhold til uddannelsestraditioner findes i en række rapporter og artikler (se f.eks. Jens Bjerg et al. Uddannelser i Danmark og deres pædagogiske teori, RUC, 2.udg., 1993 og ’Danish Education, Pedagogical Theory in Denmark and in Europe, and Modernity’, i: Comparative Education, vol. 31, 1, 1995: 31-47). I disse publikationer trækkes aspekter op i relation til konstitueringen og udviklingen af det danske uddannelsessystem. Forskellene mellem 1960’ernes og 1980’ernes forløb skitseres (Bjerg et al. 1995: 35). Disse publikationer viser, at det danske uddannelsessystem i hvert fald gennem 1980’erne er blevet mere statsligt styret, og dermed mindre decentralt, som Archer (1979) var inde på, eller i hvert fald mindre autonomt, og er dermed orienteret væk fra 1960'ernes erklærede bestræbelser på social lighed og demokratisering. Spørgsmålet er, hvorvidt og i givet fald i hvilken grad uddannelsessystemet i Danmark har været decentralt ? Det kan en nærmere socio-historisk analyse vise. Michael Youngs undersøgelse af Intelligensen som overklasse (The Rise of the Meritocracy 1958, 1961) peger på en social-historisk vigtig pointe, nemlig at: Den man giver embede er fra forrige århundrede skiftet fra protektion til kvalifikationer (1961: 19). Hermed sættes kvalifikationer i fokus, og mere formaliserede meriter (eller credentials?). Og det leder tankerne hen på problemet om hvorvidt det danske samfund er meritokratisk, mere end det er et egentligt klassesamfund eller anden form for samfund? Dette er det overordnede perspektiv for dette projekt. Dermed påtænkes det at sætte en sådan undersøgelse i relation til grundlæggende spørgsmål om sociale strukturer. Den engelske sociolog John H. Goldthorpe (1996b) peger på, at Youngs satiriske bog om meritokratiet (egt. elitestyre/præstationssystem), gav anledning til flere vigtige pointer for en grundvidenskabelig problemstilling om uddannelsessystemets position i samfundsstrukturen, men at det i dag snarere ’credentials’, det vil sige legitimationsskrivelser (eksamenspapirer), der er gældende.
Uddannelse som økonomisk investering
Det hævdes i disse år fra økonomers og politikeres side, at uddannelse er en god investering i forhold til jobdestinationer, og at uddannelse generelt og især længerevarende uddannelse giver større chancer for job på arbejdsmarkedet sammenlignet med, hvis man ingen uddannelse havde. Fra politisk hold, især fra socialdemokratiet og de radikale venstres side, er man fokuseret på uddannelse til at løse ledighedsproblemet og andre afledte sociale og kulturelle problemer. Uddannelse skulle samtidig være en faktor der skulle bidrage til øget økonomisk vækst, målt i forhold til bruttonationalproduktet. Væksten skulle ifølge en række økonomiske teorier være med til at løse en række lighedsproblemer (jf. økonom i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Henrik Hofman, i: Information maj 1996) og i det hele taget skulle uddannelse være en god investering (jf. Niels Buus Christensen Økonomisk Institut, Københavns Universitet, 1991). Der er dog økonomer, som hævder, at ikke alene mere uddannelse fører til bedre jobchancer, men at man ligeledes må inddrage overvejelser om øget løndifferentiering og lavere løn i forbindelse med indtrædelser på arbejdsmarkedet især i forhold til ufaglærte (jf. Torben Tranæs (Information 5/9-1996), diskuteret af Jacob Mollerup 5/9-1996; og jf. økonomiprofessor Nina Smith (flere steder); dette anfægtes dog af Frans Clemmesen, uligheden i økonomisk forstand ønskes ligeledes reduceret, da denne menes at være blokerende for vækst set i et internationalt perspektiv (Clemmesen/Hofman m.fl. Økonomiske Tendenser, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd 1996: 73-79; se ligeledes i: Information 22/8-1996)). En undersøgelse om uddannelseskarrierer (Zangenberg/Zeuthen 1997), tyder på at visse typer af uddannelse er en god økonomisk investering. ’Bedre’ eksamener, også indenfor den samme uddanelse giver gennemsnitligt højere indkomster, f.eks. for cand.polit-uddannelse (se også Zangenberg/Zeuthen 1996: 582-583).
Uddannelse i det danske samfund
Samfundet ændres over tid. Det ses af mange forhold. Arbejdsmarkedet, mere generelt det sociale rum, og uddannelse (bl.a. gennem uddannelsesreformer) hører til de områder der ændres over tid. Det gælder også forholdet mellem uddannelse og arbejdsmarked. På hvilken måde ændres forholdet mellem arbejdsmarked og uddannelsessystemet? Det er et spørgsmål, der kan belyses på forskellig vis. Vi kan umiddelbart konstatere følgende karakteristika: Arbejdsstyrken er vokset, arbejdsløsheden er steget set over 30 år, antallet af uddannelsespladser er vokset etc. Siden begyndelsen af 1960’erne er både uddannelsessystem (især det videregående uddannelsessystem) og antallet/andelen af personer, som gennemfører en uddannelse vokset. Dels på grund af den stigende efterspørgsmål efter en anderledes uddannet arbejdskraft, dels på grund af den voksende stat; i en institutionel analyse betragtes uddannelse grundlæggende som en mekanisme til at indkorporere folk i en vestlig model for statsborgerskab, baseret på en kombination af statsliggørelse og individualisering (Rasmussen 1993), dels på grund af ønsket om øget lighed mellem forskellige sociale klasser. I en vis forstand var man i efterkrigstiden fra politisk hold interesseret i at kunne få gavn af den såkaldte intelligensreserve (primært fra ’arbejderklassen’) og dermed også øge den formelle lighed mellem forskellige klasser, dels på grund af en global international konkurrence landene imellem.
Varig og ændret ulighed
Uddannelseseksplosionen er fortsat op igennem 1970 1996. Flere og flere gennemfører i dag en uddannelse, om end der stadigvæk er 30 procent af en ungdomsårgang, som ikke får en uddannelse med erhvervskompetence. Spørgsmålet er, om uddannelsesvæksten har medført en stigende lighed mellem forskellige livsbaner, eller om det tværtimod er sådan, at uddannelsessystemet bidrager til/formidler en øget ulighed. Uddannelsesvæksten skal forstås både i forhold til uddannelsessystemet (mest frem til begyndelsen af 1980’erne) som i forhold til, at andelen i befolkningen med erhvervsfaglig og videregående uddannelse er stigende, jf. en sammenligning af ungdoms årgang mellem hhv. 1983/1994 (Uddannelse på kryds og tværs, Undervisministeriet 1996) og af de 20 64 åriges fuldførte uddannelse 1986 og 1995 (jf. Uddannelse og kultur, Statistiske Efterretninger, oktober 1996:13).
På baggrund af den absolutte stigning i gennemførte uddannelser kunne man forvente en øget lighed mellem sociale klasser (se Munk 1999b).81 Undersøgelser i andre lande peger på den modsatte tendens, at der fortsat er en stor grad af ulighed i forhold til uddannelse (og social oprindelse) og den ’endelige’ position på arbejdsmarkedet. Der er en varig social reproduktion af klassernes ulige fordeling af livschancerne.
I Sverige ser det dog tilsyneladende anderledes ud med hensyn til afhængigheden af social oprindelse (Erikson 1996; Goldthorpe 1996b: 498; Jonsson 1993a, 1993b, 1996) og i Holland (Shavit/Blossfeld 1993). I et vist omfang spiller den sociale baggrund ind på uddannelse og uddannelsesgennemførelsesmuligheder, og dette tilskrives i nogen grad de store uddannelsesreformer og økonomiske reformer i efterkrigstidens Sverige. Man kunne forestille sig lignende forhold for Danmark, spørgsmålet er så, hvad det betyder for den endelige destination. Uddannelse er dog formidlet gennem social og kulturel oprindelse.
Det er – som tidligere påpeget - afgørende forhold at være opmærksom på forholdet mellem job og titel (Bourdieu/Boltanski 1975).
Det antages at uddannelseseksplosionen påvirker ’elitens’ forsvar af uddannelser og dermed senere positioner på arbejdsmarkedet. Det tænkes, at eliterne gennem strategier sender deres børn forskellige steder hen i overensstemmelse med forsøget på at forsvare deres positioner i samfundet som sådan, også jf. tidligere internationale analyser (Weber 1922/1978; Thurow 1972; Boyd 1973; Hirsh 1976; Bourdieu 1989/1996; Goldthorpe 1996a: 494, 1996b). Thurow er inde på, at udviklingen af en generelt bedre uddannet befolkning betyder, at mere ressourcestærke (fordelagtige) familier er under konstant pres til at foretage større investeringer i deres børns uddannelse, som en form for forsvarsforbrug (’defensive expenditure’), det vil sige en investering, der lige akkurat er nødvendig for bevare deres fordele. Således betragtet som et investeringsgode, er uddannelse, til en vis grad ’positionel’ (Hirsch 1976). Hvad der betyder noget, for så vidt angår tilbagevenden til arbejdsmarkedet, er ikke den totale størrelse af uddannelse, som agenter har, men størrelsen relativ til deres konkurrenter på arbejdsmarkedet. Generelt kan det summeres op til at sige (i andre lande; kun i nogen grad vist af SFI), at det både er de kulturelle forudsætninger/sociale forudsætninger (Bourdieu 1964-1989; Blossfeld/Shavit 1993: 6) og økonomiske forudsætninger (Blossfeld/Shavit 1993: 7), der muliggører uddannelsesforløb og positioner på arbejdsmarkedet.
Uenighed i den sociologiske uddannelsesforskning
I en del undersøgelser har man dog ikke alene interesseret sig for at undersøge hvilke uddannelser, der har størst chance for at kunne besætte jobs i samfundet, men også undersøgt differentiering mellem de forskellige uddannelser, dels i forhold til rekruteringen til/frekventeringen af bestemte uddannelserne, dels i forhold til gennemførelse af kulturelt og socialt forskellige uddannelser.
Jonssons analyser af svenske data fra perioden 1968/1974/1981/1991 viser, at klassesamfundet er den mest sandsynlige model der svarer overens med data. Korrelationen mellem uddannelse (E) og social position (D) er ikke overraskende. De andre relationer har relativ stor betydning som relationenen mellem uddannelse og social position, det vil sige sammenhængen mellem social oprindelse (O) og uddannelse (E) og social oprindelse (O) og social position (D), hvoraf den sidste relation at undervurderet i megen status-attainment-forskning (Jonsson 1993a: 102, 115: note 14), på den anden side synes social oprindelse ikke i samme grad at spille ind på uddannelsesmuligheder, svarende til andre lande (jf. Shavit/Blossfeld 1993; Jonsson 1993b), sammenhængen mellem social oprindelse og uddannelse for Sverige synes at være af mindre betydning, og på den baggrund har Jonsson visse reservationer overfor Bourdieus teori om social reproduktion og kulturel reproduktion, idet der er målt mobilitet, generelt afvises teorien dog ikke, men de log-lineære modeller synes at vise visse nuance-forskelle (Jonsson 1993a: 103). Så på den ene side har ligheden i livschancer i termer af relativ social mobilitet været begrænset, men der er sket en vis forsøgelse af ligheden, når det gælder valg af uddannelse (Jonsson 1993b: 102). Således anfægter Jonsson i Sveriges tilfælde tesen om, at sociale klasser i så høj grad benytter sig af en strategi, hvor økonomisk kapital konverteres til kulturel kapital (jf. Bourdieu 1973, 1979). Jonssons studier viser, at baggrundsvariable som forældres kulturelle kapital (primært uddannelse) og klasseposition, ’community’ og køn betyder mindre.
Dog er der tegn på, at relationen mellem oprindelse og uddannelse bliver endnu stærkere gennem overførsel af kulturel kapital i familierne (uanset den ændrede familiestruktur). Det har Broady og Palmes analyser af det svenske universitetssystem også vist, igennem de uddannelsesstrategier der eksisterer i forskellige grupper i det svenske samfund; disse grupper benytter deres kulturelle kapital til at føre deres uddannelsesstrategier ud i livet, hvor internationalisationen af samfundet medreflekteres (Berg/Broady/Palme 1995: 152-160). Det er interessant nærmere at undersøge for Danmark om lignende forhold gør sig gældende, eller om Danmark på dette punkt mere minder om lande som Tyskland, Frankrig m.fl.
En række franske forskere fra INSEE mener, at der er belæg for at sige, at La reproduction gennemgående viser, at det meritokratiske samfund er gældende, da det primært er uddannelse, der afgør destinationen (Goux/Maurin 1995). Således skulle den sociale oprindelse ikke spille ind. Denne antagelse eksisterer blandt en del stratifikationsforskere, men holder ikke. Det fremgår både af La reproduction (1970/1977/1990: 90, 155-156, 167, 176) og af La distinction (1979/1986: 110), som der ikke refereres til.
This implies that there is a strong correlation between social positions and the dispositions of the agents who occupy them, or which amounts to the same thing, the trajectories which have led them to occupy them, and consequently that the modal trajectory is an integral part of the system of factors constituting the class.
Således er det snarere klassesamfundet, der eksisterer, som vist ovenfor i figuren, men som vi var inde på, er der ikke tvivl om, at klasser i forhold til klasserelationer i det sociale rum. Det ses åbenbart fra de mange videnskabelige undersøgelser, at meriter og credentials virker afgørende ind på den sociale position gennem uddannelse, men i nogen tilfælde opnås attraktive positioner uden uddannelse. Så kan man dog spørge, hvor de nuværende europæiske og andre samfund er på vej hen, for så vidt angår arbejde og sociale positioner. For ser man på politikkerne der stræbes efter at blive etableret, ser det ud som om, at man vil satse at uddannelse skal være forudsætningen for langt de fleste positioner og for til syvende og sidst at undgå social eksklusion.82
Komparativt perspektiv på uddannelse
Der har igennem de senere år i flere internationale komparative studier været fokus på sammenhænge mellem social klasse, mobilitet og eliteuddannelser. Der er stærke tegn på, at der sammenhæng mellem uddannelser taget ved bestemte institutioner og jobchancer på arbejdsmarkedet i mange industrialiserede nationer Japan, England, USA (og Tyskland) (jf. Ishida 1993: 135, 144-148; Ishida/Müller/Ridge 1995). Det er helt klart, at virksomheder i Japan rekruterer deres medarbejdere efter hvilken uddannelsesinstitution de har taget eksamen ved. De mest ‘prestigefyldte’ universiteter i Japan danner grundlag for ansættelser i både virksomheder og offentlige institutioner. Kandidater fra symbolsk fattigere uddannelser har end ikke en chance i forhold til jobinterviews og eksaminationer. Det samme gælder i høj grad i England, hvor universiteter i Oxford og Cambridge giver ophav til mange klassepositioner (Ishida 1993: 13, 136). I Sverige er billedet i forhold til forholdet mellem eliteuddannelser og social klassepositioner ikke helt så klart og veldokumenteret. Nogle forskere har henvist til, at der ikke eksisterer privatskoler, og at der derfor formentlig heller ikke er tale om sammenhænge mellem muligheder på arbejdsmarkedet og eliteuddannelsesinstitutioner (Erikson/Jonsson 1996 (ed.)). På den anden side er der rekonversionsstrategier på spil blandt svenske högskolastuderende (Berg/Broady/Palme 1995), og derudover er der livsbane-muligheder gennem organisationsveje.
Når forhold mellem uddannelse, arbejdsmarked, social position, mobilitet og klasseformationer analyseres, er det både som Bourdieu og Goldthorpe (Goldthorpe 1987; Ishida 1993; Sørensen 1991; Esping-Andersen 1993) afgørende at forstå mobilitet i forhold til de markeder eller felter. Mobilitet defineres i relation til klasseformationer. Individer er lokaliseret indenfor en struktur af interrelaterede sociale kollektiviteter, markeder og produktionsrelationer. Social mobilitet betragtes som individers bevægelser, involverende afgang og ankomst til vidt forskellige social kollektiviteter. Som flere sociologer er inde på, kan det diskuteres i hvilken grad klassebegrebet kan fastholdes når mobilitet og livsbaner ønskes studeret over tid (Esping-Andersen (1993: 225ff.), Sørensen (1991), Bourdieu (1979-1996)). Esping-Andersen (1993) mener eksempelvis dog, at Sørensen (1991) er for statisk i sin analyse af udbytnings- og ulighedrelationer. Refererende til Godthorpe-traditionen (Erikson/Goldthorpe (1992); Goldthorpe 1987) peges der på den dynamiske opfattelse af klasse-begrebet, hvilket essentielt vil sige, at der eksisterer kræfter, som systematisk strukturerer kollektive livschancer, og på den måde skaber klasser. Så selvom der igennem dette århundrede er foregået industrialisering, udbygning af uddannelsessystem osv., at der til stadighed sociale uligheder. Water har en perspektiverende artikel om klassebegrebet set i forhold til Webers, Marx' og en funktionalistisk tilgang (bl.a Durkheim), hvor begrebet om credentials placeres (Water 1991). Det er indlysende at disse tre klassiske sociologers vinkler kan inddrages, da både kamp-, materialitets- og de social morfologiindgangen er afgørende for at forstå sammenhænge mellem kollektiver livsbaner og samfundsstrukturer.
Udvikling af analysemodeller
For nærmere at analysere sig frem til forskelle og ligheder med hensyn til social oprindelse, uddannelse og jobdestinationer, er det afgørende teoretisk at udvikle analysemodeller, der mere præcist og nuanceret kan tage højde for mobilitetsstrømme og kollektive livsbaner. For hvad gemmer der sig bag de mange ændringer i forhold til andelen der gennemfører en uddannelse på forskellige uddannelser. Det drejer sig om at undersøge forholdet mellem social oprindelse (primært målt ved forældres profession) - samlet uddannelse, inklusiv forskellige former for voksenuddannelse - og social position (job på arbejdsmarkedet i forskellige virksomheder/arbejdssteder). For givne kohorter i nærmere defineret tidsrum undersøges chancerne mellem de tre afgørende led: social baggrund (oprindeligt klassetilhørshorhold), uddannelseskompetencer og destination, og dermed ligeledes social mobilitet, fluditet og cirkulation (taget højde for strukturelle ændringer af erhvervsfordelingen i Danmark). Det undersøges hvilke effekter uddannelse har på besættelse af endelige jobdestinationer, denne relation kontrolleres for social oprindelse, tid (kohorte), køn og alder - og en variabel, der signifikant kan måle symbolske forskelle (familiestruktur). For at analysere sig frem til forskelle og ligheder med hensyn til social oprindelse, uddannelse og jobdestinationer, er det afgørende, teoretisk, at udvikle analysemodeller, der mere præcist og nuanceret kan tage højde for mobilitetsstrømme og kollektive livsbaner. For hvad gemmer der sig bag de mange ændringer i forhold til andelen der gennemfører en uddannelse - på forskellige uddannelser. Der tages højde for den specifikke uddannelsesprofil for den enkelte person, således at man skelner mellem de forskellige uddannelser.
Kapitel 11. Arbejdsmarked, marginalisering, uddannelse og mobilitet
Spørgsmålet er om stigningen i uddannelsesfrekvensen ikke er differentieret og ulige, og om der forsat er tale om en stor marginalisering, hvad angår arbejdsmarkedet (Olaf Ingerslev/Lisbeth Pedersen. Marginalisering i 1990 til 1994, SFI 1996). Denne undersøgelse viser, at når et ind ivid først er røget ud af arbejdsmarkedet og havnet i gruppen af marginaliserede (defineret som dem, der har været arbejdsløse i mere end tre år mere end 70 pct. af tiden). Undersøgelsen fra 1994 viste, at der var 255.000 personer, som stort set ikke havde haft arbejde de forudgående tre år. Blandt de marginaliserede fra 1990 var 50 pct. i den samme situation i 1994. Af de andre 50 pct. var 11 pct. kommet på arbejdsmarkedet (fast fuldtidsarbejde), 9 pct. var på varig offentlig forsørgelse (førtidspension og efterløn), 27 pct. var løst tilknyttet arbejdsmarkedet. Uanset at der igennem de sidste 2-3 år er kommet flere i arbejde, er flere og flere mennesker på offentlig ydelse (målt frem til 1994). En anden registerbaseret undersøgelse viser, at den sociale arv ligeledes gælder parametren arbejdsløshed (Mogens N. Christoffersen Opvækst i arbejdsløshed SFI 1996). På den baggrund kunne det antages, at der godt nok er en procentvis stigning i andelen af gennemførte uddannelser, på den anden side er der stærke indikatorer på, at fordelingen af sociale positioner fortsat er meget skæv.
Kurser og arbejdsløshed
En række undersøgelser af kursuseffekt er foretaget af Center for Arbejdsmarkeds- og Sociale Analyser (Anne M. Jensen/Peter Jensen. The Impact of Labour Market Training on the Duration of Unemployment, Centre for Labour Market and Social Research, Aarhus 1996 [Göteborg 9-11 May 1996]) og af Socialforskningsinstituttet (Klaus Langager. Ledige på kursus. Effekter af specialarbejderstudier vurderet ved et eksperiment, SFI, 1996:9/Ledige på kursus - hvad er effekten?, i: Social Forskning, nr.2 1996: 6-7; Indsatsen over for de forsikrede ledige, evaluering af arbejdsmarkedsreformen I, SFI, 1997; Ole Gregersen Virksomhedernes brug af arbejdsmarkedsuddannelserne, SFI, 1997). Førstnævnede undersøgelse omhandler effekter med hensyn til AMU-kurser i perioden 1981-1987. Det drejer sig om to effekter af arbejdsmarkedtræning (AMU-kurser), der betragtes hver for sig: indflydelsen på varigheden af efterfølgende arbejdsløshedsperiode (duration of subsequent unemployment spells), og indflydelsen på sandsynligheden for efterfølgende at indtræde i arbejde for undergruppen der forlader arbejdsløshed gennem at følge AMU-kurser. Disse forskellige effekter blev analyseret ved at estimere konkurrerende risiko-modeller og binomial logit-modeller. Resultaterne af de estimerede varighedsmodeller indikerer, at deltagelse i AMU-kurser formindsker den forventede arbejdsløshedsvarighed, hvis en arbejdløshedsperiode succesfuldt ender med et nyt job, men forøger den forventede arbejdsløshedsvarighed, hvis individet går tilbage til den tidligere arbejdsgiver. Den første effekt er som forventet, da AMU-kurset øger ‘human capital’-niveuaet for individet. Imidlertid er den totale effekt med hensyn til transitionen mellem arbejdsløshed og arbejde af mindre betydning (neglisabel). Generelt er der kun kort-tids effekter af AMU-kurser på arbejdsløshedsvarigheden. Det kan måske forklares med, at AMU-kurserne netop er af meget kort varighed. På den anden side fandt Aarhusforskerne en positiv lang-tids effekt på arbejdsløshedsvarigheden for kvinder, som vender tilbage til en tidligere arbejdsgiver. Den kvantitativt mest markante effekt af deltagelsen i AMU-kurset er fastholdelsen af deltagelse. I den anden del undersøgte man om AMU-kurser lettede overgangen mellem arbejdsløshed til arbejde. Man analyserede sandsynligheden for at få et job henimod slutningen af kurset, følgende arbejdsløshedsperioden. Distinktionen var arbejde/ikke-arbejde. Effekterne af varigheden af tidligere arbejdsløshedsperioder for mulighederne at indtræde i arbejde er insignifikante for både mænd og kvinder. Dette indikerer, at længden af arbejdsløshedsperioden ikke influerer på den efterfølgende arbejdsmulighed for et individ, som har deltaget i et AMU-kursus. Kursus-koefficienterne er ligeledes insignifikante.
Undersøgelsen fra SFI (1996) viser, at kursusdeltagelse ikke giver nogen effekt med hensyn til jobsituationen på arbejdsmarkedet sammelignet med personer, som ikke har deltaget i specialarbejder kurser. Kursisternes ledighedsomfang blev ikke reduceret som følge af deltagelsen på et AMU-kursus. Tilsvarende viser det sig, at ikke-deltagere har været i arbejde i længere tid efter kursus-forløbet end kursisterne (apropos risikotid). Generelt klarer ikke-deltagerne sig således lige så godt på arbejdsmarkedet som kursisterne. Undersøgelsen viser ligeledes, at personlige baggrundsforhold som køn, alder, uddannelse og erhvervserfaring mv. ikke har selvstændig betydning for, hvorledes det går kursisterne i forhold til ikke-deltagere. En anden tilsvarende undersøgelse (SFI 1997) om forsikrede ledige der akitiveres fra SFI (1997) viser, at aktiveredes (delperiode 1 og 2) deltagelse i kurser på AMU-centre, tekniske skoler samt øvrige højskoler (oplysningsforbund og private kurser) har en sigfikant positiv effekt på den efterfølgende bruttoledighed. Dette synes ikke være tilfældet for deltagelse i kurser på højskoler og daghøjskoler. En analyse for forskellige grupper af aktiverede (mænd/kvinder, forskellige aldersgrupper) viser, at der generelt kun er begrænset forskel på, hvorledes foranstaltningerne virker for kvinder og mænd. Uanset deltagernes alder reducerer langt de fleste foranstaltninger den efterfølgende bruttoledighed signfikant. Aktiveringstilbud synes dog generelt at større effekt for de 30-49-årige end for de under 30-årige hhv. de over 50-årige.
|
