Jeg havde forud for denne opgave valgt at bruge interview som metode i min opgave, interview er for mig mere kvalitativt end eksempelvis spørgeskemametoden. Formålet ved at anvende en interviewmetode er bl.a. at få synliggjort en persons perspektiv på det givne emne, som opgaven omhandler.
De sidste fire år har jeg arbejdet i en ungdomsklub, hvor jeg har lært en masse unge mennesker fra lokalområdet at kende. Blandt andet har jeg lært Mazran at kende, som er en livlig dreng på 15 år der går i ottende klasse. Han kom til Danmark sammen med sin familie som stammer fra Albanien, da han var to år gammel. Mazrans far var politisk flygtning. Familien består af mor, far og fire børn hvor Mazran foruden sin tvillingebror er den yngste i flokken. Mazran og tvillingebroren går ikke i samme klasse, da Mazran skulle gå anden klasse om pga. sproglige vanskeligheder. I hans klasse er der 26 elever, hvoraf fire elever ikke har dansk kulturbaggrund, en dreng fra Kosovo, to piger fra henholdsvis Serbien og Irak og Mazran fra Albanien. Da jeg forud for interviewet spurgte Mazran om han ville hjælpe mig og være en del af min opgave, svarede han ja uden at vide hvad det handlede om. Efterfølgende forklarede jeg i korte træk hvad emnet omhandler, og han synes det var et godt emne at skrive om.
Mazran spiller fodbold og computer i sin fritid og i skolen kan han bedst lide at have matematik og idræt. Han føler ikke at han er så god til dansk og har fået at vide at han læser som en elev i femte klasse. Da jeg spørger Mazran om han synes lærerene sammenligner ham og de tre andre elever med anden kulturbaggrund end dansk fortæller han, at samfundsfaglæreren eksempelvis spørger; ”hvad med der hvor I kommer fra?”, hvilket Mazran synes er irriterende da de jo ikke er fra samme land og ikke praktiserer islam ens.38 Samfundsfaglæreren spørger med stor sandsynlighed eleverne om dette for at inddrage dem i undervisningen, som et forsøg på at integrere deres kultur og religion i undervisningen, problemet er bare at det for Mazran har den modsatte effekt, han bliver irriteret over at blive sammenlignet. Dette eksempel karakteriserer at læreren læner sig op ad det statiske de kulturbegreb - læreren har ikke indsigt i at eleverne ikke er fra samme land, og derved ikke har samme kulturelle baggrund. Da jeg spørger Mazran hvorfor han tror at læreren sammenligner dem svarer han, at det nok er fordi de alle fire er ”perkere”.
Fællesnævneren for disse fire elever, er i dette tilfælde deres hudfarve. Ud fra Mazrans synspunkt har læreren en forestilling om at han og de tre resterende elever med anden kulturbaggrund end dansk, deler samme værdigrundlag og normer. Havde samfundsfaglæreren derimod anvendt det dynamiske kulturbegreb havde han været klar over, at eleverne ikke nødvendigvis deler samme værdigrundlag fordi de ikke er fra Danmark og fordi tre af dem tilfældigvis er muslimer, men ikke praktiserer religionen ens – efter en forklaring af begrebet opfatter Mazran sig som kulturmuslim, hvorimod han fortæller at Ihmad ikke holder ramadan og at Khadijah beder fem gange om dagen, og derfor må været ”meget muslim”.
Den gode elev
Ud fra interviewet virker det som om Mazran helt har opgivet danskfaget39 og han bruger i stedet tiden på at være på facebook. Han fortæller, at hans lærer en gang i mellem skælder ham ud for dette, men han har en fornemmelse af at hun godt ved han ikke gider faget, og han føler derfor at dansklæreren har opgivet ham fordi han ikke formår, at leve op til kravet om at være en god elev, men derimod bruger timerne på at tale med sin sidekammerat eller være på facebook.
Eksemplet fra spørgsmål 10 og 11 viser, at Mazran føler sig opgivet af dansklæreren og ud fra hans synsvinkel mener han, at det er selvforskyldt fordi han ikke deltager aktivt i timerne. Mazran mener en af grundene til at han ikke er så god til dansk er, at de taler albansk derhjemme da forældrene ikke er ret gode til at tale dansk. Da jeg spørger ham hvad hans planer er efter folkeskolen, fortæller han at han gerne vil på teknisk skole, han ved ikke hvad han skal derovre, men hans fætter som heller ikke var så god til dansk i skolen går der, så derfor er det nok bedst at Mazran også begynder der. Han fortæller at han udover at blive professionel fodboldspiller, godt kunne tænke sig at blive læge fordi han gerne vil hjælpe andre. Mazrans problem i dette eksempel er at han ikke kan komme på gymnasiet efter folkeskolen fordi dansklæreren ikke mener, at han er god nok. Mazran kan bedst lide at have matematik og idræt, to fag som er han god til og føler sig derfor ikke dum i de fag – han opfatter sig selv som dårlig til dansk, hvilket bevirker at han føler sig dum i dansktimerne. Han har helt opgivet at følge med og bruger i stedet tiden på facebook eller, at snakke med den han sidder ved siden af. Han opfatter det ikke som ballade at han snakker med sin sidekammerat, men han er klar over at det ikke er hensigtsmæssig adfærd i timerne.
I Laura Gilliams artikel ”Balladens fornuft”, der er beskrevet tidligere i denne opgave, påpeges samme tendens hos de etniske minoritetsdrenge. De føler sig ikke anerkendt i skolen, og har derfor opgivet en status som den gode elev. Mazran derimod er god til matematik, hvor han føler at han bliver anerkendt – fordi han laver lektier og følger med, han synes selv at han er en god elev i matematik, men en dårlig elev i dansk. Mazran har en opfattelse af at hans dansklærer højst sandsynligt opfatter ham som en ballademager, men han giver udtryk for at han ligeglad og mener alligevel ikke at han skal bruge faget til noget i fremtiden da han ikke er god nok til gymnasiet.
Identitet
Da jeg spørger Mazran om han føler sig dansk eller albansk40 svarer han efter lang tids tænkepause, at han føler sig dansk i skolen og albansk i hjemmet. I skolen praktiserer han ikke islam, hvilket han i større grad gør i hjemmet sammen med sin familie. I skolen taler han udelukkende dansk med sine kammerater, hvorimod han i hjemmet taler albansk pga. forældrenes ringe sprogkundskaber i dansk. Da jeg i forbindelse med spørgsmål 8 spørger Mazran om han føler at han har to identiteter fortæller han, at han i skolen snakker om ”damer”, hvilket han kunne han ikke finde på i hjemmet. Dette eksempel kan sammenkædes med Anthony Giddens teori om identitetsdannelsen, hvor det påpeges at mennesket i takt med nye påvirkninger konstruerer et billede eller en fortælling om sig selv. Mazran påpeger to situationer hvor han agerer anderledes - i hjemmet og i skolen. Her tilpasser han sig den konkrete situation han befinder sig i og opfører sig altså anderledes, alt afhængigt af hvor han befinder sig. I hjemmet kunne Mazran ikke finde på at tale om piger, dette kunne muligvis være fordi at familien ikke vil tale om sådanne ting, eller fordi man i Mazrans familie simpelthen ikke taler om kærester osv. lige som det er i mange familier, hvad enten det er en dansk eller albansk familie.
Ifølge Stuart Hall besidder mennesket ikke én indre kerne, der udgør identiteten, men flere identiteter der skabes i relation til de mennesker man møder.41 Eksempelvis kan man som pige have en identitet blandt veninderne, hvor man uproblematisk argumenterer for ligestilling blandt mænd og kvinder, mens man i hjemmet kan have en anden identitet pga. opdragelsen, og hvor man på forhånd er klar over at denne argumentation om ligestilling er nytteløs. Ifølge Iben Jensen er disse to identiteter modstridende, men ikke desto mindre lige virkelige.42 Eksemplet med Mazran viser også at han har flere identiteter, alt afhængigt af hvilken arena han befinder sig i. For at håndtere de forskellige identiteter, udvikler mennesket en række individuelle strategier for hvordan man skal opføre sig, tale og argumentere når man befinder sig i de forskellige arenaer.
|
