• Anden bølge af mobilitetsstudier 1945-1990: opgørelser af mobilitet
  • Første indledende bølge af mobilitetsstudier (1840-1933)




    Download 0.89 Mb.
    bet2/7
    Sana04.04.2017
    Hajmi0.89 Mb.
    1   2   3   4   5   6   7

    Første indledende bølge af mobilitetsstudier (1840-1933)

    Studiet af social mobilitet blev altså allerede sat på dagsordenen af Platon, men det er for alvor omkring slutningen af forrige århundrede at fænomenet social mobilitet sættes på dagsorden, bl.a. af Gabriel Tarde med transmissioner af professioner, Paul Lapie med fokus på skolen og livschancer i Frankrig, Fahlbeck i Sverige, Francis Galton i England med diskussioner om genesen af ’store mænd’ og i Danmark havde lægen Jens Rasmussen Hübertz så tidligt som i 1840 studeret bevægelser i det danske samfund med udgangspunkt i danske data fra Århus, hvor han forsøgte at vise, uden krydstabeller, de forskellige profession­gruppers afhængighed af den eksterne og interne rekruttering.7

    Dertil kan man føje en stærk statistisk (-sociologisk) tradition omkring århundredeskiftet i Italien, der med Benini i 1897 lancerer det index som Glass og hans medarbejdere benytter 58 år senere (Merllié 1994: 138, 1995; Capecchi 1967: 297, note 8).

    Disse sociologer konstruerede således allerede før Første Verdenskrig problematikken omkring social mobilitet som Sorokin havde samlet og rekonstrueret efter denne krig, De arbejdede ligeledes med mobilitets­tabeller, spørgeskema-teknik­ker og med statistiske analyser, uden dog systematisk at operere med begrebet social mobilitet i undersøgelserne og analyserne af social mobilitet (Merllié 1994: 145-146, 1995: 28-29). Dermed kan man ikke sige, at Sorokin var den første der lancerede social mobilitets­forskning, men han relancerede og samlede et meget stort teoretisk og empirisk materiale (Sorokin 1927, 1959), hvor han også benyttede den italienske sociolog Paretos arbejde om ’cirkulatio­nen af eliten’, men det er dog Sorokin, som direkte formulerer temaet om den sociale mobilitet (Merllié 1994: 14; Carlsson 1963: 122-139; Heath 1981: 1ff). For Sorokin er den sociale mobilitet ikke udelukkende et spørgsmål om bevægelser i det sociale rum, som han i øvrigt meget præcist definerer i det klassiske værk Social Mobility fra 1927 senere reediteret i 1959/1964 under titlen Social and Cultural Mobility, men en problematik der både indeholder sociale og kulturelle dynamikker. Generelt definerede Sorokin social mobilitet som bevægelsen af individer eller grupper fra en vis social position til en anden og cirkulationen af objekter, værdier, kulturelle effekter blandt individer og grupper; der præciseres som følger:


    Det kan blive betegnet som horisontal mobilitet, når individet eller gruppen bevæger sig på det samme sociale niveau set ud fra: indkomst, levevilkår-niveau, prestige, arbejdsmæssig status, ud­dannelses­mæssige privilegier eller når bevægelsen (transitionen), migrationen, skiftet og diffusionen af kulturelle objekter er indenfor det sociale lag i populationen; for eksempel, spredningen af radioer eller sekten ”kristlig videnskab” blandt den amerikanske middelklasse fra New England til Califonien eller diffusion af kommunisme blandt det russiske proletariat. Vertikal mobilitet, som er bevægelsen af et individ, gruppe eller kulturel objekt/værdi fra et socialt lag til et andet socialt lag, måske opstigende (ascendant) eller nedstigende (descendant). Det kan foregå på forskellige rangstiger: den økonomiske: når et individ, en gruppe eller kulturel værdi passerer fra en fattig til en rig klasse eller vice versa; den arbejdsmæssige: når bevægelsen er fra et lavere til et højere arbejdsstratum eller vice versa; den socio-politiske: når for eksempel, en almindelig borger bliver en dominerende leder i staten, en slave bliver en fri borger, en landmand skifter juridisk status til en nobel eller vice versa. Horisontale og vertikale former for mobilitet er nogle gange tæt forbundet (Sorokin 1933: 554).8
    Den mobilitetsform, der nok har været den mest analyserede og diskuterede er den vertikale mobilitetsform, idet man især politisk har været optaget af at ’udligne’ sociale forskelle. Sorokin mener, at vertikal social mobilitet stort set findes i alle samfund i gennem individuelle overgange. Af og til er det sådan, at det er hele grupper der stiger og flyttes, som for eksempel i det russiske samfund efter oktober-revolutionen i 1917 eller ved at de kristne flyttes, efter at den kristne kirke var blevet legitimeret og legaliseret i det romerske rige i et hierarkisk samfund. Det samme gælder omvendt, for eksempel i det Hapsburgske aristokrati, som mistede deres topposition. Men disse bevægelser foregår, som Sorokin siger det, ikke blot på et makroniveau, men også på et mikro-kulturelt niveau, hvor hele komplekse kultur-systemer flyttes, som regel fra højere klasser til lavere grupper, fra byen til landet (hvad dette århundrede er et godt eksempel på), fra de uddannede lag til de uuddannede lag (som delvist kan diskuteres, da uddannelse ikke blot er uddannelse, men varierer over tid og over rum). Heraf kan det siges, at mobiliteten i et givet samfund varierer ganske meget, både på den ene og den anden måde. De indiske kastesystemer er et eksempel på, at den vertikale sociale mobilitet ikke er så stor endda, ifølge Sorokin, men der er peget på, at der i dag er noget, der tyder på, at det faktisk er muligt at flytte sig vertikalt, under betingelsen af, at man først har flyttet sig horisontalt gennem forskellige strategier (Sahoo 1995).

    På den anden side har den vertikale mobilitet, begge veje, været markant i den vestlige verden, eller i hvert fald har fluktuationen været meget stor. Sorokin afslutter i artiklen fra 1933 med at sige, at mobilitet giver mulighed for, at den sociale struktur bliver elastisk, bryder med kaster og klasseisolation, underminerer traditionalisme og stimulerer rationalisme.

    Generelt kan Sorokins arbejde tilskrives en funktionalistisk tradition (R. Boudon i: Merllié 1994: 18), men dog en del mere avanceret end de fleste efterkrigsarbejder (jf. Heath 1981: 26), en opfattelse Heath formentligt har gentaget efter Carlssons kommentar om Sorokin (Carlsson 1963; Merllié 1994).9

    Begrebet social mobilitet er, summarisk sagt, således på spil i en konflikt mellem en ideologi om egalitet og meritokrati, der accepterer sociale uligheder med hensyn til fordelingen af de sociale positioner mod til gengæld, at den ’frie’ adgang til disse positioner baserer sig på personlige ’meriter’. Den modsatte traditionelle ideologi som forsvarer de sociale privilegier udtrykker blot en naturlov, som en nødvendighed. Disse forskellige point de vue’s10 om samfundet medfører, at teorierne eller ideologierne ikke kan forenes, men det betyder ikke, at disse ideologier/teorier om mobilitet ikke bidrager til at konstituere fordelingen af individer i den sociale struktur på engang socialt på spil og emne for videnskabelige studier. Dette er generelt styrken ved Sorokins teorier, at han binder de forskellige positioner sammen eller han er opmærskom på de forskellige interesser, der er forbundet med begrebet mobilitet (Merllié 1994: 42-43).



    Anden bølge af mobilitetsstudier 1945-1990: opgørelser af mobilitet

    Der er blevet foretaget flere store undersøgelser af social mobilitet i forhold til befolkninger som helhed og af enkelte kohorter/generationer i efterkrigstiden, som jeg i det følgende kommer nærmere ind på.11 Efter Anden Verdenskrig har der været adskillige store empiriske undersøgelser af social mobilitet, især i England, USA, Sverige, Danmark og til dels i Vesttyskland. I 1950erne blev der foretaget flere undersøgelser af social mobilitet i mange forskellige lande (i Danmark: Geiger 1951/[Glass 1954]; Svalastoga 195912, i Sverige: Carlsson 1958). Det kunne se ud som om, at sådanne undersøgelser primært foregik i anglo-saksisk dominerede lande, men det er ikke helt tilfældet, jf. de mange undersøgelser, der blev sat iværk i Frankrig af INSEE og INED, og i Italien af Livi, dog med en analytisk tilgang der også mindede om den anglosaksiske retning, se f.eks. Brésard, Girard (jf. Merllié 1994), (Raymond Boudon (1973, 1974, 1975): dog anden fundering) og Bertaux (1969, 1971).


    Én af de første store undersøgelser blev iværksat af David Glass fra Instituttet for Sociologisk og Demografisk forskning ved London School of Economics i 1949 med udgangspunkt i 10.

    London London, Katta London - Buyuk Britaniya poytaxti, mamlakatning muhim siyosiy, iqtisodiy va madaniy markazi. Temza daryosining quyi oqimida, Shim. dengizdan 64 km masofada, London havzasi deb ataluvchi tekislikning markaziy qismida joylashgan.

    000 voksne individer fra Storbritannien, idet det ønskedes at studere muligheden for høj mobilitet i et samfund:

    1. For at øge den økonomiske effektivitet, da et samfund med en fluid social struktur har en større sandsynlighed for, at positioner, der kræver specielle færdigheder, faktisk besiddes af individer med disse specielle færdigheder (high abilities). Et samfund med høj fluiditet er også på den baggrund bedre til at tilpasse sig ydre og interne forandringer,

    2. Set fra individets perspektiv, skulle social mobilitet sikre, at der er færre personer ’der kommer på den forkerte hylde’ (square pegs in round holes), og eksistensen af muligheden for at stige i status vil i enhver situation tilskynde til en større udnyttelse af den enkelte persons kapaciteter. Der kan derfor, som en konsekvens, blive tale om en mindre følelse af personlig frustration og en større mulighed for social harmoni. (Glass 1954: 24-25; Merllié 1994: 47-48).

    Generelt mener jeg, at disse begrundelser har været i fokus for de fleste under­søgelser af social mobilitet, som også har været et centralt aspekt i et socio-politisk spil om interesser og i et forsøg på at få befolkningsgrupper med på ’programmet’ (underforstået det politiske program). Der har under alle omstændigheder været mange begrundelser for undersøge grundlaget eller i det mindste om man kunne måle social mobilitet, herunder at undersøge i hvilken grad intelligensreserven blev mobiliseret og dermed optimalt benyttet, eventuelt gennem uddannelsesforordninger (eksempel: teknikerkommissio­nen af 1956, og en lang række af andre uddannelsesforordninger). Et af problemerne - der diskuteres i et afsnit om de forskelige målinger af social mobilitet - er, at Glass m.fl. har benyttet et index for at måle den intergenerationelle mobilitet, men som er blevet tilbagevist, idet den anses for logisk uholdbar, hvorfor dette ’index of association’ senere er blevet droppet til fordel for andre metoder. Dette index er muligvis ’medskyldig’ i problemerne.

    I disse studier var det hensigten at vise, hvor stor den sociale mobilitet (og immobilitet) er ved at udregne den såkaldte mobilitetsratio, det vil sige forholdet mellem observerede og forventede frekvenser i en given mobilitetstabel. Heraf kunne så udledes et index for ’association’ og et for ’disassociation’. Deraf kan man slutte, at der hovedsageligt var fokus på ’error’. Styrken af sammenhængen mellem faders sociale position og sønnes position, målt ved en eller anden form for korrelations-statistik, svarer således til immobilitet. Den uforklarede tilfældige varians svarer til mobilitetet eller med andre ord error (jf. Blackburn/Prandy 1997: 504).

    Undersøgelsen Glass forestod, konkluderede, at den kortrækkende mobilitet var relativt stor, men at rekrutteringen til de højere klasser stadigvæk tog udgangspunkt i de højere klasser. Imidlertid er deres undersøgelse blevet kraftigt kritiseret, fordi den ikke viste at ’upward-mobiliteten’ er høj, snarere tværtimod. En anden undersøglse af officiel statistik (census materiale) peger nemlig på, at forøgelsen af antallet af ’højere stillinger’ medfører ét større rum på toppen. Det burde give anledning til upward mobilitet (Heath 1981: 48), men der er ikke klarhed angående dette spørgsmål, udover at Goldthorpe med flere på et meget senere tidspunkt har vist - gennem en metodologisk sofistikering - at de absolute mobilitets­rater viser, at der er tale om en upward mobilitet, men at de relative mobilitets­rater viser en modsatrettet tendens. En anden kritik blev fremført af Westergaard13, der 19 år efter Glass gjorde opmærksom på, at høje mobilitetsrater kan eksistere side om side med store uligheder i muligheder. Mange børn fra ’høj-status’ oprindelse kan være ’downward’ mobile sammenlignet med deres fader, men på samme tid har disse børn stadigvæk - taget gennemsnitligt - langt bedre chance end deres samtidige ’working-class-contemporaries’ for at opnå et bedre placeret job (Heath 1981: 32).


    Det er således ikke tilfredsstillende, set fra et sociologisk synspunkt, at man i studierne opererede med så relativt begrænsede og simple analyser, uden egentlig at fokusere på at forklare hvorfor disse sociale processer var i gang. Det bunder formentligt i, at ’anglosaksiske’ makrosociologiske mobilitetsstudier ikke problematiserer deres eget grundlag. Et fænomen som er blevet kaldt for karavanen (jf. Gesser 1987), pegende på at langt de fleste mobilitetsstudier, herunder for eksempel undersøgelser af social mobilitet med uddannelse som en af de vigtigtste mellemliggende parametre, blot er fulgt i kølvandet på Glass, Carlsson, Svalastoga m.fl. uden at korrigere begreberne. Størsteparten af mobilitetsforskningen i Vesteuropa har ikke for alvor forsøgt at bryde med begreber som ’klasse’, ’social mobilitet’ og ’status’ etc. (Blackburn/Prandy 1997: 491) og med perspektiverne (f.eks. hvor ’åbent’ er et givent samfund versus spørgsmålet om social reproduktion). Det fornægtes dog ikke at mobilitetsforskningen har udviklet de metodiske redskaber og til en vis grad begreberne (Sørensen 1975b: 72; Kelley 1990). En del sociologer har således anfægtet nytten af de mange mobilitetsstudier. Dels fordi studierne ikke (væsentligt) har øget den sociologiske viden og erkendelse (jf. Mach/Wesolowski 1986: 7ff.; Breiger 1990a: 11-12; Kelley 1990; Blackburn/Prandy 1997; Munk 1999a), dels fordi studierne er fokuseret på mobilteten af individer, og ikke på at forstå mobiliteten som en del af generelle sociale processer, dertil kommer at der mangler tilstrækkelig udviklet sociologisk teori om sociale strukturer, herunder koblingen mellem mobilitet og strukturer (det ses, som vi senere vender tilbage til, også af den seneste diskussion mellem Hout/Hauser på den ene side og Erikson/Goldthorpe på den anden side; også jf. Olin Wright 1997: 178-182). Hovedsagligt er problemet, at man ikke har erkendt, at mobilitet foregår indenfor rammerne af et socialt rum med afstande (jf. Mach/Wesolowski 1986: 21; Blackburn/Prandy 1997: 497).
    En anden større undersøgelse blev udarbejdet i USA af Lipset og Bendix i 50’erne, der ikke var en decideret undersøgelse af det amerikanske samfund i sig selv, men en komparativ analyse af data fra USA, Sverige, Danmark, Japan, Frankrig, Tyskland, Schweiz, England og Italien med baggrund i en grov stillingskala, hvor man kun skelnede mellem manuel arbejder, ikke-manuel arbejder og landarbejder, idet kategorierne fra de forskellige lande var for uens til at blive sammenlignet (Lipset/Bendix 1959 med Zetterberg; Lipset/Zetterberg 1956/1966). Deres synspunkt omkring social mobilitet lå tættere op ad Sorokins end Glass’ synpunkt, da de faktisk mente, at social mobilitet kunne skabe frustration og sygdomme i befolkningen, idet social mobilitet kunne have store sociale individuelle konsekvenser (Lipset/Bendix 1959: 285; Heath 1981: 35-36). Undersøgelserne af upward og downward mobilitet gav som resultat, at den opadgående mobilitet for de forskellige lande nærmest var ens, et overraskende resultat for Lipset og Bendix, der især blev forklaret med ændringer i antallet af ledige pladser og ændringer i antallet af arvede positioner. Men den såkaldte Lipset-Zetterberg (LZ-) hypotese blev af forskellige andre forskere afvist, nemlig at den generelle intergenerationelle mobilitet i industrialiserede lande faktisk mere eller mindre er den samme med hensyn til forholdet mellem på den ene side manuelle arbejdere og ikke-manuelle arbejdere (Miller 1960; Erikson/Goldthorpe 1992a: 23). Disse forskere argumenterer, at national enslighed med hensyn til intergenerationel mobilitet skyldes strukturelle effekter og ikke endogone mobilitetsprocesser, og når først industrialisationen har nået et vist niveau, så vil disse effekter virke på en mere eller mindre uniform måde (Erikson/Goldthorpe 1992a: 192). Deres hypotese har siden været genstand for store diskussioner, hvorvidt om den nu også holdt.
    Der har dog også været forsøg på at reformulere og nuancere Lipset/Zetterberg-påstanden (Featherman/­Jones/­Hauser 1975; Erikson/Goldthorpe 1992a: 24), idet påstanden i virkelig­heden ikke har at gøre med det ’phenotypi­ske’ niveau, der måler de faktiske observerede mobilitetsrater, men med det ’genotypiske’ niveau, der måler de relative mobilitetsrater. Argumentet er, at man med det sidste niveau kan slippe uden om, at det første niveau er influeret af strukturel arbejdsdeling, demografiske omstændigheder, teknologiske innovationer og kapitalmæssige ændringer, der forandres forskelligt i de industrialiserede lande.14

    Lipset-Zetterberg-tesen var i for sig ikke mærkelig for den tids sociologi i 50’erne, 60’erne og 7­0’erne, da man i mange teorier arbejdede med såkaldte konvergens-teorier, hvor man mente, at samfundene mere og mere kom til at ligne hinanden (set fra et kulturanalytisk, velfærdsstatsperspektiv og empirisk synspunkt holder disse påstande dog ikke).

    Både Sorokin og Lipset-Zetterberg skelner mellem endogene og exogene faktorer, der påvirker mobilitetsrater og mønstre, hvor den første faktor forklares med, at der eksisterer en social lagdeling og den sidste forekommer kun kontingent (tilfældigt). Det vil sige, at Lipset-Zetterberg mener, at endogene processer har at gøre med ’ego-beskyttelse’. Her er FJH-tesen mere klar, idet de lægger vægt på konkurrence-processen mellem individer med forskellige sociale oprindelser, der forsøger at opnå, eller undgå, specielle destinations-positioner blandt dem, der er tilgængelige (Erikson/Goldthorpe 1992a: 376). Dette argument minder i nogen grad om den analyse Bourdieu har foretaget af forskellige områder i Frankrig, hvor det klargøres, at agenter kæmper om positioner, ikke om uopnåelige positioner, men typisk om attraktive og knappe positioner, der kan tænkes ledige eller bliver ledige. Tesen implicerer således også et opgør med den liberale teori, der påstår, at mobilitetsraterne er mere lige i avancerede industrialiserede lande, fremfor i før-industrialiserede lande.

    Der er i Europa (mest Vesteuropa), USA, Australien og Japan foretaget adskillige undersøgelser af social mobilitet. Noget entydigt billede tegner sig ikke. Man kan dog sige, at der er betydelige variationer mellem de forskellige nationer, hvorfor LZ-hypotesen ikke holder (Erikson/Goldthorpe 1992: 375). Det betyder dog ikke, at der ikke er sammen­lignelige - homologe tendenser i forskellige lande.





    Download 0.89 Mb.
    1   2   3   4   5   6   7




    Download 0.89 Mb.

    Bosh sahifa
    Aloqalar

        Bosh sahifa



    Første indledende bølge af mobilitetsstudier (1840-1933)

    Download 0.89 Mb.